Hildur's dagbog: Og det blev atypisk!
En autist betragter verden i en virusbestemt tid.
Skrevet af: Hildur Grauslund Nielsen. Leder, forfatter og foredragsholder.
Rigiditeten i rutinerne er altid bekymrende, selv om jeg gerne bliver fornærmet – mere eller mindre tydeligt, når nogen formaster sig til at kalde mine rutiner rigide. Det er en udmattende øvelse for en autist at forholde sig til det ukendte eller det tomme rum (uforudsigeligheden), men de sagkyndige siger, det er nødvendigt at øve sig lidt hver dag, så jeg øver mig..
Onsdag den 11. marts 2020:
Jeg så pressemødet onsdag den 11. marts 2020 med statsministeren, men på dette tidspunkt var der allerede sket små ændringer på arbejdet (Netto), som var en forberedelse på det slag, som tydeligvis var under opsejling. De små ændringer var ikke blevet modtaget med jubel og indstillet til en prisoverrækkelse fra min side. Mit system reagerede derimod prompte med træthed og hovedpine, så da jeg hørte statsministeren bebude, at skolerne blev lukket og det offentlige erhvervsliv i vides mulige omfang blev sendt hjem, tænkte jeg: Åh nej, nu bliver det for alvor atypisk.
Jeg er så gammel (årgang 1973), at jeg kan huske, hvordan mange kunder ragede til sig af alle mulige varer under gærkrisen i 1998, som blev udløst af et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, og som blev afviklet af et regeringsindgreb. Jeg hamstrede ikke en eneste gang i de cirka 6 uger, krisen dengang varede, og jeg kunne uden problemer købe de ting og sager, jeg havde brug for. Nej, jeg gik ikke selv i panik, men jeg så, at det var der mange andre, der gjorde, og derfor forventede jeg en sammenlignelig opførsel 22 år senere.
En af mine teknikker til at forebygge min frygt for det tomme rum (uforudsigeligheden) er at udtænke et scenario, hvor alt er gået galt. Hvis jeg ikke er forberedt på kaos og får lutter upræcise svar i mit desperate forsøg på at afvikle infernoet, kan jeg blive krigerisk, og det er ikke en tilstand, jeg ønsker at være i, da det både er ubehageligt for mig selv og mine omgivelser. Jeg gennemtænkte altså en stribe af mulige væmmelige oplevelser, så jeg var bedre rustet til at udholde prøvelserne, som uden tvivl ville komme på arbejdet den næste dag.
Torsdag den 12. marts 2020:
Min erfaring i livet er, at mine fantasier om fremtiden aldrig er 100 procent identiske med den veritable virkelighed, for der er altid og uden undtagelse detaljer, som først bliver synlige, når livet er levet. Billedligt talt betyder det, at græsset er nødt til at gro et vist stykke, før vi kan se, at her kommer en græsplæne til at ligge. Jeg mødte på arbejde klokken 06:00 og klokken 16:30 lykkedes det mig at komme ud af personaleindgangen uden andre gener end hovedpine.
Min arbejdsdag blev strabadserende, fordi mange arbejdsgange gik i kludder, da forretningens situation ændrede sig time for time. Da jeg kom hjem og havde spist et hurtigt aftensmåltid, bladrede jeg i tv-boksen frem til min yndlingsserie: Matador, afsnit 19: Handel og vandel. Jeg har set det afsnit mindst 200 gange!
Når hjernen har været overbelastet af indtryk, er det godt at give den omsorg ved at foretage sig noget med en stor grad af genkendelighed. Folk kritiserer mig sommetider og påstår, at jeg burde udvide mit repertoire af yndlingsserier, -film og -bøger, men i disse tider (Matador, afsnit 10 😉) er jeg komplet ligeglad, da det for mig handler om så vidt muligt at nulstille min hjerne, så jeg kan klare endnu en dag på slagmarken.
Fredag den 13. marts 2020:
Et køligt soveværelse og en kugledyne kan gøre meget godt for en autist, men søvnen havde ikke elimineret min hovedpine, som snarere i løbet af natten var vokset til en ny kategori: migræne.
Jeg vidste, at det ville blive endnu en hård dag på jobbet, så migrænen var ubelejlig, men samtidigt et signal om at trække mig ud af stormen, hvis medicin ikke kunne dæmpe anfaldet. Klokken 11:30 måtte jeg overgive mig og meddele min chef, at jeg havde det for skidt til at arbejde videre. Trods situationen med tomme hylder og ændret kundeadfærd var vi mere end godt med på de andre opgaver, da det heldigvis havde været muligt at kalde flere kolleger på arbejde, hvorfor det var uproblematisk at give mig tidligere fri.
Jeg tog et langt karbad, da jeg kom hjem og sov efterfølgende i 5 timer, men det var, som om søvnen ikke havde den ønskede lægende kraft, for jeg følte det, som havde al energi forladt mig. Hvordan jeg fik samlet mig selv sammen og kostede mig selv på gaden for at gå en tur, er mig en sand gåde, men den lille vandretur virkede opkvikkende og forfriskende min evne til at se lyset.
De næste dage …
Jeg havde forudsagt torsdag den 12. marts 2020, at kunderne ville opføre sig normalt igen allerede fra lørdag. Ingen troede på mig, men jeg fik ret. Puha, første skridt tilbage til civilisationen!
Søndag skulle jeg have holdt fødselsdagsselskab, og det havde jeg faktisk glædet mig til, men det blev aflyst, da gæsterne ikke turde komme, da jeg som ansat i et supermarked jo var mere eksponeret for smittefare. Mine gæster er ellers ikke umiddelbart i nogle af risikogrupperne i modsætning til mig selv, som lider af moderat astma (den er velhandlet). Jeg kan ikke kontrollere mine gæsters betænkeligheder, så jeg forventer ikke at se mere til dem, før jeg kan blive vaccineret engang i 2021 …
Mandag den 16. marts 2020:
”Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem blev ikke til noget.” Jeg ville ønske, jeg selv havde fundet på dette prægtige citat, men det er den amerikanske forfatter Mark Twain. Det var lidt af en tilfældighed, jeg stødte på citatet. Det blev ret afgørende for, hvordan jeg siden håndterede de fleste af mine talrige bekymringer.
Mange autister synes at være udstyret med en bekymringsmaskine, som kun nødigt afslører, hvor stopknappen sidder. Det var et helvede, når min bekymringsmaskine gav sig til at køre et støjende program lige før, Ole Lukøje ellers skulle indtaget scenen og sørget for søvnen, for så var det sikkert, at jeg ville få vanskeligt ved at falde i søvn. Søvnunderskud svækker evnen til at prioritere i informationsstrømmen, så der er kun gode grunde til at få styr på den bekymringsmaskine.
Som leder har jeg lært en model, som kan støtte mig i at tage de rigtige beslutninger og lægge fokus der, hvor jeg selv kan gøre en forskel. Modellen hedder spejlægget, og jeg tænkte på det spejlæg hele mandagen. Både blommen og hviden symboliserer vores interessefelt, men blommen symboliserer det, vi selv har indflydelse på og derfor kan påvirke direkte, hvor hviden symboliserer det, som nok har vores interesse, men som vi reelt ikke kan ændre på her og nu, hvorfor vi skal lade det ligge. Og det er svært! Og ekstra svært i disse tider, hvor den nye normal synes at være et spontant sammensat måltid, hvor varedeklarationen nok ikke bør nærstuderes.
Erstatningsvare er ikke et synonym for præcision, men jeg kan på den anden side ikke acceptere at være kronisk udmattet eller have hovedpine i 3 måneder, fordi mine rutiner bliver æltet til ukendelighed af Corona-krisen, så jeg må nøjes med at fokusere på de forhold, jeg faktisk har indflydelse og derfor kan ændre (blommen). Jeg har for eksempel indflydelse på mit humør. Jeg bliver glad, når jeg spiller klaver, altså har jeg fundet et stykke af Chopin (Waltz in A minor B. 150), jeg gerne vil nærstudere.
Tirsdag den 17. marts 2020.
Helge Rode har i 1886 skrevet et digt, som i dag er at finde i højskolesangbogen. Jeg kom til at tænke på det, da jeg tirsdag formiddag gik en tur i København og fandt lydbilledet sammenligneligt med en søndag morgen i vinterhvidt:
Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.
Lyden af København var forandret og på en måde var det lidt uvirkeligt, fordi jeg på et niveau følte mig som en fremmed, fordi forandringen indtil videre var gennemgribende (færre biler og mennesker), mens jeg på et andet niveau sagtens kunne genkende gaderne. Jeg nød stilheden og fraværet af menneskemyldret enormt.
Mens jeg gik og nød den sjældne og dyrebare stilhed i København, var der et optrin på vej. Fjernt i min opmærksomhed havde jeg via mine kontakter på Facebook registreret, at både fødevareministeren og statsministeren havde indkaldt til pressemøde. Rygterne løb om et muligt udgangsforbud, men da solen var vippet ud af det grå, fandt jeg ikke anledning til at bekymre mig. Det var der imidlertid andre, som gjorde med mere eller mindre god grund, så mens jeg holdt fridag i solen, blev min arbejdsplads (Netto) nok engang udsat for en massiv hamstring.
Hamstring er en luksus, som ikke er enhver forundt. Onsdag blev dog heldigvis en stille dag på arbejdet.