Stefani’s dagbog: Corona-isolation (del 3)

Dag 9 - 21/3 2020:

Jeg aner ikke, hvordan min dag har været. Jo, jeg ved, at jeg ikke kunne finde ud af at forholde mig til bostøtte i dagvagten. Ikke så meget på grund af hende som person, men på grund af de sidste par dages svigt.

Min kravafvisning har i dén grad taget styringen, og jeg har enormt svært ved at regne ud, hvordan jeg får snydt min hjerne nok til, at jeg rent faktisk kan foretage mig de ting, som er nødvendige men også de mere lystbetonede ting.

Den første times videoopkald blev jeg nødt til at afslutte efter 25 minutter, fordi jeg ikke kunne være i det.

Den næste time sagde jeg nej tak til video, men hun måtte ringe almindeligt. Jeg skrev til hende på sms, og hun svarede så bare almindeligt på tale.

Inden den sidste bostøtte på 1,5 time, sendte jeg hende dette til hende på sms:

“Du må ringe mig op på video. Men det er på disse betingelser:

- Du må ikke kommentere på, hvad jeg laver, når du ringer op. Som i overhovedet ikke.

- Når jeg er færdig med det, jeg laver, når du ringer, må du stadig ikke kommentere det eller nævne det overhovedet. 

- Du må ikke komme med forslag til ting, jeg kan gøre.

- Du må ikke foreslå ting, du kan hjælpe mig med i denne bostøtte.

- Hvis jeg går i gang med noget, beder jeg om din hjælp, hvis jeg har brug for den og kan tage imod den. Du må ikke tilbyde at hjælpe.

- Hvis jeg går i gang med ting, må du ikke rose mig eller anerkende og bla bla.”

Jeg snød min hjerne til at jeg kunne spise frokost ved at gå i gang, inden hun ringede mig op og nåede at sige noget med at spise frokost, for så ville jeg overhovedet ikke få noget spist.

Jeg har også været ude at handle. Min OCD går fuldstændig amok pga. det der corona. I forvejen fylder angsten for bakterier alt for meget.

Jeg kan ikke tænke til at skrive mere end det her. Jeg er træt, og min hjerne er splat. Og jeg er nu nærmest skaldet, fordi jeg i min afmagt, affekt og fuldstændig nedsmeltede hjerne i går aftes fik barberet et par strøg i det, og så blev jeg jo ligesom nødt til at tage resten, for det så dumt ud, at der var nogle tilfældige skaldede striber på mit hoved. Øv altså.

Dag 10 - 22/3 2020:

*Jeg var ikke i stand til at skrive på dag 10. Min hjerne svigter mig*

Dag 11 - 23/3 2020:

Jeg kan ikke ret godt huske dagen. Klokken nærmer sig 19. Bostøtten er lige gået.

Vi fik bagt pølsehorn på det mest ubelejlige ting, men sådan sker det ofte, når jeg endelig får gjort noget, som jeg ikke har kunnet få hul på længe. Så sker der ligesom der, hvor jeg allermindst venter det. Måske er det en del af min kravafvisningsproblematik, som virkelig bare spænder ben for mig nu.

Min hjerne nåede at smelte sammen, inden vi kom i gang. Jeg er for træt til at formulere det på en anden måde, så det her er cirka det, jeg sendte på en sms til min bostøtte, selvom vi sad i samme rum:

“Jeg er bange for, at I har nogle uudtalte forventninger til mig.

Det gør mig bange for, at I på et senere tidspunkt fortæller mig, at jeg ikke levede op til de forventninger, at det var for dårligt og sådan nogle ting.

Jeg har prøvet det på psyk i Risskov fra særligt en enkelt personale.

...

Derfor er jeg lige nu lammet og fastlåst, fordi jeg ikke aner, hvad I har af forventninger til mig. Det her er jo ikke hverdag, og der ved jeg nogenlunde, hvad der bliver forventet. Nogenlunde. Alting er anderledes nu, og der kommer hele tiden ændringer. Nogle får jeg ikke engang besked om, og mange får jeg ingen forklaring på og så ved jeg ikke, hvilken kasse jeg skal putte den ændring i inde i min hjerne.

Bruger I det imod mig på et senere tidspunkt, hvis jeg ikke opfylder de forventninger til mig, som I ikke har fortalt mig, at I havde?

Jeg kan jo ikke engang bruge de tre timer på at slappe af så, fordi min hjerne ikke kan finde ud af, hvordan den skal håndtere alt det her.”

Kort tid efter det holdt min hjerne op med at kunne omsætte min bostøttes ord til noget, der rent faktisk gav mening. Lidt efter holdt min hjerne op med at kunne tolke de synsindtryk, som mine øjne leverede til den.

Min hjerne har stadig svært ved helt at omsætte det, som mine øjne ser på samme niveau, som den ellers plejer at kunne. Den er ikke rigtig i stand til at se alle de detaljer, som den plejer at kunne.

Nu venter jeg på, at opvaskemaskinen er færdig, så jeg kan tage strømspareskinnen ind i soveværelset igen og få noget lys.

Jeg er træt. Jeg kan ikke rigtig huske mere. Min hjernefunktion er meget nedsat pga. den høje grad af overbelastning som Corona medførte oveni en i forvejen længere periode med alt for høj en belastningsgrad.

Dag 12 - 24/3 2020:

Var en rigtig dårlig dag, hvor jeg ikke var i stand til at skrive noget.

Dag 13 - 25/3 2020:

Også en dårlig dag. Det er blevet rigtig svært at tage imod bostøtterne. Den første halvdel af dagen er gået med at dissociere - er røget frem og tilbage mellem virkeligheden og min hjernes tågede fred, hvor alt er godt.