Indlæser

AutismePlusFar 23.10.2020

Event dato:
19. okt. 2020 - 24. okt. 2020

Et super informativt, medmenneskeligt og underholdende foredrag er vel overstået.
Det bliver ikke sidste gang vi inviterer Morten.
Tak til alle fremmødte (ca. 50) og tak til alle for at være opmærksom på at overholde alle corona sikkerhedsforanstaltninger.
Ris og ros vedr. arrangementet modtages gerne. Mail til formanden Karina Bundgaard.
Billeder fra dagen kan ses i kredsens facebookgruppe. 

Der vil være ekstra stor opmærksomhed på sikkerhedsforanstaltninger i forhold til corona! Mød gerne op lidt tidligere, så der undgås "klumpning" af mennesker. Mad vil blive bestilt i plastikpakket enkeltportioner mv. Afstandsanbefalinger vil blive overholdt. Mød gerne op med visir eller ansigtsmaske.

AutismePlusFar kommer til Bornholm.
Morten Gantzler Oschlag holder foredrag om belastningsreaktioner hos børn og unge med autisme og ADHD.
Sæt kryds i kalenderen og glæd dig!

  • Dato og tid: Fredag d. 23. oktober 2020 kl. 17-20
  • Sted: Sagahuset, Sagavej 2, Rønne. HUSK MAN IKKE MÅ PARKERE FORAN DYRLÆGEN!
  • Pris: Medlemmer 50 kr. og ikke-medlemmer 100 kr.
  • Tilmelding: Via mobilpay box52642  til kredsformanden Karina Bundgaard, husk at angive navn på indbetaler. (Bemærk at bogstaverne "box" også skal angives, når man skriver "telefonnummeret" til modtager i mobilepay). SU. 16. okt. 2020
  • Servering: Sandwich og vand 
  • MEDBRING SELV KAFFE & TE

Mortens oplæg til foredraget:

Børn og unge med autisme og ADHD kan som udgangspunkt være mere udsatte ifht. at pådrage sig psykiske belastningsreaktioner.
Dette skyldes at personer med autisme og ADHD generelt kan have en lavere stresstærskel end personer uden autisme.
Ligeledes kan det overskud og den energi de har til rådighed variere fra dag til dag, og fra aktivitet til aktivitet.
I det hele taget er der rigtig mange forhold og omstændigheder man skal tage med i betragtning, når man er forældre til eller arbejder med denne målgruppe.
For på et eller andet tidspunkt er bægeret fuldt.
Min datter, som selv har været turen igennem, beskriver det således:
“Det er ligesom når man er katteejer (det er hun) og kattehårene bare bliver ved med at klæbe til ens tøj. Når man har autisme er stressen en slags usynlige kattehår, og i perioder tiltrækker man dem helt vildt. Til sidst kan man have så mange af dem siddende, at man ikke kan gå uden for en dør eller bevæge sig. Et hår mere eller mindre, kan gøre forskellen mellem at kunne den ene dag og ikke at kunne den næste dag.
Og man aner ikke hvordan at man skal få dem af igen!”
Et meget godt billede, ikke sandt?
Djævlen ligger ofte i detaljerne og selv for dygtige og erfarne fagfolk og for børnene og de unges forældre, kan det være vanskeligt at se, hvornår at børn - eller unge med autisme og ADHD er så pakket ind i delvis usynlig stress, at de bevæger sig faretruende tæt på at krydse grænsen for deres egen formåen.
Og det på en måde, så at det ikke udvikler dem, men i stedet udløser en belastningsreaktion.
Jeg ser ofte hvorledes, at længerevarende stress eller enkeltstående traumer på en uhensigtsmæssig måde kan skubbe børn og unge mennesker med autisme og ADHD over grænsen og ind i tilstande, hvorfra det er vanskeligt for dem at vende tilbage.
Når grænsen først er krydset - og det sker oftest i relativt ubemærkethed, og belastningsreaktionerne efterhånden viser sig, stilles forældre og professionelle ofte i en situation, hvor de traditionelle pædagogiske og behandlingsmæssige værktøjer, ikke længere slår til.
Nogle børn og unge med autisme rammes så hårdt at belastningsreaktionerne i en periode ender med at fylde langt mere og være langt mere behandlingskrævende end deres autisme eller ADHD som udgangspunkt burde have været det.
Langvarig ufrivillig skolefravær - eller skolevægring, social isolation, fysiske symptomer, spiseforstyrrelser, ekstrem modvilje mod krav -samt anden angstlignende adfærd er iblandt de reaktioner jeg har oplevet.
Er det først nået så vidt, kræver det ofte en langvarig, højt specialiseret og bekostelig indsats at få børnene og de unge på ret køl igen.
De kattehår min datter beskriver skal, med andre ord, på det nærmeste pilles af et hår ad gangen og i den rigtige rækkefølge.
Professionelt kalder vi den proces for stressreducering og det er selve forudsætningen for overhovedet at kunne arbejde med og/eller undervise et barn -eller et ungt menneske igen.
I disse år oplever jeg desværre en stigning i børn og unge der, udvikler belastningsreaktioner eller bevæger sig i risikozonen for at gøre det.
Som selvstændig psykologisk konsulent og som underviser på den højt specialiserede behandlingsskole, Søstjerneskolen, i København, har jeg i gennem en længere årrække haft mulighed for at følge og arbejde med denne gruppe på tæt hånd, fra et professionelt perspektiv.
Som far til to skønne unge mennesker med de selvsamme udfordringer inde på livet og over to skoleløse år i baggagen, har jeg på endnu tæt hånd erfaret, hvad det kan have af konsekvenser for familieliv, samliv, planer, drømme, karriere og ens eget mentale overskud og helbred, når ens børn og unge mennesker pludselig befinder sig på den anden side af grænsen, helt pakket ind i kattehår, man slet havde lagt mærke til var der.
Heldigvis er der både håb - samt erfaring på området at trække på.
Jeg glæder mig til at kunne dele begge dele med jer.
_________
Velmødt - vi glæder os til at se jer
Bestyrelsen