Vi skal have råd til einsteinske personligheder

Leder af Heidi Thamestrup, landsformand for Landsforeningen Autisme. 

Det gør sådan set ikke noget, at en lille gruppe børn og voksne oplever verden anderledes, har en anderledes kognition og har andre behov end gennemsnittet. Men det er noget rod i forhold til den måde, vi har skruet vores daginstitutioner, skoler, jobcentre og arbejdspladser sammen på. For børn med autisme har andre behov end børn med typiske hjerner, og når de behov ikke bliver mødt, bliver børnene utrygge, stressede og angste, og de udvikler ekstreme symptomer, der rimer på mistrivsel. 

For få uger siden offentliggjorde Kommunernes Landsforening en undersøgelse, der viste, at der over ganske få år er sket en fordobling af børn med diagnoser som autisme.  Normalt, når den slags overskrifter rammer medierne, er det et forvarsel om, at der skal spares penge. For når man skræmmer helt almindelige skatteydere med, at et socialområde er ude af kontrol, og efterfølgende svinger sparekniven og genvinder kontrollen, giver det positiv opmærksomhed - og det er der stemmer i. Sandheden er, at besparelser på socialområdet lynhurtigt genererer mange flere børn og voksne med diagnoser.

Der har altid været børn i vores samfund med autistiske hjerner, og der er ikke noget, der tyder på, at det ændrer sig. Det at blive født med en autistisk hjerne betyder ikke, at man partout skal have en autismediagnose, og det betyder heller ikke, at man er syg eller handicappet - det betyder bare, at man udvikler sig og forarbejder sanseindtryk på en anden måde end flertallet.

Det gør sådan set ikke noget, at en lille gruppe børn og voksne oplever verden anderledes, har en anderledes kognition og har andre behov end gennemsnittet. Men det er noget rod i forhold til den måde, vi har skruet vores daginstitutioner, skoler, jobcentre og arbejdspladser sammen på. For børn med autisme har andre behov end børn med typiske hjerner, og når de behov ikke bliver mødt, bliver børnene utrygge, stressede og angste, og de udvikler ekstreme symptomer, der rimer på mistrivsel. 

For at løse udfordringerne med inklusion i vores samfund, skal vi finde ud af, nøjagtigt hvorfor  nogle børn overlever at vokse op under kummerlige vilkår, og  hvorfor andre bliver syge af noget så simpelt som at navigere rundt i en skolegård.

Man kan sige det på den måde, at behovet for en diagnose opstår i det øjeblik, hvor autisten møder verden. Men kun, hvis den udgave af verden, autisten møder, ikke tager hensyn til den autistiske neurologi. Når flere børn får autismediagnoser, er det altså, fordi vi har optimeret, effektiviseret og ensrettet så meget, at der ikke er plads til de spændende børn med anderledes hjerner.

For at løse udfordringerne med inklusion i vores samfund, skal vi finde ud af, nøjagtigt hvorfor nogle børn overlever at vokse op under kummerlige vilkår, og hvorfor andre bliver syge af noget så simpelt som at navigere rundt i en skolegård.

Forskning i modstandskraft er en videnskab. For hvad er egentlig grunden til, at nogle børn bliver syge af at være i miljøer, som andre børn overlever og mestrer?

Når man studerer de børn, der klarer sig bedst, bliver det helt åbenlyst, hvad det er, der giver dem modstandskraft og gør dem i stand til igen og igen at flyde ovenpå, uanset hvad man byder dem. Det er typisk for dem, at deres sociale situation er fin, og at deres netværk er stabilt. Men samtidig er de selv i besiddelse af:

• Stærke kognitive evner ift. At forstå, problemløse og handle
• Evner til at styre deres temperament og tilpasse sig socialt
• Evner til at skabe venskaber og til at vedligeholde dem
• Strategier ift. at regulere følelser og adfærd, selvtillid, selvværd og tro på, at deres egne handlinger kan gøre en forskel
• Positivt livssyn, tro på - og mening med - livet
• Gode sociale evner og humor

Hvis man har viden om neurologien bag autisme, ved man, at det er på netop disse områder, at autistiske børn og voksne er alvorligt udfordrede. Når de indefra kommende evner til at generere modstandskraft er svage, må man kompensere udefra. Man må skabe små, overskuelige, voksenstyrede, anerkendende miljøer, hvor børnene kan forstå konteksten, og hvor forventningerne til dem giver mening.

De mange diagnoser er indirekte et tegn på, at vi ikke værdsætter det særlige og skaber plads til, at det kan vækste og udvikle sig. Der er ikke plads til det unikke, simpelthen fordi det afviger fra normalen, og fordi afvigelser kræver ressourcer.

Vi vil ikke bruge ressourcer på at have krogede hjerner i skolen. Vi vil ikke betale prisen for smukke episke fortællinger om tommeliser, svovlstikker og hunde med tekop-øjne. Vi har ikke råd til einsteinske personligheder med uglede, utopiske tanker om molekyler og rumfyld i håret.

I stedet er de krøllede hjerners skønhed og sødme blevet erstattet af synkront tænkende, næsten identiske menneskerobotter. Robotterne finder sig i at svare på de samme lamme Nationale Tests et par gange årligt, og de figurerer med et pænt højt lixtal i de internationale PISA-undersøgelser. 

Vi har byttet diversiteten ud med læseplaner, læreplaner og handlingsplaner. Vi har udskilt ham den lille krøllede på bageste række, ham, der stabler de ting, som de andre børn lægger på række. Den lille krøllede kan ikke forstå, at der ikke er plads til ham, og han føler sig ikke inkluderet - han føler sig klemt. Når han er blevet klemt meget længe, mister han livsgnisten og stjernerne i øjnene, ændrer adfærd, bliver udredt og får en diagnose…

Stigningen i antallet af mennesker, der får autismediagnoser, kan forklares. Og det er hverken aliens, pesticider, vitaminmangel, omsorgssvigt eller farven på vingummi bamser og LEGO-klodser der har skylden - så vidt vi da ved lige nu. Udviklingen er et helt naturligt tegn på, at vi bliver klogere på autisme og bedre til at “se” det usynlige. 

I 1994 udvidede man kriterierne for autisme med diagnosen Aspergers Syndrom, idet man anerkendte, at mennesker med normal og høj IQ, der umiddelbart fulgte normaludviklingen før det 3. år, også kunne have autisme. I 2010 beskrev Svenny Kopp en gruppe skolepiger, som, umiddelbart faldt sammen med deres omgivelser, men som, under længere tids observation, ”faldt fuldstændigt fra hinanden”.

I 2014 oplevede vi, at psykiatrien erkendte, at en stor del af de unge, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser, selvskade, depression og angst, eller bliver indlagt pga. gentagne selvmordsforsøg, i mange tilfælde, behandles for lidelser, der er opstået på baggrund af en ubehandlet autisme.

Siden 2015 har vi oplevet et massivt pres på voksenpsykiatrien fra voksne, der ikke blev udredt i barndommen, og som nu ønsker et navn på den “anderledeshed”, de har levet med hele deres liv.

Heldigvis er der rigtigt mange, der har klaret sig godt. Og så opstår spørgsmålet, skal man have en diagnose, fordi man har en anderledes hjerne, eller skal diagnoser forbeholdes dem, der har en anderledes hjerne og brug for hjælp?

Stigningen i antallet af mennesker, der får autismediagnoser, kan forklares. Og det er hverken aliens, pesticider, vitaminmangel, omsorgssvigt eller farven på vingummi bamser og LEGO-klodser der har skylden - så vidt vi da ved lige nu. Udviklingen er et helt naturligt tegn på, at vi bliver klogere på autisme og bedre til at “se” det usynlige.