Indlæser

Autisme- og Aspergerforeningen for voksne: Satser på internationalt samarbejde og ny flot hjemmeside

20. maj. 2019

Autisme og Aspergerforeningen for voksne holdt ekstraordinær generalforsamling lørdag den 18. maj 2019. På dagsordenen var blandt andet et forslag om at bruge flere kræfter på det internationale samarbejde ved at melde sig ind i (ACE) Autistic Council Europe.



Under formandens beretning om det seneste års arbejde i foreningen, fremlagde formand David Facius åbent og ærligt, at arbejdet i bestyrelsen havde været præget af dårlig stemning og manglende samarbejde i nogle måneder i 2018. Den dårlige stemning og et personrettet udfald imod formanden resulterede i en sygemelding. Situationen blev håndteret ved det førstkommende bestyrelsesmøde efter episoden, og bestyrelsen har siden afholdt møder præget af god stemning og lyst til at samarbejde.

I sin beretning lagde David Facius desuden særligt vægt på foreningens arrangementer. David roste mødestedernes mødeledere for at løfte opgaven med at planlægge og afholde møder kontinuerligt for foreningens medlemmer. Flere af mødelederne på generalforsamlingen supplerede med, at de nu til større arrangementer med oplægsholder, forbeholdte pladserne til medlemmer af foreningen. David Facius supplerede med at sige, at foreningen har haft en betragtelig fremgang i antal medlemmer – fra 711 medlemmer i sidste periode, til ved generalforsamlingens afholdelse, at have hele 747 medlemmer. Dette gør Autisme- og Aspergerforeningen for voksne til en af de store foreninger for autistiske mennesker i Europa.

Efter beretningen blev godkendt, blev David Facius genvalgt til posten som formand. Inden valget diskuterede de fremmødte, hvor meget det betyder for en position som formand for foreningen, at man er til stede på sociale platforme som fx. Facebook. Forsamlingen blev ikke enige, men David Facius var lydhør for ønsket om større synlighed. David gjorde opmærksom på, at Autismebladet bragte et portræt af ham i sidste valgperiode, og at der er planer om at bringe et nyt portræt i et af de næste blade, samt at han har planer om at skrive flere indlæg bl.a. til foreningens nye hjemmeside.

Eneste forslag på generalforsamlingen kom fra bestyrelsen. Silke argumenterede på bestyrelsens vegne for et medlemsskab af Autistic Council Europe.

ACE er en Europæisk organisation kun for autistiske self-advocats, hvis formål er at arbejde for inklusion af autistiske mennesker i samfundet. ACE består af medlemsorganisationer i flere Europæiske lande bl.a. Holland, Tyskland og Sverige. Bestyrelsen i Autisme- og Aspergerforeningen for voksne har de seneste år fulgt forarbejdet til etableringen af ACE, og det er nu kommet så langt, at bestyrelsen havde bedt om forsamlingen tage stilling til, om der er basis for et medlemsskab. På generalforsamlingen var der fuld enighed til at give bestyrelsen mandat til at arbejde videre med optagelse i ACE.

Formand David Facius fremlagde budgettet. Fra deltagerne blev der udtrykt stor tilfredshed med de budgetterede udgifter, der vedrørte bestyrelsens fremtidige arbejde – vedrørende både tovholderkursus for potentielt nye, samt nuværende tovholdere på mødestæderne, samt planerne om at lave et stort landstræf.

Under punktet eventuelt fremlagde næstformand Jimmy Withfield et nyt layout på foreningens hjemmeside, udarbejdet af Jimmy selv samt af Michael, som desværre ikke kunne være til stede på generalforsamlingen.  Den nye hjemmeside har mange flere funktioner, der understøtter foreningens mødesteder og arrangementer – bl.a. vil tovholdere selv kunne annoncere temamøder og lægge billeder af mødestedernes faciliteter på hjemmesiden. 

Generalforsamlingen udtrykte stor ros til bestyrelsen for arbejdet med regnskab, konferencer og hjemmeside. Alt i alt en hyggelig dag i raskt tempo – med vigtige diskussioner og godt humør.

Efter generalforsamlingen holdt den nyvalgte bestyrelse sit første konstituerende møde.