Opråb fra pårørende: Sundhedsreformen har konsekvenser på autisme-området!

Skrevet af: Pårørenderådet ved Autismecenter Syddanmark - v/formand Inger Bro Mogensen og Else Thirsgaard Rasmussen

Som pårørende til beboere/borgere på den specialiserede institution Autismecenter Syddanmark, der er en regional institution, vil vi gerne udtrykke vores bekymring vedrørende regeringens bebudede sundhedsreform.

Vi var også bekymrede i forbindelse med strukturreformen i 2007, hvor adskillige kommuner hjemtog de amtslige specialtilbud med afspecialisering og stor forskelsbehandling fra sted til sted til følge. I årene efter strukturreformen har kommunerne én gang pr. valgperiode kunne bestemme sig for en overtagelse af en institution eller afdeling beliggende i kommunen. Dette har i de forløbne år givet en masse usikkerhed, uro og omstruktureringer for regionernes institutioner.

Autismecenter Syddanmark er en velfungerende institution indenfor autismeområdet. Centeret består i dag af Bihuset i Odense for børn med både døgnophold og aflastning og en række afdelinger for voksne - Æblehaven i Kolding, Teglgårdsparken i Middelfart samt Holmehøj, Det gule hus, Kirkevej og borgere i egen bolig i Fåborg-Midtfyn. I alt omkring 140 borgere i forskellige aldersgrupper og med forskellige grader af autisme iblandet andre handicap. Borgerne kommer ikke kun fra de kommuner, hvor afdelingerne er placeret, men fra en lang række kommuner, som netop efterspørger et højt specialiseret tilbud. Det er Region Syddanmark, der har opbygget centeret og dannet basis for den høje grad af specialisering, videreuddannelse af personalet og samarbejdet mellem afdelingerne. Der er en stor synergieffekt i denne opbygning, hvilket også har medført, at centeret har en VISO-enhed, der rådgiver andre institutioner.

Som pårørende er vi bekymrede for sundhedsreformens konsekvenser for Autismecenter Syddanmark’s fremtid. Hvis centeret splittes op og fordeles ud på de 4 beliggenhedskommuner, så forsvinder synergieffekten, hvilket vil medføre afspecialisering og dårligere vilkår for beboerne. Vi kan heller ikke forestille os, at alle beliggenhedskommunerne har den nødvendige kompetence til eller faglige interesse i at drive et så specialiseret tilbud som Autismecenter Syddanmark. Hvis én kommune overtager centeret er der en stor risiko for, at mange kommuner hjemtager deres borgere, hvilket typisk også medfører en afspecialisering, idet tomme pladser fyldes op med borgere med andre typer handicap. Hjemtagelse af den enkelte borger til kommunen er også dybt bekymrende. Kommer den autistiske borger til et billigere tilbud som f.eks. plejehjem, hjerneskadecenter etc.? For man kan vel ikke forvente, at hver kommune til trods for de 6 mia. kr. får råd til at bygge og drive deres egne specialinstitutioner for borgere med autisme?

Autismecenter Syddanmark vægter samarbejdet med de pårørende højt. Som pårørende er vi glade for samarbejdet med en ledelse, der kender autismeområdet fra deres dagligdag. Ligeledes er vi glade for samarbejdet med et kompetent specialiseret personale, der løbende uddannes indenfor autismeområdet. Men hvem er det egentlig, vi skal samarbejde med fremover, hvis reformen bliver virkelighed? Kan vi være sikre på, at der sidder personer med forstand på autisme i ledelsen? Kan vi være sikre på, at personalet opretholder deres kompetencer indenfor autismeområdet?

Som pårørende ønsker vi, at Autismecenter Syddanmark bevares som en helhed og ikke kommunaliseres. Der er brug for ro på området. Usikkerhed på fremtiden er ødelæggende både for den enkelte borger med autisme og for personalet.

I det hele taget synes vi ikke, regeringen har ofret mange linjer i sundhedsreformen på regionernes specialinstitutioner. Vi ønsker, at der tages udgangspunkt i de handicappedes problemstillinger for at gøre det bedst muligt i stedet for udgangspunkt i kommunernes økonomiske overvejelser. Det er i øvrigt dybt problematisk, at den enkelte kommune selv har hovedparten af finansieringen af indsatsen overfor handicappede, der har behov for højt specialiserede tilbud. Det svarer til, at kommunen skal finansiere den enkelte borgers kræftbehandling. Det er fint, at sundhedsreformen sætter patienten først – vi savner, at også den handicappede sættes først.

Vi håber ikke at resultatet blot bliver, at ”hvad der er svært, skal være nært.