Verdens autismedag: Fordomme og fakta om autisme

2. apr. 2020

Her på verdens autismedag d. 2 april sætter Landsforeningen Autisme fokus på fordomme om autisme.

 

Fordomme skyldes uvidenhed. Fordomme kan være meget skadelige og begrænse mennesker med autisme. 

Det er for eksempel en udbredt fordom, at autisme skyldes dårlig opdragelse. I tidligere tider talte man om køleskabsmødre – altså kolde mødre, der ikke tog vare på deres barn – som årsag til autismen.
I dag ved vi, at autisme er en medfødt kognitiv anderledeshed, men det ændre ikke på, at forældre stadig oplever i dag,  at nogle mennesker giver dem skylden for deres børns autisme.

En anden meget skadelig fordom er, at autisme er en sygdom, der kan kureres. Det kan i værste fald få pårørende til at forsøge at kurere autismen – fx ved at give autistiske mennesker medicin, de ikke har brug for – tvinge dem til at spise mad, de ikke kan lide, eller som er direkte sundhedsskadelig – eller at udsætte børn for stressende situationer i stedet for at beskytte dem i mod “overload” af sanserne.

De fleste fordomme om autisme er dog ”bare” ubehagelige oplevelser i hverdagen. Det kunne fx være den autistiske studerende, der gang på gang får at vide: ”du virker ikke særlig autistisk”. Så må den studerende for hundrede gang forklare, at autisme kommer til udtryk på forskellige måder, at alle autistiske mennesker er forskellige, og at vedkommende faktisk bruger meget energi på at fungere i en neurotypisk hverdag.


Herunder har vi i Landsforeningen Autisme samlet en række af de typiske fordomme om autisme sat over for fakta.

Fordom: 
Autisme skyldes noget udefra. Der florerer mange bud her: vacciner, forurening, pesticider, gluten, vitaminmangel, kød, fed mad m.m.
Fakta:
Autisme er en medfødt, arvelig, neurologisk betinget, kognitiv anderledeshed, der påvirker alt, hvad mennesket med autismen tænker, siger og gør.

Fordom:
Autisme er en psykisk sygdom.
Fakta:
Psykiske sygdomme kan behandles med medicin eller terapi, og mange psykiske sygdomme kan kureres. 
Autisme er ikke en sygdom og kan ikke kureres. Autisme er at have en hjerne, der fungerer anderledes end den hjerne, neurotypiske (almindelige) personer er udstyret med. 

Fordom:
Det er kun drenge, der har autisme.
Fakta:
Piger har også autisme. Der er færre piger og kvinder end drenge og mænd, der diagnosticeres med en autismediagnose. Det er der mange grunde til. En af dem er, at man kun observerede drenge i skolealderen, som baggrund for beskrivelsen af diagnosen.  Det skyldes også, at autisme kommer anderledes til udtryk hos piger og kvinder. Man regner med, at det skyldes, at piger generelt har større interesse for det sociale end drenge, samt at det også gælder autistiske piger og kvinder. Siden 2010 har autisme hos piger fået stadig større opmærksomhed.

 
Fordom:
Autister er udviklingshæmmede.
Fakta:
Mennesker med autisme er ofte normalt til højtbegavede. Det er kun omkring 30 % af personer med autisme, der oveni deres autismediagnose også har en udviklingshæmning.

Fordom:
Alle autistiske mennesker er savante – altså har utrolige evner fx til at gennemskue systemer, former og lyde.
Fakta:
Det er kun 1-10 % af alle autistiske mennesker, der er savante. Folk der ikke har autisme kan også være savante, fx er der en lille overrepræsentation af savnte blandt folk, der er blinde.

Fordom:
Alle mennesker med autisme går op i mærkelige ting og snakker om dem hele tiden.
Fakta:
Mange autistiske mennesker har særinteresser. Det kan skyldes, at autismen gør dem bedre til at fastholde fokus og dermed også til specialisere sig. Man ved ikke, om alle autister har særinteresser, men man ved, at det ikke er alle, der har det hele deres liv. Måske har man bare ikke fundet den særlige interesse endnu? Det kan også skyldes, at verden omkring autisten har meget travlt med at bestemme, hvad det autistiske menneske skal bruge sin tid på.  Måske endda så travlt, at det autistiske menneske bliver meget stresset, og derfor ikke har tid nok eller energi til at forfølge sine egne interesser og drømme. Særinteresser kendetegnes af interessens intensitet. Særinteresser kan være alt mellem himmel og jord og behøver ikke være specifikt afgrænsede – de kan fx også udvikle sig over tid. 

Fordom:
Mennesker med autisme gemmer sig i deres hovedtelefoner.
Fakta:
Nogle mennesker med autisme har sensoriske udfordringer. De oplever sanseindtryk anderledes. Det kan fx være lyde, lys, kulde, varme, konsistens og smage. Nogle autistiske mennesker, der er sansefølsomme overfor lyde bruger hovedtelefoner, når de arbejder, eller når de har brug for ro fra andre mennesker. Hovedtelefonerne skal betragtes som et hjælpemiddel til at skærme sig mod ubehagelige sanseindtryk - ikke som et forsøg på at distancere sig fra andre.

Fordom:
Mennesker med autisme har ingen seksualdrift
Fakta:
Det har ingen hold i virkeligheden. Der findes mennesker med autisme, der er aseksuelle, men ikke flere end blandt den øvrige befolkning. Autistiske mennesker definerer sig oftere end neurotypiske mennesker som LGBT+ personer.

Fordom:
Mennesker med autisme har ingen empati
Fakta:
Personer med autisme har masser af empati. Det kan være svært for nogle autistiske mennesker at afkode, hvad ”den rigtige” måde at vise empati er i forskellige situationer, men det betyder ikke, at de mangler empati. Mennesker med autisme kan have behov for længere tid til at bearbejde en situation, det betyder, at en eventuel reaktion kan være meget forsinket.

Fordom:
Autistiske mennesker er kyniske og beregnende
Fakta:
Mange mennesker med autisme er konkretopfattende. Det betyder, at fakta og tal er lettere at forholde sig til end følelser, men det betyder ikke, at følelser er mindre vigtige for personer med autisme. Autistiske mennesker kan godt undre sig over, at almindelige mennesker kan tage vigtige beslutninger udelukkende ved hjælp af noget så diffust som en “mavefornemmelse”.

Fordom:
Det er trist at være autist
Fakta:
Autistiske mennesker kan være glade og triste ligesom mennesker uden autisme. Samfundet opstiller desværre stadig nogle barrierer (fx fordomme), som begrænser mennesker med autisme, men med den rette støtte kan mennesker med autisme have lige så gode liv som mennesker uden.
 
Fordom:
Mennesker med autisme har ingen humor og forstår ikke ironi.
Fakta:
Den autistiske natur er meget konkretopfattende, og autistiske mennesker mistolker derfor nogle gange ironi  og humor og tror, at det sagte er nøjagtigt det, der menes.  I situationer hvor et autistisk menneske føler sig stresset, kan det være belastende, at folk ikke bare guider og giver konkrete anvisninger, men absolut skal blande både ironi og humor ind i det, der fortælles. Nogen autister bruger selv ironi og humor, men det er ikke alle.