Landsforeningen Autisme med i evaluering af det specialiserede socialområde

23. jul. 2020

Socialministeriet sætter gang i en grundig evaluering, der skal afdække målgrupper og tilbud på det specialiserede socialområde. Evalueringen skal på sigt danne grundlag for en egentlig specialeplanlægning.
Landsforeningen Autisme og autismeområdet specifikt er udvalgt til at få særligt fokus i evalueringen. 

Læs pressemeddelelse fra socialministeriet her
https://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/jun/astrid-krag-igangsaetter-stor-evaluering-af-det-specialiserede-socialomraade/

Regeringen tager nu første skridt hen imod en specialeplanlægning på socialområdet. I første omgang skal en grundig evaluering afdække, hvilke behov de forskellige målgrupper har, og hvilke tilbud der findes på socialområdet. Samtidig skal der udvikles en model for, hvordan man kan beskrive de enkelte målgrupper. Arbejdet skal senere danne grundlag for en specialeplanlægning inspireret af, hvad der findes på sundhedsområdet.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:
”Vi skylder blandt andre mennesker med handicap, at der findes de nødvendige specialiserede tilbud. Der har siden kommunalreformen været udbredt bekymring for en afspecialisering på socialområdet. Det er en bekymring, som vi tager alvorligt. I regeringen vil vi tage grundlæggende fat om problemerne på socialområdet frem for at lappe huller med midlertidige puljer og projekter, som tidligere har kendetegnet socialpolitikken. Vi har en klar ambition om at finde en model for en specialeplanlægning, og i dag tager vi de første skridt.” 

Autismeområdet udvalgt

Som en del af evalueringen skal der dykkes særligt ned i to områder. Det er hjerneskadeområdet og autisme-området. Det betyder at Landsforeningen Autisme får en særlig rolle og et sæt samarbejde med socialministeriet i forbindelse med evalueringen.

”Det er godt, at socialministeriet har lyttet. Autismeområdet er det singulære område kommunerne har sværest ved at håndtere at have ansvaret for. Så det er afgørende at netop autismeområdet kommer i fokus i evalueringen, og som forening glæder vi os til samarbejdet” siger Heidi Thamestrup formand for Landsforeningen Autisme

Betydningen af udligningsreformen 

I evalueringen af det specialiserede socialområde vil der være en særlig opmærksomhed på betydningen af den nyligt vedtagende udligningsreformen. Landsforeningen Autisme har udtrykt bekymring over at udligningsreformen ser ud til markant at øge kommunernes økonomiske fordele ved at beholde borgere inden for egen kommunegrænse eller hjemtage borgere fra bosteder i andre kommuner.

Læs Landsforeningen Autismes artikel her
https://www.autismeforening.dk/news/nyheder-2020/landsforeningen-autisme-advarer-mod-social-afspecialisering-med-ny-udligningslov/
”Nu bliver det undersøgt, hvilke konsekvenser den nye reform får for personer med autisme. Det er en sejr i sig selv. Socialminister Astrid Krag har været lydhør - og har også tidligere lovet, at komme til buds i, hvorfor så mange kommuner i dag undlader at give botilbud i nabokommunen. Det er en proces jeg glæder mig til at være en del af” Siger Heidi Thamestrup

Inddragelse er vigtig

Arbejdet foregår i tre spor, hvoraf de to første nu sættes i gang. Spor 1 er en bred afdækning af målgrupper, tilbud og organiseringen på det specialiserede socialområde. I spor 2 udvikles en model for, hvordan man kan analysere de enkelte målgrupper og deres behov. De to første spor danner grundlaget for spor 3, hvor der senere vil blive set på, hvordan området indrettes bedst muligt.

Der nedsættes en følgegruppe bestående af et bredt felt af aktører på socialområdet, heriblandt Danske Handicaporganisationer hvor Landsforeningen Autisme er med, KL, Danske Regioner og Socialpædagogernes Landsorganisation.

En høj grad af inddragelse er vigtig for Astrid Krag:

”Det er et omfattende og ambitiøst arbejde, vi nu går i gang med, og vi kommer til at inddrage organisationerne på området mest muligt. Det vil give det bedste resultat i sidste ende og give vigtige input fra dem, der kender målgrupperne bedst. Ud over inddragelse af følgegruppen vil jeg selv mødes med en række aktører, og alle er velkomne til at bidrage med deres forslag og viden på området. Evalueringen er aftalt i finansloven, og jeg vil gerne takke Enhedslisten, SF og Radikale Venstre for et godt samarbejde om evalueringen.”

Læs det samlede kommissorium for evaluering af det specialiserede socialområde her
https://sim.dk/media/38114/kommissorium-for-en-evaluering-af-det-specialiserede-socialomraade.pdf