Udtalelse fra hovedbestyrelsen

28. dec. 2020

Nedenstående udtalelse er udarbejdet og godkendt af et overvejende flertal af Hovedbestyrelsens medlemmer. 
Den er udsendt til alle medlemmer i dag d. 28. december 2020.


Udtalelse fra hovedbestyrelsen

For at vores forening kan falde til ro og igen blive velfungerende og samle sig om de vigtige ting, som venter, har et flertal af hovedbestyrelsen set sig nødsaget til, med øjeblikkelig virkning, at effektuere resultatet af det formandsvalg, som repræsentantskabet vedtog med simpelt flertal på det ordinære repræsentantskabsmøde d. 31.10.2020.
Da den seneste periode efter valget har splittet vores forening, har det været hovedbestyrelsens primære opgave at få indkaldt til et nyt ordinært repræsentantskabsmøde, der kunne fortsætte, hvor vi slap d. 31.10.2020, og få sidste del af mødet afsluttet.
Et flertal i hovedbestyrelsen har, som følge af den uforholdsmæssige lange afbrydelse af det ordinære repræsentantskabsmøde d. 31.10.2020, set det som særligt presserende at bringe foreningen ud af det dødvande, den har befundet sig i siden.

Da vores møde har været afbrudt i snart to måneder, er vi nået til den konklusion, at, da der ikke er sat spørgsmålstegn ved det lovligt gennemførte valg, hvor Kathe Bjerggaard Johansen vandt, så er vi nødt til – til foreningens bedste – i forhold til formandsvalget at opfatte dette som afsluttet. Det er skadeligt for såvel foreningens medlemmer som sekretariatets medarbejdere at fortsætte med en så uholdbar situation, hvor der i foreningen ikke kan tages beslutninger, der rækker ud i fremtiden.

Dette synspunkt er også understreget i en skrivelse fra 9 kredse, repræsenterende et stort flertal af foreningens repræsentanter, som understøtter hovedbestyrelsens beslutning.

Den afgående formand må kun fungere som forretningsformand i forbindelse med uopsættelige beslutninger. Det kan vores forening ikke være tjent med, da der er mange vigtige arbejdsopgaver til gavn for vores medlemmer, der dermed ikke bliver udført. Også af hensynet til sekretariatets medarbejderne, der nu i snart to måneder formentlig har kunnet føle sig som lus mellem to negle i den loyalitetskrise, der følger af denne usikkerhed, er en afklaring særdeles vigtig.

Hovedbestyrelsen har derfor på et møde d. 26.12.2020 med stort flertal taget den drastiske beslutning, at formandsvalgets resultat træder i kraft med øjeblikkelig virkning, fra tidspunktet for mødet d. 26.12.2020, så den nye formand, Kathe Bjerggaard Johansen, straks kan komme i gang med arbejdet, og således, at vores forening ikke skal lide yderligere under dette lange og uholdbare forløb. Det betyder dermed også, at den afgående formand Heidi Thamestrup, som har været en fantastisk ambassadør for foreningen, ikke længere er formand for Landsforeningen Autisme, således som vedtaget af repræsentantskabet på det ordinære repræsentantskabsmøde d. 31.10. 2020. Beslutningen gælder således kun formandsvalget, men ikke de vedtagne vedtægtsændringer m.m. Disse afventer afslutningen af det ordinære repræsentantskabsmøde d. 09.01.2021, hvor de træder i kraft.

En forening har brug for en bestyrelse, der reagerer, står sammen og arbejder for foreningen, når der opstår problemer, som kan skade den. Det er hovedbestyrelsens ypperste prioritet at få det ordinære repræsentantskabsmøde afsluttet. Og, ikke mindst, at det foregår på en korrekt og lovlig måde. Derfor vil hovedbestyrelsen anmode en advokat med erfaring med foreningsret om at påtage sig dirigentrollen samt yde juridisk bistand vedrørende et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som kræver afklaring.

Hovedbestyrelsen vil i samme ombæring bede en advokat se nærmere på den handling, som hovedbestyrelsen til mødet i forgårs så sig nødsaget til at gribe til, for at vores primære fokus igen kan flyttes derhen, hvor det skal være: på vores medlemmer, vores forening og vores fælles mål og fremtid for en verden med plads til netop den sag, vi brænder allermest for: autisme.