20 tiltag for en mere åben autismeforening  

11. maj. 2021

Landsforeningen Autisme er intet uden sine medlemmer – og da jeg stillede op som formand, var det på paroler om en mere inddragende, inkluderende og gennemsigtig forening.  

Skrevet af: Landsformand Kathe Johansen


Nu her 5 måneder inde i 2021, vil jeg give en opdatering på, hvilke tiltag for en mere åben forening vi har taget, både i sekretariatet og i hovedbestyrelsen i samarbejde med kredse, medlemmer og frivillige. Vi er på ingen måde færdige, men det har været 5 fantastiske og hårde måneder, hvor vi har lavet organisationsændringer, der kan mærkes. 

Her er 20 tiltag, jeg vil fremhæve

 

1) Organistionskonsulent

Vi har ansat en organisationskonsulent, der har til opgave at understøtte kredsene og de frivillige i foreningen. Det er et markant løft af Landsforeningen Autisme som frivillig forening, at vi nu prioriterer ansatte-kræfter på de frivillige og på foreningsdemokratiet.  

2) Frivillige arbejdsgrupper

Der er oprettet syv frivillige arbejdsgrupper, som alle medlemmer har kunnet stille op til. Det giver medlemmer af Landsforeningen Autisme mulighed for at påvirke foreningen på landsplan direkte - i stedet for kun gennem kredsene. Det er første gang i organisationens historie, at vi prøver en model med helt åbne grupper, som alle kan være en del af. Og indtil videre er det en stor succes. De frivillige i grupperne er engagerede og leverer spændende og nye tanker om blandt andet inklusion, retssikkerhed og vores hjemmeside.  

3) Frivillighedsstrategi 

Der er nedsat en frivillighedsstrategi-gruppe, der kommer til at gennemføre en medlemsundersøgelse og lave en strategi for hvordan det bliver lettere at være frivillig i Landsforeningen Autisme. Gruppen skal have særligt fokus på, hvordan Landsforeningen Autisme kan blive mere inddragende for medlemmer med autisme. 

4) Spørg formanden om alt

Der er blevet arrangeret og afholdt det første af mange "spørg formanden om alt "-møde, hvor alle medlemmer kunne møde op på zoom og have direkte dialog om, hvad der sker i foreningen, stille spørgsmål og høre om det politiske arbejde. Det var en stor succes og skal klart gentages i den nærmeste fremtid. Det er vigtigt for mig som formand at være til stede og være en formand, man kan få dialog med ansigt til ansigt. Det er svært for mig at komme ud i kredsene og møde jer alle på grund af Corona. Men fra d. 21. maj må der igen holdes aktiviteter i frivillige foreninger – og derfra vil jeg tilbyde alle foreningens kredse et besøg.  

5) Nyt autismeblad

Vi har gentænkt Autismebladet! Efter at der blev vedtaget nye retningslinjer for Autismebladet på repræsentantskabsmødet, har vi arbejdet med at lave et nyt og forbedret blad. Og det blad, der nu er på trapperne, er vores første udgave af et Autismeblad, der indeholder meget mere stof direkte fra medlemmerne, og med inklusion af flere autistiske skribenter. Jeg ved hvor vigtigt Autismebladet er for medlemmerne, og det er vigtigt for mig, at bladet også afspejler en inkluderende forening, ved at inddrage medlemmerne i indholdet.   

6) Medarbejdere og frivilige er med til at holde kurser og ferier

Vi har nu medarbejdere og frivillige med på alle kurser og ferier. Vi har ansat en kursusmedarbejder, der er involveret i selve afholdenes af kurserne. Det betyder, at der nu altid er nogen at spørge, og at der kommer mere struktur på både kurser og ferier. Det betyder også, at vi kan arbejde for at gøre både kurser og ferier endnu mere autisme-venlige.   

7) Autismeposten

Vi har fået en ny nyhedsmail Autismeposten, der udkommer den sidste uge hver måned.  
Det er vigtigt at medlemmer af Landsforeningen Autisme kan følge med i alt det, der sker i foreningen og alt det politiske arbejde for et bedre samfund for autister. Derfor modtager alle medlemmer nu fast et nyhedsbrev fra foreningen en gang om måneden. Vi modtager meget gerne feedback på indholdet, og har du ikke modtaget Autismeposten, så kan du tilmelde dig den på hjemmesidens forside i nederste højre hjørne.  

8) Arbejdsplan for året

Hovedbestyrelsen har for første gang nogensinde vedtaget en arbejdsplan. Den er lavet ud fra alle de vedtagelser, der blev vedtaget på de to repræsentantskabsmøder. Det betyder, at der ligger en klar plan for alt det arbejde, der skal ske i Landsforeningen Autisme i 2021. Og det er muligt for medlemmerne at holde hovedbestyrelsen og formanden op på, om vi har nået alt det, vi er blevet valgt til. Måske lyder det lidt banalt. Men det er reelt set en sikring af gennemsigtighed og gør det lettere at træffe demokratiske beslutninger i foreningen fremadrettet. Du finder arbejdsplanen her.

9) Mere indflydelse til hovedbestyrelsen 

Der er blevet lagt et rigtigt stort arbejde i at kanalisere mere indflydelse over til hovedbestyrelsen. Og forbedre mødestrukturen og bilagene, så hovedbestyrelsen har bedre mulighed for at træffe kvalificerede beslutninger. Og d. 29. maj holder hovedbestyrelsen seminar, hvor der for første gang også vil være undervisning og workshops for hovedbestyrelsens medlemmer. Det er en del af arbejdet for at kvalificere hovedbestyrelsen som kollektiv.  

10) Nem adgang til materiale fra hovedbestyrelsesmøder 

Referater, vedtagelser, bilag, forretningsorden og budgetter fra Hovedbestyrelsens møder har fået sit eget site på hjemmesiden, så medlemmer hele tiden kan holde sig opdateret. Det skaber øget gennemsigtighed. Du finder det her.

11) Autister udvikler kursus for autister

Der er blevet nedsat en arbejdsgruppe af unge og voksne med autisme, der skal hjælpe med at udvikle en kursusrække målrettet unge med autisme. Jeg ved, at det længe har været et ønske at få både billigere kurser og kurser målrettet autister og ikke pårørende. Og jeg glæder mig enormt meget til at vise jer det færdige resultat. Det har været en selvstændig og vigtig pointe at inddrage autister i udviklingen. Hvilket ikke har fyldt meget i foreningen tidligere. Kursusrækken får navnet “Socialt Selvforsvar”.  

12) Input fra medlemmerne

Der er blevet lagt mere energi i at samle input fra medlemmerne - både via mail, Facebook, spørgeskemaer, på kredsformandsmøder og i Tirsdagsposten - i forbindelse med politikudvikling i foreningen. Det vil man blandt andet kunne se i det politikpapir om ungdomsuddannelser som hovedbestyrelsen skal vedtage på sit møde d. 29. maj.  

13) Ny "bliv medlem"-side

Der er blevet lavet en helt nyt "bliv medlem"-side på hjemmesiden, hvor man kan læse om fordelene ved at være med i foreningen. Det er vigtigt for mig, at vi som forening spiller med åbne kort. Når man melder sig ind i Landsforeningen Autisme skal man kunne læse nøjagtigt hvad man får ud af sit medlemskab. Du kan læse om alle fordelene her.

14) Bedre Tirsdagspost til kredsene

Tirsdagsposten, som er Landsforeningen Autismes ugentlige nyhedsbrev til kredsbestyrelserne udkommer nu faktisk om tirsdagen - hver tirsdag. Og der er blevet lagt et stort stykke arbejde i at gøre den bedre, så kredsformændene får information tidligere. Fx fortæller vi nu, når jeg har et debatindlæg på trapperne – og ikke først når det er i avisen. Det giver kredsene mulighed for at være på forkant.  

15) Presse til kredsformændene

Kredsformændene bliver nu informeret hver gang, der er chance for, at jeg eller foreningen kommer i pressen med noget, der berører deres lokalområde. Og nu bliver lokale journalister altid tilbudt videresendt til kredsene, så jeg som formand ikke kommer til at tage pressetid fra kredsformændene.  

16) Guidebog til frivillige og kredse

Der bliver forsat arbejdet på en større guidebog, visuelle identitetspakker og slideshow guides til Landsforeningen Autismes kredsene og frivillige. Det er vigtigt for mig, at der er materiale og guides om frivillighed til rådighed for kredsene, så de ikke står alene med udfordringer og altid har et sted, hvor man slå ting op, hvis man bliver i tvivl. Men jeg ved at sådan en bog ikke kan stå alene – der er brug for kontakt og sparring. Det er derfor guidebogen skal spille sammen med brugen af vores organisationskonsulent, kredsformandsmøderne og øst-vest møderne. Lige nu kan man se det foreløbige arbejde i Teams, hvis man er medlem af kredsbestyrelsen.  

17) Kredsformandsmøder

Der arbejdes forsat med at gøre kredsformandsmøderne bedre. Jeg mødes på zoom med alle kredsformændene en gang om måneden og har sammen med dem sparring om det lokale arbejde i Landsforeningen Autisme. Det er virkeligt givtigt for mig og et sted, hvor jeg som formand kan hente meget input til det daglige arbejde med at stå i spidsen for vores forening. Møderne skal dog være lige så givende for kredsformændene, og derfor arbejder vi forsat for at gøre dem til det bedst mulige sparringsforum, de kan være. 

18) Ugens interne debat på Facebook

Hovedbestyrelsen har vedtaget, at der en gang om ugen skal laves en ugeopdatering “ugens interne debat” til medlemmerne på Facebookgruppen, hvor man kan diskutere de ting foreningen arbejder med. Der er der mulighed for, at medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen kan diskutere foreningens beslutninger og handlinger med hinanden – og vores medarbejdere på sekretariatet svarer meget gerne på spørgsmål i kommentarerne i debatten.  

19) Nyt velkomstbrev

Der er blevet lavet et ny velkomstbrev til nye medlemmer af Landsforeningen Autisme, som tager højde for, at det ikke kun er børnefamilier, der melder sig ind. Det blev vedtaget på repræsentantskabsmødet at velkomstpakken skulle revideres – det arbejde er vi så småt begyndt på. Så nu er der ikke længere fejl i antal medlemmer og kredse, og der står mere om, hvad man får ud af sit medlemskab i Landsforeningen Autisme i velkomstbrevet.  

20) Klarere regler på Facebookgruppen

Hovedbestyrelsen har vedtaget nye regler for debat på foreningens facebookgruppe. Det betyder, at reglerne nu er mere håndgribelige, konkrete, og autisme-venlige.  Det gør dem nemmere et følge for alle, og det gør det lettere for vores medarbejdere at moderer debatten, så det forhåbentligt bliver mere behageligt for alle at være med. Hovedbestyrelsen vil forsat gøre sig overvejelser om facebookgruppen. Det er bestemt ikke sådan, at vi synes, vi er i mål med at gøre gruppen til et trygt og inkluderende rum for foreningens medlemmer.