Indlæser

24 gode råd til juletiden

10. dec. 2021

Juletiden kan være særligt udfordrende for autister, fordi den er fyldt med nye rutiner og strukturer. Få her 24 gode råd til en mere rolig og rummelig jul.

 

I 2020 lavede vi i Landsforeningen Autisme en julekalender på Facebook med 24 gode råd til hele julemåneden. Nu har vi samlet alle 24 råd i én artikel her.

For mange familier og mennesker med autisme er juletiden en ekstra udfordring, fordi vi ofte bryder med mange af de strukturer og rutiner, vi har i hverdagen. Chokolade-kalender til morgenmad, julekalender i tv og en masse sociale arrangementer – er meget nyt og kan være skræmmende. Derfor er her 24 forskellig råd til, hvordan julen kan gøres lidt mere rolig og forudsigelig til dem, der har brug for det.

 

❶ Hav en decemberkalender

Kernen i en autismevenlig julemåned er struktur. Få både store og små arrangementer og aftaler i kalenderen.

 

❷ Hav en exit-strategi til julehygge

Sørg for at have et rum du kan trække dig tilbage til, hvis julehyggen bliver for meget. Bed andre respektere, at du går tidligt eller sætter dig et sted med hovedtelefoner på.

 

❸ Stream Julekalenderen online

Julekalenderne fra TV kan streames og ses om eftermiddagen, så aftenens faste rutiner ikke bliver brudt.

 

❹ Sæt rammer for julelegene

Skoler og arbejdspladser har ofte drille-nisser eller pakkeleg. Det er spil, der handler om sociale relationer. Overvej, om du vil deltage. Deltager du, så tal med de andre om rammerne, og lav faste regler.

 

❺ Begræns mængden af sociale arrangementer

Drop andres forventninger, og deltag i det, der passer til dig og din familie. Sørg for så meget ro som muligt. Respekter en autist og hans/hendes familie, hvis de siger nej til et arrangement.

 

❻ Brug gennemsigtigt gavepapir til pakkekalenderen

Nogle børn og voksne med autisme finder det svært at få en gave, de ikke ved hvad indeholder. En flot indpakket gave, hvor indholdet er synligt skaber forventninger, der kan indfries.

 

❼ Forklar børn med autisme om juletraditionerne

Stort set alle danske juletraditioner har en baggrund, en forklaring og en historie. Når hverdagen brydes op med juletraditioner, kan det være en hjælp at vide hvorfor. At gå på eventyr og dykke ned i historien bag traditionerne på Google kan være en sjov fællesaktivitet.

 

❽ Drop impulsive juleideer

Og få skolen, arbejdspladsen eller bostedet til at gøre det samme. Hav styr på aktiviteterne, gør julen forudsigelig og tag hensyn. Også selvom det kunne være hyggeligt at spise overraskelses æbleskiver eller besøge mormor impulsivt.

 

❾ Undersøg juleevents i dit barns computerspil

Stort set alle store og små børn spiller computer, konsol eller mobilspil. Online spil har jule-events. For autistiske børn kan det være uoverskueligt, når spillet ser anderledes ud. Undersøg eventuelle juleændringer i spillet og forbered barnet på det.

 

❿ Aftal en morgenrutine

I juleferien er strukturen brudt, og i decemberdagene venter der måske en pakke, når man står op. En fast rutine med et bestemt tidspunkt for, hvornår man står op og åbner gaven kan give ro og overskud.

 

❶❶ Lav en liste over de 5 bedste ting ved julen

Hvis du synes julen er svær, så lav en liste med 5 positive ting. Fortæl mennesker om dig om din liste. Få dem til at prioritere de ting, du synes er rart ved julen. Sæt det positive i fokus og nyd det.

 

❶❷ Online julehandel som hyggelig familieaktivitet

Glæden ved at give gaver er ofte større end glæden ved at få. Turen i storcenter og 15 forskellige butikker er sjældent en hyggelig aktivitet for en person med autisme. Lav i stedet en kop kakao, find pebernødderne frem og sæt jer ved computeren. Bestil gaver online til alle i et passende tempo, og gør gavehandel til en hyggelig familie-aktivitet.

 

❶❸ Fordel julegaverne i løbet af dagen

Juleaften kan være overvældende – særligt de mange gaver. Fordel gaverne, og giv tid til at fokusere og bruge tid på den enkelte gave.

 

❶❹ Brug sociale historier til de svære dage

Juleaften, den traditionsrige 2. juledagsjulefrokost eller lillejuleaften kan være vigtige – men uoverskuelige dage. Sociale historier kan hjælpe børn og voksne med autisme trygt gennem dagen.

 

❶❺ Aftal på forhånd, hvad man får i julegave

Nogle børn og voksne med autisme kan ikke overskue forventningen og uvisheden ved ukendte julegaver. Lav en aftale om, hvad der er i gaven på forhånd. Og lad personen med autisme være med til at vælge.

 

❶❻ Prøv en autismejul

Det betyder ganske lidt for neurotypiske mennesker at tilpasse aktiviteter i hverdagen. For en person med autisme kan det være ødelæggende, at forventninger brydes eller at aftaler aflyses. Lyt til autistiske medlemmer af familien, når juledagene tilrettelægges.

 

❶❼ Få spændingen udløst inden spisetid

Nogle børn og voksne med autisme har svært ved at spise og hygge sig med det, hvis de tænker på julegaver og juletræs-dans. Afstem med familien om ting fungerer bedre for alle i en anden og utraditionel rækkefølge.

 

❶❽ Spis sammen i mindre grupper

Støjen ved julemiddagen eller julefrokosten kan være ulidelig for børn og voksne med autisme. Lav mindre bordgrupper og lad evt. gæsterne bytte plads i løbet af aftenen på bestemte tidspunkter.

 

❶❾ Julemad skal være lækkert – ikke tvang

Mange juleretter er anderledes end den almindelige hverdagsmad - det kan være voldsomt for sanserne og skabe unødig stress. I nogle familier kan et lille lager af hverdagslivretter vise, at der er ens omsorg for alle behov.

 

⓴ Drop julen

Hvis du har autisme, og julen ikke giver mening for dig, og ikke er nogen rar oplevelse – så lad være. Tal med din familie om, hvordan du har det, og få fx Landsforeningen Autismes pædagogiske rådgivning til at støtte dig i samtalen.

 

❷❶ Prioritér personer med autismeønsker

Hvis en person med autisme udtrykker ønske om at deltage ved et særligt julearrangement eller glæder sig til at lave konfekt, så sæt aktiviteten øverst på dagsordenen. Personer med autisme føjer sig meget for neurotypiske mennesker i december – giv lidt tilbage.

 

❷❷ Søg hjælp, hvis det hele er for meget

Juletiden er det tidspunkt på året, hvor flest oplever ensomhed, isolation, depression og utryghed. Ring til Landsforeningen Autismes pædagogiske rådgivning eller til en livslinje. Det er altid bedre at tale om det, end at have det skidt alene.

 

❷❸ Tal om det

Mange unge og voksne med autisme har udfordringer med andres eller egne forventninger til dem i julen. Tal om, hvad der skaber udfordringen. Start dialogen, inden der opstår konflikter i familien. HUSK: ikke at kunne er aldrig det samme som ikke at ville…

 

❷❹ Husk at holde pauser

Alle mennesker – med og uden autisme – kan synes at juleræset er stressende. Husk at have tulletid, alenetid, dimsetid, sovetid eller bare pausetid lagt ind i dagsplanerne. Det giver en bedre dag.