#DuHarRet Kathrine fik en second opinion og en asperger-diagnose

Kathrine Julie Rerup er 33 år og mor til 2. Hun har været frem og tilbage i psykiatrien og kæmpet med depressioner siden slutingen af sine teenageår. I dag er hun lettet, for hun fik ret. I 2019 fik hun sin autisme-diagnose.

“Efter at have følt mig forkert, uduelig og doven i 32 år og ikke at have kunnet forstå, hvorfor jeg synes, det er så svært ved at passe ind, så har jeg endelig en forklaring. Det er en lettelse. Det er ikke bare mig, der er forkert. Jeg er bare anderledes end flertallet, og det øver jeg mig fortsat i at lære og acceptere,“ siger Kathrine.

Katherines historie starter i psykiatrien.

“Jeg har gået til et hav af forskellige psykologer. Siden jeg var 18 har jeg været tilknyttet børne-unge psykiatrien, været indlagt én enkelt gang, gået i gruppeterapi, langvarig kognitivt terapi og har haft mange forskellige psykiatere osv. I 2014 får jeg diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse. Den diagnose kan jeg dog aldrig helt kende mig selv i,” fortæller Kathrine.

Da Katrine og hendes partner flytter, og Kathrine føder deres andet barn i 2018, bliver hun tilknyttet lokal-psykiatrien. De vil gerne lave forebyggelse på grund af hendes tidligere depressioner.

“Jeg har ingen depression, men jeg føler mig udmattet, ligesom jeg har gjort hele mit liv. De vil gerne have, at jeg skal starte i gruppeterapi (igen) sammen med andre, der har ængstelig personlighedsforstyrrelse,” fortæller hun.

Det indvilliger Kathrine i, men først når hun er færdig med at være på barsel. I løbet af sin barsel bliver der trods baby, manglende nattesøvn og bleskift tid til at se lidt tv.

“I foråret 2019 ser jeg tilfældigvis et indslag om asperger syndrom i fjernsynet, og jeg tænker med det samme, “det der, det er mig”,” siger hun og fortsætter:

“Det er et interview med Hildur Grauslund, tror jeg, der har skrevet en bog om kvinder med autisme. Det der rammer mig er, at hun taler om ikke at kunne overskue sociale situationer, og at det kan være drænende eller udmattende. Hun taler om følelsen af ikke at kunne det samme som andre. Og det er sådan, jeg har det. Det er sådan jeg er.“

Kathrine vender tanken om autisme med en sygeplejerske i lokalpsykiatrien, som ikke synes, det kan passe. Sygeplejersken vender det med sine kollegaer og psykiateren, men de vil ikke hjælpe Katrine videre. De siger, at hun må gå til egen læge, hvis hun have en udredning. 

“Jeg går til min egen læge for at bede om en henvisning til psykiater til udredning og har sirligt noteret mine symptomer og lavet en udførlig beskrivelse af mit forløb siden 2005/2006. Lægen siger, at jeg ikke har asperger syndrom. Du er bare meget introvert, får jeg at vide direkte,” siger Kathrine.

Giver ikke op

Det var et slag. Kathrine er opgivende. Og tænker, at så må hun bare sige ja tak til gruppeforløbet med andre med ængstelig personlighedsforstyrrelse; en diagnose Kathrine nu er mere og mere overbevist om ikke passer på hende. Hun har prøvet den slags forløb før, uden effekt. Her kunne Kathrines historie være stoppet.

Skæbnen vil dog at terapeuten, der skal stå for gruppeforløbet er Katrines mors tillidsrepræsentant.  Lokalpsykiatrien, vil derfor ikke gennemføre forløbet, men sender i stedet Kathrine videre til lokalpsykiatrien i nabobyen. Det giver Kathrine mulighed for at få nye øjne på situationen. En second opinion. Hun har ikke givet op.

“Da jeg kommer til forsamtale dér, fremlægger jeg min mistanke og medbringer igen mine symptomer samt mit hidtidige forløb. Og psykiateren lytter og mener, at det giver god mening med en udredning,” siger Kathrine.

Derefter bliver Kathrine udredt, og det viser sig, at hun slår klokkeklart ud på test. Der ikke er den mindste tvivl om, at Kathrine har asperger syndrom.

En lettelse og en sorg at få ret

Kathrines reaktion på autismediagnosen var todelt:

“Det er en kæmpe lettelse. Det føles jo godt at få ret. Det gør det da. Det er rart at vide, at det ikke bare var inde i mit hoved. Det er rart at vide, at det ikke bare er mig, der kommer fra en anden planet. Det er rart at vide, at jeg kender mig selv - og få bekræftet, at jeg er god til at mærke efter og kunne spotte, at jeg havde asperger, og at jeg havde ret,“ siger hun.

Kathrine fortæller, at der også var en del sorg forbundet med at få autisme-diagnosen:

“Hvis jeg nu bare havde vidst det her tidligere. Hvis jeg bare havde vidst, hvorfor jeg ikke har kunnet det samme som andre - så havde mange ting i mit liv været lettere. Jeg kunne måske have undgået depressioner. Jeg ville måske ikke have slået mig selv så meget oven i hovedet. Jeg har tænkt, at jeg måtte være doven. Når andre på min alder, kunne gøre alle de her ting, men jeg blev udmattet, så måtte det jo være, fordi jeg var doven, “ siger hun.

Kan passe bedre på sig selv

Betydningen af en autismediagnose er ikke til at tage fejl af i Kathrines liv.

“Nu hvor jeg har fået diagnosen, er jeg bedre til at passe på mig selv. Jeg er rarere ved mig selv, fordi jeg har en forklaring på, hvorfor jeg ikke kan det samme som andre. Jeg har en forklaring jeg kan give, når folk spørger, hvorfor jeg ikke kan. Så jeg bliver meget mindre stresset.
Jeg er stadig mig. Men jeg er mig, der ved hvorfor,” siger hun.

“Mit råd til andre kvinder - unge som voksne - der tænker, at de måske kunne have Asperger er: vend det med din læge - eller med psykiatrien, hvis du er tilknyttet der. Og hold på, at du har ret. Selv hvis de ikke vil give dig en udredning, så hold på din ret til en second opinion. For det er en lettelse at få diagnosen. Det er en lettelse at vide, at du ikke er helt galt på den. Det er en lettelse at vide, hvorfor du har haft en masse anderledes udfordringer i livet. Og det er en lettelse at vide, hvordan du kan takle det næste gang. Så få diagnosen, hvis du kan. Det hjælper. “ Siger Kathrine.