Fritagelse for coronatest og mundbind - værd at vide

26. nov. 2021

Der er nu igen indført krav om coronapas flere steder, hvor autister befinder sig I hverdagen. Der er fx krav om corona-pas, hvis man skal spise på restaurant eller hvis man deltager I events med mange mennesker. Fra på mandag er der også igen krav om mundbind i fx busser. 

Du kan se hvor, der er krav om corona-pas her.

Du kan se hvor, der er krav om mundbind her.  (NB opdateres mandag)

Nogle autister/personer med autisme er ikke vaccineret mod covid-19.
Nogle autister/personer med autisme kan ikke testes for corona.
Nogle autister/personer med autisme kan ikke bruge mundbind og er derfor fritaget. 
Det kan fx skyldes angst eller sensoriske udfordringer. 

Derfor er her en guide til hvad der er værd at vide om muligheder for fritagelse for hhv. mundbind og test

Fritagelse for corona-test

Der står i bekendtgørelsen, at personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test, er undtaget for test. Læs 'Bekendtgørelse om krav om test' her. 

Hvis man ønsker at komme ind et sted, hvor der kræves coronapas - og man hverken er vaccineret eller kan testes - skal man fremvise dokumentation for, at man er undtaget for test. 
 
Dokumentationen for at være fritaget for test skal hentes på borgerservice. Det er en tro-og-love-erklæring, hvor man skriver under på, at man lever op til kriterierne for at være fritaget for test.  
Der er således ingen sundhedsfaglig vurdering nødvendig. Man skal blot skrive under på, at man er I målgruppen for at være fritaget for test.  
 
Man kan underskrive en fuldmagt til en anden – fx forældre eller værge (eller en god ven), som kan gå på borgerservice i ens sted og hente dokumentationen for fritagelse for test. 

Landsforeningen Autisme er ikke tilfreds med dokumentationskravets udformning  

Landsforeningen Autisme har henvendt sig til sundhedsministeriet med en forespørgsel om at få skrevet fritagelsen ind i appen. Og med forespørgsel om at man skulle kunne hente sin fritagelsesdokumentation hos egen læge I stedet for på borgerservice.  
Læs henvendelsen her.  
Sundhedsministeriet har dog ikke efterkommet foreningens ønske.  
Læs svar fra Sundhedsministeriet her.   

Fritagelse for mundbind

Der står i bekendtgørelsen om mundbind, at personer der oplever at mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser, er udtaget for brug af mundbind. Læs bekendtgørelsen her.

Der er ikke krav om at kunne dokumentere, at man er fritaget for at bære mundbind eller visir. Det er nok blot at sige, at man er fritaget, hvis man bliver spurgt. Tvivlen skal her komme den enkelte til gode. 

Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med en række handicaporganisationer blandt andet Landsforeningen Autisme udviklet et officielt "fritaget for munbind"-badge. Det er helt valgfrit om man ønsker at benytte et badge. 
Et badge er ikke dokumentation for fritagelse. Man kan også være fritaget, selvom man ikke har et badge på. Badget er et værktøj, der er frivilligt at bære for at skabe synlighed om, at man ikke kan bruge mundbind eller visir. 

Du kan købe Sundhedsstyrelsen badge her.  

Autismepas understøtter kommunikationen  

Landsforeningen Autisme har lavet to Autisme-pas. 
Et til folk, der undtaget for test og et til folk, der er undtaget for brug af mundbind.  

Autismepasset er ikke et officielt dokument, men derimod et kommunikationsredskab. Formålet med passet er at undgå at personer med autisme kommer til at stå i uheldige eller ubehagelige situationer. Fx hvis personale på en café eller I biografen ikke forstår hvorfor en autistisk person ikke kan fremvise en negativ Corona-test. Eller hvis personalet i offentlig transport, ikke forstår, hvorfor en autistisk person, ikke bærer mundbind. 

I Autismepasset står der, at man undtaget for test eller munbind, og der er plads til at man selv kan udfylde, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at blive testet eller gå med mundbind. Der er også felter, der giver mulighed for at uddybe, hvordan man bedst kommunikere og hvad der ikke hjælper i en presset situation.    

Du kan downloade passet om fritagelse for test her 

Du kan downloade passet om fritagelse for mundbind her