Indlæser

Fritagelse for test i coronapasset (opdateret)

6. maj. 2021

Landsforeningen Autisme har rettet henvendelse til sundhedsministeriet om fritagelse for corona-test i corona-passet. Og nu har vi fået svar! Læs svaret her

Opdateret 06.05.21 og tidligere opdateret 13.04.21

Allerede nu kan man på sundhed.dk hente et corona-pas. I det kan man vise, om man er vaccineret og se sine seneste negative test. 
For at kunne benytte frisører, tatovører, cafeer og andre liberale erhverv, der nu igen er åbne, skal man fremvise et corona-pas med en nyligt foretaget negativ test eller bevis for at man har fået begge skud af vaccinen mod covid-19. 
 
Landsforeningen Autisme er blevet kimet ned af bekymrede medlemmer siden Corona-passet kom på bordet. Vi har som foreningen en gruppe medlemmer, der grundet sensoriske udfordringer ikke kan testes for Corona. Det er personer, der sagtens vil kunne vaccineres, men som ikke kan testes grundet deres autisme.

En ung autistisk mand ringede til os, og fortalte hvordan han har ligget i fosterstilling og grædt, da hans pædagog på bostedet, ville hjælpe ham med at få klippet negle. Han beskrev, hvordan en næsespray havde føltes som tusindvis af glasskår. For ham var det fuldstændigt utænkeligt at kunne blive Corona-testet uanset om det var i halsen eller næsen.

Sensoriske udfordringer er udbredt blandt autistiske mennesker. Oftest handler det om øget lyd og lysfølsomhed, men for en mindre gruppe er berøringer et fuldstændigt uoverskueligt sensorisk over load.

Landsforeningen Autisme har derfor rettet henvendelse til Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Digitaliseringsstyrelsen (der står for den praktiske del af passet) med forslag om at få skrevet fritagelse for corona-test ind i passet. På den måde kan autister, der er fritaget for test nemt vise at de gerne må komme til frisøren, selvom de ikke er testet. 

Læs hele henvendelsen her

Læs svaret her


Kan du ikke testes, skal du ikke testes

Der står i bekendtgørelsen, at personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få
foretaget en covid-19-test, er undtaget for test. 

Der er ikke krav om at kunne fremvise en negativ test, hvis man ikke kan testes. Det er op til den enkelte frisør eller lignende, om de tror på at man er fritaget. 
Det er ikke nødvendigt at dokumentere, at man ikke kan testes. Men det er den enkelte erhvervsdrivende, der bestemmer om de vil lukke en person der er fritaget - eller som siger de er fritaget - ind. 

Læs 'Bekendtgørelse om krav om test' her. 

Derfor er Landsforeningen Autismes henvendelse til ministerierne en forespørgsel om at få skrevet fritagelsen ind i passet, således borgere, der ikke kan testes, har mulighed for at fremvise et gyldigt pas, der giver dem adgang til genåbningen. 

Som reglerne er nu, hvor man ikke kan dokumentere, at man er fritaget, er besværligt, at skulle rende rundt og forklare, at man er fritaget og ikke skal dokumentere det. Autister risikerer at komme ud i svære eller konfliktfyldte situationer, hvis ikke informationen om fritagelse står direkte i passet. Det vil også være lettere for de erhvervsdrivende, at de udelukkende skal forholde sig til information i corona-passet.

Rettelse

DR Nyhederne skrev tidligere, at der ikke er krav om at fremvise en negativ test, hvis man kan dokumentere, at man ikke kan testes. 
Dette er ikke korrekt og fremgik også tidligere af denne artikel. Man skal ikke dokumentere, at man ikke kan testes ift liberale erhverv som fx frisører. 

Test og fritagelse på skoler

På skoleområdet har Pernille Rosenkrantz-Teil meldt ud at autistiske skoleelever og elever på ungdomsuddannelser, der ikke kan testes to gange om ugen, blot kan blive fritaget for test med en lægeerklæring og derefter kan følge undervisningen, som var de testet. 

Bemærk her at grundskoler ikke må kræve at eleverne testes, da elever i grundskolen er omfattet af undervisningspligten. Men skolen godt kan bede om en lægeerklæring. Det gør de dog de færreste steder. 

Det har vi tidligere skrevet en artikel om. Den kan du finde her.

På undervisningsministeriets hjemmeside kan du her se hvad der gælder for undtagelse og lægeerklæringen herom. Der er ikke meldt en egentlig proces ud til alle uddstederne endnu, hvilket godt kan give udfordringer, da de forskellige steder måske ikke er orienterede endnu. 

Tværgående - ungdoms- og voksenuddannelser | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk) – her er meget information, hvis du bladrer ned finder du disse to herunder på siden:

1) Hvordan og hvem udfylder lægeattesten, når det omhandler fritagelse fra test?
At blive undtaget for test af COVID-19 kan fx dokumenteres ved en lægeattest. Institutionen står for at udfylde andet afsnit med EAN-nr. mv. med henblik på, at lægen kan fremsende regning til institutionen, som derefter betaler.Eleven eller den ansatte medbringer den delvist udfylde lægeattest til lægen, som udfylder den resterende del af attesten. Eleven eller den ansatte har selv ansvar for at få overleveret attesten fra lægen til uddannelsesinstitutionen. https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf21/mar/210302-attest-fritagelse-fra-test-for-covid-19.pdf

2) Hvordan refunderes skolen for lægeattesten?
Det er kun i forbindelse med fritagelse for test, at skolernes udgifter i forbindelse med lægeattest bliver refunderet. Det forventes, at institutionernes udgifter til lægeattester vil få et begrænset omfang. Der vil blive udmøntet en økonomisk kompensation til skoler og uddannelsesinstitutioner for varetagelse af test-opgaver herunder udgifter til lægeattester. Den konkrete kompensationsmodel er under udarbejdelse.
Såfremt lægeattesten for eksempel omhandler fritagelse for undervisning pga. risiko for alvorlig sygdomsforløb ved covid-19, er det den part, som kræver en lægeattest, der afholder udgiften

Her kan finde en attest om fritagelse for covid-19 test til brug på skoler