Inklusion er ikke et sted

Inklusion er ikke et sted – inklusion er en følelse.  Inklusion er følelsen af at være med på lige vilkår og på egne vilkår. Inklusion foregår alle steder hvor et autistisk barn trives og er i udvikling på sine egne præmisser. ", skriver Kathe Johansen formand for Landsforeningen Autisme i Politiken i dag. 

Læs indlægget i politikken her
 
Af Kathe Johansen formand Landsforeningen Autisme 

Jeg er træt af inklusionsdebatten. Ærligt og oprigtigt træt
Det virker som om, hver gang ordet inklusion bliver nævnt, så forestiller folk sig et sted.  
Et sted – en skole – en folkeskole. En bygning med gule mursten, en legeplads, papirklip i vinduerne og smartboards med tusch-steger. En folkeskole, hvor alle børn i verden skal presses ind eller skal trænes til at kunne begå sig. Inklusionsdebatten er helt skæv. Politikerne taler om hvor mange børn, de kan inkludere i folkeskolen. Autismeforældrene føler at inklusionen har spillet fallit. Fagfolk taler om udfordringer med at inkludere børn i folkeskolen.  
 
Men nu siger jeg det højt og en gang for alle:  
Inklusion er ikke et sted – inklusion er en følelse.  
 
Inklusion er følelsen af at være med på lige vilkår og på egne vilkår. Inklusion foregår alle steder hvor et autistisk barn trives og er i udvikling på sine egne præmisser. Inklusion er i fodboldklubben, hvor Alex endelig har fundet det rette hold. Inklusion er når Alma kommer hjem fra skole og smiler og viser en tegning. Inklusion er når Karl, siger han glæder sig til i morgen, fordi han må læse næste kapitel i Kaskelotternes sang. Og inklusion er, når hele familien sover godt om natten, fordi ingen er bange, i mistrivsel, bliver mobbet, græder eller er angste.  
 
I dag er vi langt fra den følelse. Hvert 3. barn med autisme har lange perioder helt uden skolegang. Jeg har sjældent talt med en voksen autist, der ikke fortæller om mobning og eksklusion i deres skoletid.   
 
Autistiske børn skal have lov at opleve inklusion. De skal ligesom alle andre børn have ret til læring, trivsel og udvikling. Men lad os glemme tanken om den gule murstensskole og i stedet sætte et mål for følelsen af at være inkluderet.  
 
Når Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Teil skal genbesøge inklusionsreformen, så er mit forslag her. Lad os sætte en målbar målsætning for alle autistiske børn - uanset skoletilbud.   
I 2030 skal 95 % af børn med autisme have oplevet følelsen af at være inkluderet.  
 
Autistiske børn kan ikke trænes til at passe ind i den gule murstensskole i forestillingen. Uanset hvor mange pædagogiske mellemformer, redskaber til at begå sig på ordinære vilkår og politisk vilje man kan grave frem, så er autistiske børn autistiske.  
Og når man har mødt en person med autisme, har man mødt en person med autisme.  
Der findes ikke én skole, der kan rumme alle børn. Og der vil altid findes autistiske børn, der har brug for specialtilbud. Der vil altid findes autistiske børn, der ikke kan med den ene skole, men kan med den anden. Og skolerne - både specialskoler, specialklasser, privatskoler, friskoler og folkeskoler – kan alle sammen blive bedre til at give autistiske børn følelsen af at være inkluderet, af at være med og af at være i trivsel.  
 
Men skal vi derhen, hvor forholdene for autistiske skolebørn bliver bedre, hvor vi kan opnå min 95% målsætning, så skal vi slette det mentale billede af inklusion “som et sted” fuldstændig fra vores kollektive bevidsthed. Inklusion er en følelse. En følelse som alle børn skal have ret til.