Autismeforeningen udgiver ny podcastserie

26. nov. 2021

Landsforeningen Autisme udgiver ny podcastserie til unge med autisme med støtte fra TrygFonden

Smalltalks, stress og seksuelle grænser. Det er bare tre af de emner, som Landsforeningens nye podcastserie vil kaste et lys over med hjælp fra unge autister og eksperter, der i afsnittene vil dele ud af deres erfaringer og give gode råd. Det sker i podcastserien, ”Megafon – podcast fra din anden verden”, som består af i alt 19 afsnit, hvor første afsnit udgives fredag d. 26. november kl. 10.00.

Alle afsnit er produceret med støtte fra Trygfonden, og vil blive udgivet løbende hver fredag kl. 10.00. Første afsnit er allerede tilgængelig på Landsforening Autismens SoundCloud, og vil om et par dage være tilgængelig på både Spotify og Apple Podcast. Desuden vil det være muligt at læse mere om hver enkelt afsnit inde på Landsforening Autismes egen hjemmeside under fanen ”podcast”.

Podcasten har også sit helt eget online univers på Instagram – husk derfor også at følge profilen ”megafonpodcast”, hvor der vil blive delt indhold om afsnittene.

”Megefon – Podcast fra din anden verden” er opbygget af tre forskellige miniserier: ”Svære følelser”, ”Grænser” og ”Ungdomspanelet”. Først udgives ”Svære følelser” og herefter ”Grænser” – mens ”Ungdomspanelet” bliver den sidste serie. Her kan du læse en kort beskrivelse af dem: 

  • I Svære følelser vil du møde fire unge autister, som vil dele deres personlige historier om en svær følelse, hvor der sættes fokus på fire svære følelser: vrede, forelskelse, ydmygelse og ensomhed. Hver følelse vil have to selvstændige afsnit. I første del vil du møde en ung, som vil dele sin helt egen personlige oplevelse med en følelse. Programmerne vil kaste lys over, hvordan disse følelser oplevelses som autist, men det er samtidig også en fortælling om det at være ung og lære at tackle svære situationer og følelser. Om at finde sin egen vej i det og lære at sætte egne grænser i nye grænseoverskridende situationer. I anden del har vores vært Emma en samtale med psykolog Christian Stewart-Ferrer, som vil fortælle ud fra sit autismefaglige felt mere generelt om autisme og en af følelserne - med afsæt i den unges historie.

  • I Grænser vil vores vært Henrik i seks afsnit tale med forskellige eksperter om netop grænser. Sammen med Henrik har du muligheden for at blive klogere på forskellige aspekter af grænser, der har til formål at styrke dig i at navigere i et ungdomsliv, der kan være grænseoverskridende. Serien skal både oplyse om grænser, men skal også give anvendelige redskaber til lytteren, som kan bruges i praksis.

  • I Ungdomspanelet vil du møde Christoffer, Katrine og Karl. I fem programmer har de sammen åbenhjertige og finurlige samtaler om, hvordan autisme påvirker deres ungdomsliv og kommer med skarpe holdninger til emner, der optager dem selv med autisme. I slutningen af hvert afsnit vil ungdomspanelet give gode råd til en ung autist, der har stillet dem et spørgsmål.

Fælles for miniserierne er, at de vil kaste lys over, hvordan du som autist bedst kan lære at navigere i nye svære eller grænseoverskidende situationer som en del af ungdomslivet. Du vil i programmerne møde unge autister, der deler deres historier, som du måske kan spejle dig i. Du vil også komme til at hilse på eksperter, der vil dele ud af deres gode råd. 

Megafon – podcast fra din anden verdens samlede formål er at give unge med autisme redskaber til at få indflydelse på krænkende, ubehagelige eller svære situationer de er en del af - eller risikerer at blive en del af. Programmerne er derfor hovedsageligt henvendt til unge med autisme, og skal give dem redskaber til at klare sig gennem de svære dele af et ungdomsliv. Landsforeningen Autisme har bevidst valgt ikke at angive en bestemt aldersgruppe, men blot tiltænkt det til unge med autisme, da det kan være individuelt, hvilke afsnit forskellige aldersgrupper vil have glæde af.

Serierne er dog også velegnet til et bredere publikum til at blive klogere på det autistiske ungdoms univers, der spænder bredt fra hvordan man smalltalker, håndterer følelsen af ensomhed og hvordan man overhovedet lærer at sætte sine egne grænser?

Velkommen til: Megafon - podcast fra din anden verden.