Indlæser

Landsformanden: "Smertens børn" viser de alvorlige problemer for børn med autisme i skolen

15. nov. 2021

Landsformand Kathe Johansen har med alvor og bekymring set TV2 dokumentaren "Smertens børn". Nu kræver hun politisk handling og har sendt bekymringshenvendelser til statsminister Mette Frederiksen, Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, samt social- og ældreminister Astrid Krag. 

 

Jeg har set ”Smertens Børn” på TV2. Dokumentaren viser et hjerteskærende billede af, hvordan det er at have autisme og være elev i folkeskolen.

Jeg modtager som formand dagligt henvendelser fra desperate forældre. Og jeg er selv én af dem, som helt personligt har oplevet de beskrevne forløb, da mine egne børn med autisme var i skolealderen.

TV2’s udsendelse bekræfter desværre kun, hvad Landsforeningen Autismes (LA) seneste inklusionsundersøgelse peger på: Nemlig at børn med autisme har et tiltagende massivt, ufrivilligt skolefravær i almenmiljøerne.

Men uanset skolernes økonomi og strukturer har børn med autisme med afsæt i Salamanca erklæringen ret til uddannelse og ret til at være en værdsat del af samfundet. Når et barn reagerer ved at græde, føler sig skyldig, ikke vil leve mere, og reagerer traumatiseret og som med PTSD-adfærd af at komme i skole, er det ikke inkluderet.

Landsforeningen Autisme savner, at nogle lytter til børnenes stemmer. Vi skal ikke træne børn med autisme til at passe ind og maskere sig i samfundet. Det er dybt uforsvarligt og uetisk at tro, at vi kan det, uden det skader børnene. De bliver psykisk syge af ikke at blive mødt som børn med en iboende funktionsnedsættelse. Vi har brug for at grundlæggende gentænke al inklusion i grundskolen, hvis vi ønsker deres reelle trivsel.

Det bekymrer mig samtidigt som formand, at PPR – den Pædagogisk Psykologiske Rådgivning i kommunerne – i fremtiden skal være for-visitation til psykiatrien. Mange steder er der nemlig kun adgang til børnepsykiatrien gennem PPR. Og man får ofte kun adgang til PPR gennem skolen. Det betyder, at man først skal gennem en skoleledelses vurdering af barnets adfærd for at kvalificere, om barnet er udfordret nok til, at der iværksættes en støtteforanstaltning.

Jeg tænker, med afsæt i dokumentaren, det må være en nærmest umulig opgave for en skoleledelse at vurdere relevansen af det enkelte barns behov, når så overvejende en del af skolebørnene grundlæggende er i mistrivsel. Som måske endda i vid udstrækning skyldes andre årsager end iboende, hvad eksperterne i dokumentaren påpeger. Autismebørnene drukner i den vurdering og prioritering.

Det er derfor vigtigere nu end nogensinde at se på forskellen på almene, special-, dagbehandlings- og interne skoler. Især dagbehandlingsskolerne er lige nu under pres af Danmarks Lærerforenings krav til læreres arbejdstid og generelle rammer i behandlingsmiljøerne. Der arbejdes på at dagbehandlingsskolerne skal lukkes. Men netop på disse skoler samler man de børn op, som er faldet helt ud af den almene skole.

Der kommer antageligt til at gå lang tid, før vi får vendt Folkeskolen i Danmark til at kunne håndtere inklusionen af de børn, der har det vanskeligst. Det vil i mellemtiden være hensigtsmæssigt, at man i denne periode etablerer endnu flere dagbehandlingsskoler i hele landet, til at rehabilitere børn tilbage til fællesskabet igen. Og at man opkvalificerer læreres og PPRs viden om autisme.

Jeg vil sikre, at der allerøverst på Undervisningsministeriets agenda står, at vi skal sikre vores børns mentale trivsel. Det er deres ret. Der er ikke plads til flere eksperimenter.

Jeg har i dag sendt en lang henvendelse til ”Børnenes Statsminister” Mette Frederiksen, Børne og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, og hele Børne og undervisningsudvalget, Social og Ældreminister Astrid Krag, og hele social og ældreudvalget.

Lad os holde de mere end 400 Kommunal politikere op på deres underskrifter til vores retssikkerhedskampagne.

Husk at sætte jeres ved de politikere, der ønsker autistiske børns retssikkerhed.

Se "Smertens børn" på TV2 Play i linket her.