Debat

Organisationer i opråb: Børnene Først skal handle om den rette indsats

Familier til børn med handicap bliver ofte behandlet som udsatte familier, selvom de ikke er det. Vi er nødt til at opdele loven på børneområdet, så alle får den rette hjælp, skriver Knud Kristensen, Kathe Bjerggaard Johansen, Camilla Lydiksen og Thorkild Olesen.

En samlet lov for børneområdet sikrer ikke, at børn med handicap og deres familier får den rigtige hjælp og støtte, skriver de fire organisationer. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)<br>
En samlet lov for børneområdet sikrer ikke, at børn med handicap og deres familier får den rigtige hjælp og støtte, skriver de fire organisationer. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Får et barn med angst, ADHD eller autisme ikke det rigtige skoletilbud eller utilstrækkelig hjælp til at komme i skole, kan det meget ofte føre til skoleværing. 

Og når et barn kæmper med alt, det har, for ikke at komme i skole, er det tit umuligt for forældrene at vide, hvad de skal gøre for at få barnet tilbage i klassen.

Og når barnet bliver væk, ender det desværre alt for ofte med, at forældrene mistænkeliggøres, så det bliver til en social sag, hvor barnet opleves som værende udsat. Den adfærd, barnet har på grund af sit handicap, misfortolkes, som om barnet er udsat. Det betyder, at den hjælp, der iværksættes, rammer helt ved siden af.

Når vi ser fordele ved, at loven på børneområdet bliver opdelt, er det fordi, der i langt højere grad vil være mulighed for at øge fokus på, at alle børn får den rigtige støtte, der imødekommer deres behov.

Knud Kristensen, Kathe Bjerggaard Johansen, Camilla Lydiksen og Thorkild Olesen
Hhv. landsformand for SIND, formand for Landsforeningen Autisme, direktør i ADHD-foreningen og formand for Danske Handicaporganisationer

I stedet for at kigge på om det er skoletilbuddet, der er noget galt med, sættes der en forældreevneundersøgelse i gang. Det fører til frustration og bekymring hos forældrene, og det hjælper slet ikke barnet.

Netop den forveksling oplever vi desværre alt for tit ske ude i kommunerne.

Havde man i stedet sørget for at kigge på barnets behov fra starten, var forvekslingen aldrig sket. Og vi kunne have sikret os, at der handles hurtigere og bedre til gavn for det enkelte barn.

Samme lov er som et samlebånd
En af grundene til, at der sker en sammenblanding af hjælpen for de to grupper af børn, er at der ikke er den rette viden om handicap ude i kommunerne. Og så hjælper det ikke, at alle børn bare ryger gennem den samme "hjælpemaskine" så at sige.

I dag får alle børn hjælp efter samme lov - serviceloven. Og vores erfaring er desværre, at det ikke fungerer. En samlet lov sikrer ikke, at børn med handicap og deres familier får den rigtige hjælp og støtte. 

I stedet er der øget risiko for, at man kigger på barnet og familien med de ”forkerte briller”. Familien bliver til en udsat familie, selvom der i virkeligheden er tale om en familie hvor barnet har et handicap.

For eksempel skal et barn med angst, der har svært ved at løsrive sig fra sine forældre, have den rette behandling, frem for at forældrene skal anklages for at være overbeskyttende.

Børn med psykisk sårbarhed så som ADHD, depression eller en anden sindslidelse har et handicap, hvilket fremgår klokkeklart af handicapkonventionen. Det har altså intet med udsathed at gøre, blot fordi et barn har en psykisk funktionsnedsættelse.

Usammenlignelig hjælp
Hvis man samtidig kigger på, hvilken hjælp de to grupper børn og deres familier har brug for, er det også klart, at forskellen er stor.

For de fleste familier til et barn med handicap, er der alene tale om kompenserende hjælp, så familien kan leve et liv på lige fod med alle andre børnefamilier.

Hjælp kan blandt andet bestå i en kørestol eller blindestok, behandling i psykiatrien eller socialpædagogisk støtte, så barnet bedre kan være sammen med sine venner eller i andre sociale sammenhænge. 

Eller det kan være støtte for familien i form af praktisk hjælp i hjemmet til personlig pleje eller træning af deres barn, samt fysiske ændringer i hjemmet, så barnet kan være så selvhjulpent som muligt.

Det er altså hjælp, som et udsat barn ikke umiddelbart efterspørger og har behov for. Netop derfor giver det på rigtig mange området heller ikke mening, at man samler hjælpen til udsatte børn og børn med handicap i den samme lov.

Opdeling vil give bedre hjælp til alle
Når vi ser fordele ved, at loven på børneområdet bliver opdelt, er det fordi, der i langt højere grad vil være mulighed for at øge fokus på, at alle børn får den rigtige støtte, der imødekommer deres behov. 

Og alle de familier til børn med handicap som sagtens kan klare hverdagen, når blot den handicapkompenserende støtte er på plads, vil ikke "fylde op" i systemet. Dermed kan socialrådgivernes ressourcer benyttes langt bedre på alle de familier, der har brug for en mere håndholdt indsats.

Selvfølgelig er der børn med handicap som også er udsatte. De skal selvfølgelig have den rette støtte både i forhold til deres handicap og deres udsathed. Her bliver det særlig vigtigt med en grundig udredning, så den rette støtte iværksættes.

Når det drejer sig om familier med komplekse problemstillinger, hvor der for eksempel er tale om både udsathed og handicap, vil den rette indsats kræve sammenhæng mellem den hjælp børn og deres forældre skal have. 

Det vil kræve en helt anden organisering og samarbejde på tværs i kommunerne, end vi ser i dag. Der har frikommuner vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe den sammenhæng, også med flere lovgivninger i spil.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00