Udligningsreformen kan skabe mere afspecialisering på handicapområdet

Sammen med en række andre organisationer havde Landsforeningen Autisme den 7. juli 2021 et debatindlæg i Jyllands-Posten om udligningsreformen og de konsekvenser, den kan få for mennesker med handicap.

Den store udligningsreform, som Regeringen og et flertal i Folketinget vedtog i 2020, kan ende med at ramme autister og andre på handicapområdet. Reformen skal sikre den økonomiske udligning mellem kommunerne.

Men vi i Landsforeningen Autisme er sammen med flere andre organisationer meget bekymrede for reformen, fordi den giver kommunerne et stærkt økonomisk incitament til at holde deres borgere i f.eks. botilbud eller ungdomstilbud i egen kommune, i stedet for at vælge mere relevante og specialiserede tilbud i en anden kommune. Kommunerne kan sparer tusindvis af kroner ved at tilbyde deres egne tilbud i kommunen.

Ifølge landsformand Kathe Johansen er det problematisk, at udligningssystemets økonomiske incitamenter kan betyde, at færre får det rette tilbud. Det går imod Regerings egen kæphest om at give borgeren det rette tilbud. Og det kan ende med at skabe yderligere afspecialisering på handicapområdet.

Læs hele debatindlægget hos jyllands-posten.dk (hvis du har et abonnement) her. Eller læs med herunder:

Debatindlæg af Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer, Betina Hagerup, direktør for markeder, Dansk Erhverv, Anni Sørensen, formand Lev, Jon Krog, branchedirektør, Selveje Danmark, Mogens Wiederholt, direktør, CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese, Charlotte Møller Pedersen, formand, FADD, Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Susanne Olsen, landsformand, Dansk Handicap Forbund, Tue Byskov Bøtkjær, formand, Hjernesagen, Kathe Bjerggaard Johansen, formand, Landsforeningen Autisme, Morten Lorenzen, direktør, Hjerneskadeforeningen

JP.dk den 7. juli 2021

Indenrigs- og boligministeren må have det som bygherren, der efter flere års besværligt og dyrt byggeri kigger på det færdige hus og må konstatere, at der er fejl i de skjulte installationer. Det er træls, men der skal gøres noget ved det, hvis ikke der skal opstå større og værre problemer i de kommende år.

Indenrigs- og boligministeren har ikke bygget huset, men han har arvet en udligningsreform, der bygger på tidligere aftaler, og som er kommet i stand efter flere års analysearbejde og tunge politiske forhandlinger. Dygtigt har hans forgænger manøvreret et forlig på plads, der kunne tilfredsstille kommuner og politiske fløje.

Derfor er det forståeligt, at appetitten på at genåbne reformen ikke er så stor. Problemet er blot, at der er problemer med de skjulte installationer i udligningsreformen. Fejl, som forværrer de tidligere, og som er så skjulte, at selv ikke embedsmændene opdagede dem, da reformen blev udformet. Først i sidste øjeblik gik det op for regeringen og forligspartierne, at afskaffelsen af det såkaldte betalingskommuneprincip i forbindelse med udligningsreformen ville få store konsekvenser for det i forvejen hårdt plagede specialiserede socialområde.

Ingen kan rigtig forklare, hvorfor man afskaffede betalingskommuneprincippet. Det nyligt afholdte samråd gav ingen nye svar, ud over et spagt forsøg på at forklare det med, at nogle kommuner vist snød før. Hvem der snød, hvor meget de snød, eller om de overhovedet snød, kan ingen rigtig svare på. Det ligner mere en efterrationalisering end et beslutningsgrundlag.

Normalt gælder der det princip, at hvis noget ikke kan forklares, ja, så kan det ikke forsvares. Det princip bør også gælde i forhold til udligningsreformen. For det er ikke småpenge, vi har at gøre med. I over 50 pct. af alle botilbudssager er udligningsgevinsten på over 150.000 kr. pr. borger om året, hvis en kommune beholder en borger inden for kommunegrænsen frem for at visitere til et mere specialiseret tilbud i en anden kommune.

For de 17 pct. dyreste sager er udligningsgevinsten fra 250.000 kr. til +300.000 kr. pr. borger pr. år. Beløb i den størrelsesorden er adfærdsdefinerende og til at tage og føle på for kommunale sagsbehandlere, der løbende bliver pålagt at effektivisere og spare på driften. Ikke mindst, fordi beløbet bliver til milliarder, når man ser på størrelsen af det samlede område.

Der er med andre ord væsentlige fejl på de indre installationer i udligningsreformen, og der er brug for at rette op på fejlene hurtigst muligt. Det er en bunden opgave, hvis ikke fejlene skal medføre yderligere afspecialisering og dårligere hjælp til nogle af de allermest udsatte borgere i det her land.