Velkommen til formand, Kathe Johansen og ny Hovedbestyrelse

11. jan. 2021

Sig velkommen til Landsforeningen Autismes formand, Kathe Johansen og den nye hovedbestyrelse. Nedenstående er sendt til alle medlemmer af Landsforeningen Autisme på mail d. 11.01.21

Kære medlemmer af Landsforeningen Autisme

Efter en turbulent periode i Landsforeningen Autisme efter det ordinære repræsentantskabsmøde d. 31. oktober kom der lørdag d. 9. januar en afslutning.
Efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde på 15 timer er Kathe Johansen formand for Landsforeningen Autisme. Og der er valgt ny hovedbestyrelse.

"Det er en stor ære og et privilegium at stå i spidsen for en så fantastisk og engageret forening som Landsforeningen Autisme. Jeg vil være alle medlemmers formand. Jeg vil være en formand, man kan komme til, og som vil søge dialog. Det er en fælles indsat for hele foreningen, at skabe bedre forhold for alle autister og deres familier," siger Kathe Johansen, formand for Landsforeningen Autisme

"I den kommende tid skal Landsforeningen Autisme sætte et markant aftryk på Barnets Reform, og sikre forebyggelse, så børn med autisme ikke tvangsfjernes, når det kan undgåes. Vi skal spille målrettet ind for sikre bedre forhold for fleksjobbere og førtidspensionister, og vi skal have fokus på autister på bosteder, som har oplevet covid-19 nedlukningen særligt hårdt, " siger Kathe Johansen.

Hun understreger at inddragelsen af kredsene i det landspolitiske arbejde i høj grad vil kendetegne hendes formandskab for foreningen.

"Jeg har i dag sendt et ministerbrev til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er helt utilstedeligt at børn med autisme på specialskoler får ulovligt fravær, hvis de ikke møder til undervisningen, mens alle andre børn er sendt hjem på grund af covid-19. Specialskolerne skal være åbne, så børn med autisme, der har brug for strukturen kan komme i skole, men forældrene skal ikke tvinges til at sende utrygge børn i skole," siger Kathe Johansen.

Den nye hovedbestyrelse

På repræsentantskabsmødet d. 9. januar blev der valgt ny hovedbestyrelse. Den består af:
Tina Ravn Sølling,Kreds Vestsjælland
Simon Felskov, Kreds Vestegnen
Susanne Christensen, Kreds Sydvest
Felix Munch, Autisme- og Aspergerforeningen for voksne kred Østjylland
Flemming Rasmussen, Kreds Storkøbenhavn N
Alle valgt for 2 år.

Thomas Shilling Nielsen, Kreds Bornholm
Valgt for 1 år.

Supleanter:
Jane Jensen, Kreds Midtvest er valgt som suppleant for 2 år
Marije Jacobsen, Kred Sydvest er valgt som suppleant for 1 år.

Hertil er der fire medlemmer af hovedbestyrelsen, der blev valgt i 2019, som sidder i hovedbestyrelsen ind til det ordinære repræsentantskabsmøde til oktober.
Tinja Vandmose, Kreds Frederiksberg/København
Dorte Schandorph Jensen, Kreds Trekanten
David Faciusm, Autisme- og Aspergerforeningen for voksne
Kirstin Eliasen, Kreds fyn

Tak til afgående formand Heidi Thamestrup

Heidi Thamestrup har været formand for Landsforeningen Autisme i 8 år, og har været bannerfører for at foreningen i dag er en succesfuld og indflydelsesrig forening med 12.000 medlemmer. I hendes periode som formand, har foreningen udviklet sig utroligt meget.

"Jeg vil gerne takke Heidi, for hendes store arbejde. Hendes utrættelige engagement for autismesagen er intet mindre end beundringsværdigt." siger Kathe Johansen.

"Det er store sko, jeg har sat mig for at udfylde. Det er en arv jeg er stolt af at at repræsentantskabsmødet har givet mig lov til at overtage. Jeg vil arbejde benhårdt for at Landsforeningen Autisme, med mig som formand, vil være mindst lige så aktiv på den politiske scene og i pressen, som vi hidtil har været. Samtidig med at kredsenes arbejde understøttes bedre og endnu flere frivillige kan få en plads i vores forening," siger hun.

Det fremtidige arbejde

På repræsentantskabsmøderne både d. 31. oktober og 9. januar blev der vedtaget ambitiøse planer for det fremtidige arbejde i Landsforeningen Autisme.

Det frivillige bisidderkorps skal udbredes til hele landet, kredsenes arbejde skal styrkes, Autismebladet skal have større fokus på medlemmernes oplevelser og hverdagsudfordringer, der skal igangsættes en retshjælps-funktion, hvor alle medlemmer kan få rådgivning og mange flere fantastiske initiativer.

Både formand, hovedbestyrelse, kredsene og sekretariat skal i arbejdstøjet.

Referatet fra d. 31. oktober kan læses her.

Referatet fra d. 9. januar, vil komme på hjemmesiden i løbet af de næste uger.