Indlæser

Formanden deltager i flere debatter på Folkemødet 2022

15. jun. 2022

Landsformand Kathe Johansen deltager i flere debatter om blandt andet ufrivilligt skolefravær, psykiatri og fagligheden på bosteder på Folkemødet 2022 på Bornholm den 16.-19. juni.  

 

I år er Bornholm igen vært for den store politiske festival Folkemødet, hvor borgere, organisationer, foreninger og politikere samles til mange debatter og arrangementer.

Landsformand Kathe Johansen deltager i flere debatter på Folkemødet – både som paneldeltager, men også med spørgsmål fra publikum, hvor hun vil sætte fokus på autismeområdet og de udfordringer, mange autister og familier oplever.

Derudover vil hun i løbet af de fire dage på Folkemødet mødes med flere samarbejdspartnere fra andre organisationer og politikere til vigtige snakke om autismeområdet.  

Se her en oversigt over de paneldebatter, Landsforeningen Autismes formand deltager i:

Efterlyses: National strategi om ufrivilligt skolefravær

Foreningen for børn med angst, Landsforeningen Autisme og ADHD Foreningen inviterer til debat om det stigende antal børn, der har udviklet ufrivilligt skolefravær.

Skolerne forventer ofte, at eleverne bliver tvunget derhen trods deres svære tilstand. Alle ved, at man ikke kan tvinge et barn med et brækket ben til at rejse sig op og gå i skole. Det samme gælder et barn med ufrivilligt skolefravær. Det kan gøre situationen meget værre. Vi ved, at der findes alternative metoder. Fx kan Telepresence robotter hjælpe barnet med at modtage undervisning og bevare et tilhørsforhold til skolen. Også online skoletilbud kan være et alternativ, så barnet kan modtage læring. I nogle tilfælde er skift til en specialskole nødvendigt. Men vi oplever, at hjælpen til det enkelte barn er alt for tilfældig.

Kræver det en national strategi for skolefravær? Eller hvordan sikrer vi, at der bliver taget hånd om børnene hurtigt, så de føler sig set, hørt og forstået af skolen og trygt kan modtage undervisning?

Tid og sted

Lørdag den 18. juni 2022, kl. 09.00 – 09.45
K19 - K19 - SIND i Værestedet i Vestergade

Læs mere om debatten i linket her.

 

Rekruttering: Er der en dygtig socialpædagog til stede?

Har du som menneske med udviklingsforstyrrelse lige levevilkår, når du ikke er den som bærer nøglerne og kan du som borger have et godt liv på et botilbud, hvis dine primære omsorgspersoner ikke er kvalificeret til at varetage dine rettigheder?

Det ses, at mennesker med handicap stadig har dårligere levevilkår end mennesker uden handicap, dette er til trods for, at vi som samfund har forpligtet os til FN’s handicapkonvention. Hvordan stemmer nutidens pædagogik overens med den dalende levevilkår, når dette skulle være grundlaget for det gode liv?

Kom og lyt med når vi sætter pædagogikken på spidsen i arbejdet hen imod, at selv- og medbestemmelse bliver en naturlig del af vores faglighed – for kan manglende kvalificeret personale stadig skabe det gode liv for borgere med handicap eller skal vi til at åbne øjnene og ændre kursen så vi ikke gentager historien?

Tid og sted

Lørdag den 18. juni 2022, kl. 12.00 – 12.45
J40 - Velfærdsteltet: Velfærd der virker

Læs mere om debatten i linket her.

 

Børne- og Ungdomspsykiatri: Fra 5 år til fem dage

Fem års ventetid på hjælp til børn er spildt børneliv, svært familieliv og risiko for ødelagt voksenliv. 10 årsplanen kan ændre på det, men hvordan? Når børnefamilier venter fem år eller mere, så ved vi faktisk ikke om det kun skyldes stigmatisering, manglende viden eller dårlig organisering. Men vi ved, at alle gerne vil gøre det bedre.

Derfor afholder Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark debat på Folkemødet om en bedre 10 årsplan for børn og unge. Vi stiller spørgsmålene: Hvordan får vi et bedre samarbejde mellem kommuner, psykiatri, skoler og familier? Hvordan bliver vi bedre til at møde hele familien og lytte fra begyndelsen Hvad betyder det for børn, unge og deres familier at få den rette hjælp tidligere? Hvordan undgår vi, at familier skal kæmpe i op mod 5 år for at få den rette hjælp?

Debatten forener familieperspektiv og faglighed med velfærdsstatens rammer, og sammen forsøger vi at finde løsninger.

Tid og sted

Lørdag den 18. juni 2022, kl. 16.00 – 17.00
J45 - Det Fælles Sundhedstelt

Læs mere om debatten i linket her.


Landsforeningen Autisme er en del af Inklusionsalliancen, som har et oplæg på Folkemødet:

Folkeskolen i børnehøjde - er det også en skole for mig?

VIVES rapport fra 2022 om inklusion i folkeskolen viser, at næsten hvert fjerde barn nu har behov for særlig støtte for at passe ind i skolen. Hvordan oplever disse børn det, og hvordan mener de, at vi kan støtte dem i, at skolen også er for dem?

Inklusionsalliancen og Manu Sareen vil lade børnene få ordet og spørge dem: hvad er en god skole for dig? Med afsæt i børnenes stemme, vil inklusionsforsker Christian Quvang, Manu Sareen og national rådgivningschef for Headspace, Christian Lund debattere hvordan skolen skal lykkes med at skabe meningsfulde fællesskaber og grobund for læring. Hvad skal vi gøre, for at skabe en skole, der passer til børnene?

Tid og sted

Lørdag den 18. juni 2022, kl. 15.30 – 16.30
J27 - Det Sociale Netværk / headspace Danmark

Se mere i programmet for Folkemødet 2022 i linket her.