Indlæser

Ny politisk aftale skal sikre medbestemmelse og flere valgmuligheder for elever i STU

25. maj. 2022

Autistiske unge skal have mere medbestemmelse i valget af en STU, samt bedre overblik over de tilbud, der findes. Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet i en ny aftale. Landsforeningen Autisme er glad for, at aftalen skærper formålet med STU og giver flere valgmuligheder til unge – men er bekymrede for, om unge med autisme reelt får bedre mulighed for at vælge et passende tilbud.

 


I går indgik regeringen og et bredt flertal af Folketinget en politisk aftale om Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse – STU.

Læs hele aftaleteksten i linket her.

Aftalen skal blandt andet sikre, at unge med autisme og andre særlige behov får mere indflydelse på valget af STU, og at kommunerne skal inddrage dem mere i både visitationen og tilrettelæggelsen af deres uddannelse.

I Landsforeningen Autisme er landsformand Kathe Johansen glad for, at der sker en politisk styrkelse af STU-området og de muligheder og rettigheder, unge med autisme har til at have indflydelse på deres egen uddannelse. Det er noget foreningen længe har arbejdet for som en del af STU-alliancen.

”I STU-alliancen har vi i flere år arbejdet på at forbedre STU-området, så flere unge med autisme og andre særlige behov kan få den samme indflydelse på deres egen uddannelse, som andre unge har. Derfor er vi overordnet set glade for den nye aftale. Der er fokus på unges medbestemmelse og på at give unge og deres familier bedre overblik over de STU-tilbud, der allerede eksistere. Det er vigtig for at sikre, at unge får mere indflydelse på deres uddannelse og fremtid,” siger hun.

Aftalen skal også sikre, at der er en bedre overgang for den unge fra deres STU og videre til et godt liv, job eller anden uddannelse. Det sker blandt andet ved, at de unges perspektiver, fremtidsmuligheder og ønsker skal afklares og dokumenteres i god tid, inden de afslutter deres STU. På den måde vil man sikre, at der er en mere smidig overgang.

Læs mere fra politikerne bag aftalen i linket her. 

Bekymring for at unge ikke kan vælge autismespecifikke tilbud

Landsformand Kathe Johansen er særligt bekymret for, hvordan en af aftalens 9 initiativer vil komme til udtryk i praksis ude i kommunerne. Ifølge aftalen skal de unges medbestemmelse blandt andet sikres ved, at kommunerne forpligter sig til at præsentere de unge for flere valgmuligheder – samt endnu vigtigere, at de unge selv kan komme med et alternativt forslag til den/de STU-tilbud, kommunen har valgt. Men i selve teksten i aftalen, står det beskrevet således:

”..Desuden kan de unge også som noget nyt selv vælge et tilbud på samme visitationsniveau i forhold til den unges behov og mål for uddannelsen, herunder ift. pris, som de tilbud kommunen præsenterer, og som kommunen vurderer vil tilgodese behov og mål i den unges forløbsplan.”

Ifølge Kathe Johansen kan denne formulering især ramme autistiske unge. Autismespecifikke STU-tilbud er ofte specialiserede og dermed noget dyrere, end kommunernes egne generelle STU-tilbud. De specialiserede autisme-tilbud kan derfor ikke vælges af de unge som alternativ – udelukkende på baggrund af prisen.

”Min store anke og frygt ved den her aftale er, at unge autister reelt set ikke har et valg, når det kommer til STU. Det handler ikke kun om, at man har ret til at være med til at vælge, der skal også være reel tilgængelighed i de valg, man har. Når man som ung kun har mulighed for at komme med et alternativ, der har samme pris som kommunernes egne tilbud, så begrænser det på alvorlig vis de unges medbestemmelse. Det vil gå ud over mange unge med autisme, som stadig ikke vil få adgang til det mest passende autismespecifikke STU-tilbud, fordi de er dyrere. De unge vil dermed stå med valget mellem to eller flere STU’er, men hvor ingen af stederne er det helt rigtige for dem. Det vil ramme de unges uddannelse og trivsel,” siger hun.

Ny portal over STU-tilbud

Et andet vigtigt element i aftalen er, at der skal oprettes en portal over alle de STU-tilbud, der allerede findes rundt om i landet. Uddannelsessteder med STU-tilbud forpligter sig til at registrere sig i portalen med informationer om stedet, så de unge kan få mere viden om, hvilke støttemuligheder der er, og om stedet passer til dem.

”En sådan portal er vigtigt for at sikre de unge og deres familier et bedre overblik og gennemsigtighed i forhold til de STU-tilbud der findes. Det betyder, at de unge selv kan se, hvad der findes af tilbud, og de er dermed ikke lige så afhængige af, om vejledningen fra kommunen er fyldestgørende nok,” siger landsformand Kathe Johansen.  

STU-portalen har længe været en del af det arbejde og de input, som STU-Alliancen har haft med politikerne de seneste år og op til forhandlingerne om aftalen her. Portalen kommer dog ikke under tilsyn.

Landsforeningen Autisme håber samtidig på, at der de kommende år kommer endnu flere gode og specialiserede STU-tilbud, så unge med autisme får flere muligheder for at komme i et STU-tilbud med de rette rammer og tilpasset støtte.  

I alt er der 9 initiativer i den nye STU-aftale. De vil løbende træde i kraft hen over 2023, og den store STU-portal forventes at være klar i 2024.