Indlæser

Ny TV2 dokumentar sætter fokus på familiers ødelæggende kamp for støtte

8. apr. 2022

Tirsdag den 12. april 2022 viser TV2 første del af deres nye dokumentar ”Vores liv med autisme”. Dokumentaren følger 4 børn - Nino, Mathilde, Hannah og Jonathan - og deres familier. Fælles for børnene er, at de alle har autisme, men de har alle forskellige behov.

 

Foto: TV2 Danmark 

I dokumentaren kommer vi helt tæt på familierne og deres hverdag, hvor de hver især må kæmpe med deres kommuner for at få den rette støtte og de tilbud, de har brug for.

Alle fire børn har store udfordringer med at være i det almene skolesystem, og flere af børnene har gået i årevis uden at være i skole. Alligevel er det en svær kamp for forældrene at få et passende skoletilbud til deres barn.

I dokumentaren får vi indsigt i, hvordan hverdagen for familierne er, og hvilke udfordringer både børnene og deres familier står overfor.

Læs mere om dokumentarfilmen hos TV2 her. 

Nino har ikke et sprog og har nu gået hjemme med sin mor i fire år, fordi han ikke har fået et skoletilbud, der passer til hans behov.

Hannah har gået i en specialklasse, men fik ikke den støtte der, som hun havde brug for. Det resulterer i, at hun nu er hjemme med ufrivilligt skolefravær. På trods af anbefalinger fra psykolog og psykiater får hun ikke det specialiserede skoletilbud, hun bør have.

For Mathilde er den almen skole heller ikke det rette, men hendes mor kæmper nu for at få hende ind på en specialskole i Aarhus.

Jonathan har i årevis haft det svært, og familien har længe bedt om hjælp i kommunerne – men uden at modtage noget. Nu er Jonathan så udad reagerende, at det er blevet bestemt, han skal på et behandlingshjem – langt væk fra sine forældre.  

Landsformand Kathe Johansen har set både del 1 og del 2 på forhånd. Ifølge hende er det en vigtig dokumentar, der viser virkeligheden for mange familier med autistiske børn.  

”Dokumentarfilmen tager os med helt ind i familiernes hjem og hverdag og sætter fokus på, hvor ødelæggende det er, når mennesker med autisme og deres familier ikke modtager den rette hjælp i tide – og må kæmpe for at få et passende tilbud. Familierne i dokumentaren repræsenterer mange andre familier rundt om i Danmark, som sidder med lignende kampe og problemer. Hver uge hører vi fra autistiske børn, unge og voksne og deres familier, som er tæt på at bryde helt sammen, mens de venter urimeligt lang tid på at få hjælp. Det er vigtigt at få mere fokus på nu,” siger hun.

Første del af dokumentaren har premiere på TV2 tirsdag den 12. april kl. 20:40. Anden del vises tirsdagen efter den 19. april kl. 20:40. Begge kan ses på TV2Play den 12. april.