Kære politikere på Christiansborg

21. jan. 2019

Landsformand Heidi Thamestrup med et åbent brev til politikerne på Christiansborg om nedlæggelsen af regionerne: 

 

Jeg skriver, fordi jeg er voldsomt bekymret over de sidste dages politiske udmeldinger vedr. regionerne.

I Landsforeningen Autisme oplever vi, at kommunerne på ingen måde kan håndtere de autismeproblematikker, de har ansvaret for i dag. Vi er bekymrede for, hvad der vil ske med Danmarks eneste specialiserede autisme-kraftcenter; Specialområde Autisme i Region Midtjylland, hvis man nedlægger regionerne. Det skal ikke forståes sådan, at vi vil blande os i debatten om nedlæggelse af regionerne. Vores mål er kun at sikre Specialområde Autisme (SAU), som lige nu er det eneste højtspecialiserede og fagligt funderede autisme-kraftcenter i Danmark. Meget gerne på en måde så den faglige ekspertise på SAU, den praksisbaserede forskning og alle de små autismespecialiserede enheder, der beskæftiger sig med bl.a. gerontologi ved autisme, selvskadende adfærd og autisme, spiseforstyrrelser og autisme, angst og autisme, uddannelse af lærer og pædagoger via. Autismepiloten osv. bliver bevaret i ét nationalt kraftcenter.

Det værste scenarie, som vi ser det, ville være. hvis de midtjyske kommuner hver især skulle have en “bid” af SAU. Autisme er et højt specialiseret område, og SAU har 70 % af alle autisme VISO-opgaver på unge/voksen-området. Danmark mister den sidste rest af specialisering på autismeområdet, hvis ikke nogen nu holder hånden under SAU, på en måde så autisme-kraftcenteret beholder sin tilknytning til praksis og ikke hæmmes i den udvikling, SAU har været bannerfører for siden strukturreformen.

I Landsforeningen Autismes optik, er den sidste rest af specialisering på autismeområdet, alvorligt truet.

 

Venlig hilsen

Heidi Thamestrup