Inklusion og eksklusion i praksis

Der er i sidste ende ikke noget alternativ til inklusion, hvis et barn eller en ung med autisme skal kunne udvikle alle sine muligheder. Spørgsmålet er bare om den skal finde sted i børnehaven, i folkeskolen eller på et senere punkt i tilværelsen.

Af: George Strøm, har arbejdet med unge med autisme - og rådgivet forældre og andre.

Egentlig var jeg i tvivl om, om jeg overhovedet ville skrive om inklusion. På den ene side mener jeg at det er den bedste løsning. Ellers skal barnet og det unge menneske leve hele sit liv i en aflukket verden for mennesker med autisme, eller mennesker der i øvrigt ikke kan klare sig.

På den anden side er der en række faktorer, som skal være i orden, for at inklusion fungerer. Der er mange måder, en inklusion kan gå galt på, og risiko for at den vil give ubehagelige oplevelser og nederlag. I værste fald kan et barn eller en ung opleve et nederlag og ikke at kunne slå til, uden at have fået noget igen.

Jeg har valgt at tage fat på den modsætning ved først at beskrive de udfordringer som unge med autisme kan opleve i dag. Derefter vil jeg beskrive ulemperne ved at være ekskluderet – det må være det modsatte af inklusion – og faktorer som er afgørende for, at en inklusion kan lykkes.

Hvis tilhængere og modstandere af inklusion ender med at være lige sure på mig, så har jeg ramt rigtigt.

Da jeg voksede op, var jeg en af dem der havde lettere ved at lære matematik end hvordan jeg skulle håndtere andre mennesker. Samtidig ville jeg ikke gå glip af noget, så jeg kastede mig ud i det jeg var dårligst til. Jeg blev uddannet som ingeniør og arbejdede med markedsføring og brugbarhed i flere store firmaer.

For tre år siden tog jeg arbejde i en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse – en STU – for unge med autisme, hvor jeg underviste i IT og i sociale færdigheder. Jeg ville prøve et arbejde som satte mine sociale evner på prøve, hvor jeg ikke kunne læne mig op ad min faglige viden.

Ellers har jeg en Ph.d. med et solidt indhold af kognitiv psykologi – som var meget nyttig, da jeg skulle forstå hvad autisme er for en størrelse – og læste alt hvad jeg kunne få fat på om autisme. Samtidig sad jeg i bestyrelsen for Aspergerforeningen, og nåede at rådgive over to hundrede som henvendte sig. For dem der ikke ved det, så er Asperger en diagnose i den milde ende af autismespektret.

Udfordringer for unge med autisme i dag

Børns og unges situation har forandret sig meget i løbet af en enkelt generation.

I dag er normer og opførsel i høj grad lyststyret og hele tiden til forhandling. Det gør tilværelsen vanskeligere for mennesker med autisme, som har svært ved at tyde ansigtsudtryk eller med at deltage i en umiddelbar og hurtig udveksling af holdninger. Uanset om de er typen som tier stille, eller den der let kommer til at sige noget andre opfatter som underligt.

Sociale medier gør at unge med autisme har flere muligheder for at kommunikere og få information. Det betyder til gengæld, at de løber en større risiko for at komme ud i misbrug eller for at havne i ekstreme subkulturer, da misbrugs- og mere ekstreme kulturer ofte er de mest åbne overfor dem, der er anderledes.

Vi har bevæget os fra et industrisamfund med faste tider og skemaer til et netværkssamfund hvor planer og aftaler hele tiden koordineres og ændres. Det er vanskeligt for børn og unge med autisme, som har brug for tid til at omstille sig. Nogen bliver presset til passivt at håndtere forandringer, de føler er uundgåelige og uoverskuelige, og derved mindre i stand til at klare sig selv.

Computerspil er måske den største udfordring for forældre og undervisere af børn og unge med autisme. Spillene er udformet til at fastholde opmærksomheden uden at spilleren behøver at bruge energi på at gøre det. Børn og unge bliver let afhængige, specielt når de savner kammerater og helst vil være alene inden døre. De får ikke trænet deres evne til at læse andres følelser og andre færdigheder der er nødvendige i et normalt menneskeligt samvær.

Temple Grandin beskriver i bogen "Unwrittten Rules of Social Relationships" hvordan hendes udvikling kun var mulig, fordi hun voksede op i et samfund med ens og klare normer som alle overholdt, hvor hun boede. Vi kan prøve at skabe sådanne rammer for børn og unge med autisme i dag, men til gengæld risikere at de ikke lærer at klare sig i vores almindelige samfund.

Faren ved eksklusion

Den vigtigste periode for børn med autisme er måske fra de er 3 til 5 år. Fra udelukkende at lege enelege, kan et barn med autisme lære at lege med andre og hvordan andre reagerer. For eksempel at et andet barn bliver ked af det, hvis barnet med autisme tager et stykke legetøj, som det sidder med. Problemet kommer, hvis børn med autisme bliver beskyttet i en børnehave, så de ikke kommer ud i de konflikter som er nødvendige for at lære at fungere med andre. Og ikke lærer at opleve konflikter uden at deres verden bryder sammen.

Børnene skal stimuleres til at prøve noget nyt, og samtidig vide at der er en voksen til at hjælpe dem, når de har det svært. Derfor er det en god ide, at spørge, hvad børnehaven gør for at lære børnene at lege sammen, og hvordan de finder den rette balance mellem frihed og udfordringer og tryghed for det enkelte barn. Hvis børnehaven ikke kan komme med konkrete eksempler, vil jeg betragte det som et faresignal.

Jeg har mødt flere forældre som blev skuffede, når de efter en hård kamp fik deres barn over fra den almindelige folkeskole til en specialklasse. De har oplevet at deres barn fik færre faglige udfordringer, og måske endda fik opgaver som lå flere årgange under hvad barnet allerede kunne klare. Samtidig kan barnet få nogle arbejdsvaner som direkte gør ham eller hende mindre egnet til at gå i skole eller følge en uddannelse. For eksempel opleve, at det er i orden at sige fra over for alt, hvad der ikke umiddelbart virker spændende. Det kan skyldes at lærerne savner kompetence på specialområdet, eller at de vælger den letteste løsning.

STU: Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser

De samme problemer findes på Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser. Det er den liberale drøm om et uddannelsessystem stort set uden regler og med en begrænset kontrol, så du kan åbne din egen skole, hvis du ellers kan få en kommune til at sende elever.

Der er STU´er med dygtige og motiverede lærere som virkelig ønsker at hjælpe de unge. På den anden side, er det et vanskeligt arbejde og ofte usikre ansættelser, og der er ingen officielle krav til de ansattes baggrund. Derfor er det også et område hvor der havner nogle lærere og pædagoger, som af en eller anden grund har haft svært ved at finde andet arbejde. Forældre er nødt til at være kritiske overfor et tilbud om STU. Det er en god ide at spørge om det konkrete indhold og aktiviteter i undervisningen, og hvordan de kan følge kvaliteten og indholdet.

Et af de få krav i reglerne for en STU er, at der skal være progression. Der skal være et indhold der gradvist bliver mere krævende, så eleven efterhånden får større udfordringer og lærer at klare mere. Her kan forældre for eksempel spørge, hvad der adskiller indholdet på andet og tredje år fra det på første.

Kommunen kan bevilge en STU uden nødvendigvis at tage stilling til hvor den unge skal gå, så der er tid til at se på forskellige tilbud. Fordelen ved det liberale marked er, at der er en bredde i tilbuddene, så det er lettere at finde et som passer til den enkelte unges interesser og muligheder. Det er desuden muligt at skifte STU midt i forløbet. Reglerne lægger faktisk op til, at en ung skal være flere steder i løbet af de tre år et STU forløb varer.

Uddannelsen skal være tilrettelagt efter den enkelte unges muligheder og behov. Her er det en god ide at forældre spørger, hvilke muligheder der er for at gøre det – for eksempel om den unge kan få undervisning i emner som han eller hun specielt har evner for eller er interesseret i. Enten ved at STU´en selv har kvalificerede lærere, eller er i stand til at sørge for en ekstern lærer eller støtte til at følge et eksternt kursus.

Unge på en STU kan tage enkeltfag, men uddannelsen er ikke i sig selv kompetencegivende. Der vil altså gå fra et til tre år ekstra, før den unge kan komme i gang med en egentlig ungdomsuddannelse.

STU er et godt tilbud, en fantastisk mulighed for at en ung bliver motiveret, udvikler sig selv og sine personlige og sociale færdigheder, og får bygget bro fra sine interesser til et arbejde eller en egentlig ungdomsuddannelse – altså en inklusion.

Unge med autisme er om muligt endnu mere forskellige end almindelige unge. Derfor er det en god ide at gå efter et sted med en vis størrelse, så den enkelte unge har bedre muligheder for at møde andre som han eller hun passer godt sammen med. Et større sted er også mindre sårbart overfor hvis en eller to lærere søger væk.

Ligesom med håndværkere er det en god ide at få et detaljeret skriftligt tilbud, og at alle løfter om særlige emner og tilbud kommer med i det. Det liberale marked betyder at et STU-tilbud kan være følsomt overfor udsving i elevtallet, og der er lærere som lover mere end de kan holde, når deres egen stilling afhænger af det.

Der er i dag flere gymnasiale tilbud for unge med autisme. De opfylder elevernes behov for struktur og små hold, og har det samme pensum og fører frem til den samme eksamen som de almindelige uddannelser. De gør det lettere – eller muligt – for nogle unge med autisme at gennemføre en gymnasial uddannelse. Til gengæld har uddannelserne ingen træning i sociale og personlige færdigheder, og de unge er efter eksamen mindre vant til at klare sig blandt andre unge og i et almindeligt studiemiljø, En del løber derfor ind i problemer, hvis de fortsætter på en videregående uddannelse.

Betingelser for at en inklusion kan lykkes

Ud fra min erfaring mener jeg, at der er nogle faktorer, som gør det urealistisk at forsøge en inklusion. Det gælder hvis en ung – eller et barn ud over børnehavealderen – ikke kan deltage i en almindelig samtale uden støtte, og i det hele taget har svært ved at sige noget til andre. Altså unge der ikke blot er generte eller tøvende, men hvor det virker som om de er langt væk fra den almindelige verden.

Børn og unge som har væsentlige problemer ud over deres autisme vil opleve så stort et pres, at det er usandsynligt at de kan klare både en inklusion og det de ellers slås med. Det kan dreje sig om nogen med en intelligens eller evne til at lære der ligger i underkanten af normalområdet eller endnu lavere – så de selv uden deres autisme ville have svært ved at følge undervisningen.

Det kan være et barn eller en ung som har alvorlige sociale problemer, for eksempel en enlig forældre som direkte er afhængig af barnets eller den unges støtte. Det kan være et barn eller en ung med indvandrerbaggrund, som ikke er vant til at tale dansk hjemme og har svært ved at forstå det. Et barn eller en ung med sådanne problemer udover sin autisme vil ikke have overskud til at deltage i en almindelig undervisning.

Forældre med indvandrerbaggrund vil nogle gange have svært ved at acceptere, at deres barn har autisme, og forældre med alvorlige problemer har ikke overskud til at gøre en indsats for deres barn. Her har vejledere og lærere et særligt ansvar for at barnet eller den unge får et tilbud som passer til ham eller hende.

Endelig kan det være et problem hvis et barn eller en ung er svært overvægtig, har en dårlig hygiejne eller en generelt utiltalende adfærd. Altså børn eller unge som har sådan en fremtræden, at andre uvilkårligt styrer uden om dem. Her kan lærere og klassekammerater køre træt, selvom de i første omgang gerne vil prøve.

Lærerne skal være villige til at gøre en aktiv indsats for at inklusionen kan lykkes, det er ikke nok at de accepterer den som et nødvendigt onde. Hvis der er en hjælpelærer i problemklassen, skal det være en som kan hjælpe fagligt. Det er ikke nok at kunne give social støtte, hvis problemet er matematikopgaver.

Det er umuligt at lave en inklusion, hvis forældrene til de andre børn direkte modarbejder den. Jeg har heldigvis ikke oplevet eksempler hvor forældrene lavede underskriftindsamlinger mod et barn, men det kan være nok, hvis de gør det klart overfor deres børn, at barnet eller den unge med autisme er en person de ikke skal eller ikke behøver, at have noget med at gøre.

Rammerne for en vellykket inklusion

Det er vigtigt at der i børnehaven er en voksen som især har tid til et barn med autisme og som barnet kan knytte sig til. Det vil især i begyndelsen have brug for hjælp fra en voksen til at lege. Den voksne skal sætte et lille mål ad gangen, og gradvist få barnet til at udvide sine muligheder. I første omgang - for eksempel - fra at lege alene i sandkassen til at lege ved siden af et andet barn, men uden at de leger sammen.

Voksne skal være opmærksomme på, at barnet kan have brug for monotone bevægelser – for eksempel i en gynge – for at hvile hovedet, og for at lege alene i perioder. Der må ikke være så meget støj at det stresser barnet. Der skal være steder hvor det kan være i fred og slappe af, og det skal have mulighed for at trække sig og gå i enerum.

Det er afgørende at barnet eller den unge undgår en overbelastning af sanserne. Der skal være mulighed for ro, og især mulighed for i perioder at undgå lyde som tiltrækker opmærksomheden, og det skal være muligt at undgå synsindtryk som distraherer eller tiltrækker opmærksomheden.

Et almindeligt problem i skoler er gammeldags lavfrekvente lysstofrør, hvor nogle med autisme kan opfatte lyset blinker med 50 Hz og blive generet af det. Det bør være rutine at skifte dem før der laves inklusion – især da de nye rør bruger mindre energi.

Det er en fordel, hvis lærerne har lært noget om, hvad autisme er for en størrelse. De skal bare ikke tro at det passer på det enkelte barn. Det er afgørende at de i stedet lytter til det enkelte barn, og ser hvad han eller hun gør for at klare sig.

Selvom de grundlæggende neurologiske mekanismer bag autisme måske er ret ens for alle børn med autisme, er deres evner, personlighed og strategier for at håndtere autismen vidt forskellige, og barnet ved ofte hvad der hjælper ham eller hende.

Det er vigtigt at alle pædagoger og lærere forstår at barnet har brug for fred og ro. Det kan være fristende som voksen at sige noget hver gang man synes et barn eller en ung opfører sig uheldigt, eller i den bedste mening synes han eller hun skal lave noget andet end at sidde for sig selv. Resultatet er bare ofte, at barnet eller den unge bliver stresset af alle de voksne som kommer og siger noget.

Til gengæld kan det være afgørende at barnet eller den unge har en voksen som det snakker med om sine oplevelser og problemer. Her har jeg selv haft gode erfaringer med at bruge Miller og Rollnicks metoder til motiverende samtaler. De bygger på Carl Rogers, og er gode til at hjælpe en ung til at udvikle sig og udforske, hvad han eller hun tænker og føler.

Det er vigtigt at samtalerne er uforstyrrede og regelmæssige, for eksempel hver anden uge, så der ikke kun er samtaler, når der er problemer. Samtalerne har to vigtige formål. Det ene er at hjælpe barnet eller den unge til at lære hvordan andre reagerer, og hvordan det selv kan reagere i forskellige situationer. Det andet er at forstå hvordan barnet eller den unge sanser og opfatter omgivelserne.

Mange – måske de fleste – børn og unge med autisme opfatter verden på en anden måde end flertallet, og ofte vil barnets eller den unges handlinger pludselig give mening, når man forstår hvordan han eller hun opfatter verden. Derfor er det afgørende at forstå barnets eller den unges sansning, hvis man skal give råd og støtte, eller tilpasse omgivelserne. Det gælder især når der er tale om ture eller udflugter med skolen. Jeg har været på flere ture – endda med overnatning – hvor unge med autisme blomstrede op. De havde været aktive i forberedelserne, og lærerne lavede mindre tilpasninger til enkelte elever.

Et af de udflugtsmål jeg har været med en gruppe børn på tur til, var Sagnlandet Lejre. Eleverne havde fundet ud af hvad folk spiste i vikingetiden, og forberedt en frokost ud fra det. Der var udendørs madlavning – og heldigvis godt vejr – en fantastisk tur i nattemørket til den lokale Offermose, og overnatning i vikingetelte for tolv ud af fjorten elever med autisme. En elev blev hentet af sin far, og en anden sov i vores bus. Det gik godt, selvom sådan en tur er grænseoverskridende selv for en del unge uden autisme, med overnatning i halm på gulvet i teltene og syv eller otte personer i hvert telt.

Man skal ikke altid være bange for skift og ændringer. Det er min erfaring at unge med autisme er gode til at klare dem, så længe lærerne ikke selv virker nervøse. Især hvis de – altså børnene eller de unge – bliver forberedt på forhånd. Det gælder også for almindelige elever. I det hele taget vil mange af de hensyn der skal tages til børn og unge med autisme også give resten af klassen en bedre indlæring.

Den sociale forskel

Det er min erfaring, at inklusion er relativt let for et enkelt eller to autistiske børn i en klasse på en overskudsskole, mens den kan være stort set umulig hvis flere i klassen har en eller anden form for problemer. Her kan et autistisk barn risikere at blive glemt, og i værste fald reelt ikke modtage nogen undervisning, når læreren og en eventuel pædagog bruger kræfterne på de børn der er aktive på en positiv eller ofte negativ måde.

Jeg har holdt foredrag og oplevet elever på over hundrede skoler, og det er mit indtryk, at gode rammer for en integration af svage elever, mere afhænger af de andre elevers sociale baggrund end af lærernes motivation, eller hvad de konkret vil gøre for at få integrationen til at lykkes. Det betyder desværre, at børn med de mindst ressourcestærke forældre ofte vil gå på de skoler som har mindst overskud til børnenes integration.

Forældre og skolen

Som forældre kan man lette inklusionen ved at tale med barnet om hvordan skolen fungerer, både de skrevne og de uskrevne regler, og hvorfor andre reagerer som de gør. For eksempel hvorfor nogle lærere bliver irriterede når en elev retter dem.

Det er lettest at tale med lærere om ens søn eller datter og de særlige hensyn der skal til, før der kommer problemer, og før situationen bliver indviklet. Her er det en god ide at aftale, at lærerne sender en mail, hvis der har været problemer, og at man selv fortæller, hvis der er noget de skal være opmærksomme på.

Det kan være nødvendigt med en nødplan, for eksempel aftale at ens barn kommer ned på sofaen i kontoret og får fred, hvis der sker en nedsmeltning. Hvorefter man selv vil prøve at hente ham så hurtigt som muligt. Forældrene til de andre børn i klassen skal have besked, og det er lettest hvis de får det på forhånd. Det er langt sværere at få accept, når der først er problemer. Det er nok bedre at snakke med nogle enkelte forældre ad gangen, end at stille sig op ved et forældremøde.

Samtidig er det en god ide at være rimelig i sine ønsker og tale på en venlig måde. Det kan være svært, hvis man er vant til at slås for sine børn og hurtigt opfatter andre som potentielle modspillere.

Før en børnefødselsdag fik vi besked fra moderen til et af børnene, som fortalte at han skulle følge en speciel diæt for at holde sine udsving nede. Vi sørgede for en speciel kage og oplevede derefter at han ikke rørte den, og ville spise præcis det samme som alle de andre. Et mere positivt eksempel med en børnefødselsdag. Faderen til en af min søns klassekammerater fortalte, at hans søn nok havde brug for at være i fred, når det hele blev for meget. Det endte med at drengen trak sig tilbage og spiste kage alene væk fra den andre. Ellers var han med til fødselsdagen, legede med de andre, og både vi og hans forældre undgik problemer.

Selv i de mindre klasser kan eleverne godt forstå, hvis der er en enkelt de skal tage hensyn til. En dag kom min søn hjem og fortalte, at de havde hørt at der var kommet en ny i klassen som havde ADHD, og hvad det betød. Min søn fortalte stolt at han havde rakt fingeren i vejret og sagt, at det havde hans far også. Så måtte jeg forklare ham forskellen på en Ph.d. og ADHD.

Det er min fornemmelse at de andre børns holdning til et barn med autisme afhænger af, hvordan de er blevet forberedt. Hvis de har fået at vide, hvilke særlige problemer barnet har, som de skal tage hensyn til, er der mulighed for at de gør det. Specielt hvis de får at vide, hvad de konkret kan gøre. Risikoen for mobning eller at barnet bliver udelukket er større, hvis de andre børn ikke har fået noget at vide, og kun får indtryk af at barnet med autisme er anderledes.

Samværet på skolen og udenfor

Det er en god ide at et barn med autisme får lov til at sidde forrest og nærmest vinduet, hvor der ikke er så meget forstyrrelse, og at han eller hun har sin faste plads. Han eller hun kan have brug for at høre musik og lukke andre lyde ude, når der skal regnes opgaver. Der er nogen med autisme, som har langt lettere ved at koncentrere sig, når de har noget at pille ved. Det kan være et stykke legetøj eller deres mobiltelefon. Det skal forældrene selvfølgelig snakke med læreren om på forhånd.

Der er mange med autisme som hader gruppearbejde og helst vil undgå det. Imidlertid kan gruppearbejde være lettere end tavleundervisning for et barn eller en ung med autisme. Ofte er det lettere at overskue og være med i et gruppearbejde med en eller to andre, end at være aktiv i en klasseundervisning. Rammerne skal bare være i orden. Gruppen skal bestå af nogle der er så ens, at de rent faktisk kan arbejde sammen, og det er en god ide at køre den samme gruppe i en længere periode, så barnet med autisme ikke skal omstille sig til at samarbejde i en ny gruppe, hver gang han eller hun starter på et nyt projekt.

Det er en god ide at de andre får at vide, at der skal være lidt mere disciplin og lidt mindre talen i munden på hinanden, og hvis gruppen kan få lov til at gå ud af klassen og hen et sted hvor støjniveauet er mindre. For eksempel ned i kantinen. I bedste fald kan de andre elever i gruppen også lære mere om at arbejde sammen.

Skolen kan være stressende, også for almindelige børn. Derfor er det vigtigt at acceptere, at et barn med autisme har brug for en hviledag ind imellem, også selvom han eller hun ikke er rigtig syg. Selve muligheden for at få en hviledag, kan gøre det lettere at klare skolen, så behovet for hviledage bliver mindre. Igen skal læreren selvfølgelig have besked.

Jeg har mødt flere unge med autisme som fortalte, at de slet ikke havde nogen venner i alle de år, hvor de gik i folkeskolen. Det var langt sværere for dem end for andre at få kammerater og venner, og de var i bedste fald kun med i udkanten af flokken.

Her er det ekstra vigtigt at forældrene eller ældre søskende hører på barnet, som ellers ikke har nogen at snakke med skolen om. Almindelige børn lærer meget ved at høre andres mening. Den mulighed har et autistisk barn som går alene ikke. Indtil det får kontakt med andre, er det afhængigt af sin familie.

Hvis barnet er god til et eller andet som kammeraterne kan være interesserede i, så er det en god ide at gøre mest muligt for at barnet bliver endnu bedre. Det er langt lettere at få venner for et barn, når det kan noget som de andre ser op til. Unge med autisme kan bruge computere og spil som en mulighed for at komme i kontakt med andre, og på den måde få endnu et alternativ til et samvær på skolen som ikke fungerer så godt. Derfor er det vigtigt som forældre, ikke blot at blive forskrækket, når ens søn fortæller han har fået kontakt med en eller anden over nettet, men også vise noget positiv interesse.

Det kan være en god ide at finde et miljø med andre hvor barnet kan føle sig godt tilpas, hvis barnet har det dårligt med kammerater i skolen. Computerspil kan bruges som drivkraft til et fysisk samvær i et såkaldt LAN party. Bogstaverne står for Local Area Network, altså lokalt netværk, så det har ikke noget med lagner at gøre. I stedet mødes børn eller unge og har deres computere med, så de kan sidde i samme rum og spille med og mod hinanden.

Børn med autisme oplever ofte at samværet ved at LAN-party er relativt let for dem. De kan føle sig normale, og et LAN-party kan bruges som et middel til inklusion, når børn med og uden autisme er sammen og spiller med og mod hinanden.

Et LAN-party starter som regel om eftermiddagen, og slutter med at deltagerne lægger sig til at sove, når de ud på natten er trætte af spil, pizza, guf og cola.

Andre muligheder for samvær er spejder, cykling, orienteringsløb og generelt alt andet end holdsport. Kampsport egner sig godt for børn med autisme. Det har faste rammer og kan samtidig være en ret social sport, hvor de træner med en enkelt anden person ad gangen.

Det bringer mig tilbage til mobning. Jeg hørte en gang Tony Attwood fortælle, at de psykiske eftervirkninger efter mobning i skolen var værre end eftervirkningerne hos de krigsveteraner han havde haft i terapi. Mit råd er derfor, at hvis skolen ikke gør noget effektivt for at stoppe mobning og følger en politik med effektive sanktioner overfor dem der gør det, så er det bedst at barnet lærer at forsvare sig. Både verbalt og om nødvendigt fysisk. Mobning rammer ikke så ofte dem, der ser ud til at kunne forsvare sig selv.

Efterskoler og højskoler

Unge med autisme kan have gavn af at komme ud blandt andre mennesker, prøve en ny rolle og starte på en frisk. Hvis tilbuddet vel at mærke svarer til hvad den enkelte unge har brug for på det aktuelle punkt i sin udvikling. Derfor er det en god ide at beskrive den unges behov, før forældre, lærere eller vejledere går i gang med at kigge på forskellige tilbud. Der er efterskoler for unge med autisme. Ellers gælder det jeg har skrevet om betingelserne for inklusion i folkeskolen, i endnu højere grad for efterskoler og højskoler. Hvis den unge skal blive bedre til at være sammen med andre, er det afgørende at han eller hun kan klare et samvær uden støtte, og at andre vil være sammen med ham eller hende.

Det er nødvendigt at fortælle efter- eller højskolen at den unge har autisme, før opholdet er aftalt. Det kan blive ødelagt, hvis lærerne ikke på forhånd ved, at den unge har autisme, og hvilke hensyn han eller hun har brug for. Det stiller nogle ekstra krav, når unge skal være på skolen hele døgnet, og ligesom i folkeskolen er det en god ide med en fast kontaktperson og regelmæssige samtaler.

Efter- og højskoler er meget forskellige, ikke blot i fagligt indhold og aktiviteter, men også i selve miljøet og de typer som søger den. Det er vigtigt at miljøet og skolen passer til en ung med autisme, som lettere føler sig udenfor end mange almindelige unge. Et først skridt er at se på skolens webside, hvad den viser om miljøet og hvilke typer elever den vil appellere til. Hvis det ser ud til at passe, er næste skridt et besøg på skolen, helst mens der er elever. Det kan sige mere at se dem, end hvad lærerne kan fortælle om skolen. Jeg har oplevet et enkelt eksempel på et højskoleophold hvor det gik galt, og hørt om flere eksempler på ophold på efter- eller højskoler, som gik godt, og hvor den unge udviklede sig.

Efter folkeskolen

Problemerne på de almindelige ungdomsuddannelser ligner meget dem i folkeskolen. Både studievejledere og systemet som helhed er ofte presset, så der er ikke så meget overskud til elever med særlige problemer. Her oplever jeg, at det kan gøre en forskel hvis der er en ildsjæl, for eksempel en lærer der kender nogen med et autistisk barn i sin familie, og derfor vil gøre en ekstra indsats. Det kræver både tid og personlige kontakter at finde ham eller hende.

Jeg har fulgt unge med autisme på brobygningsforløb på tekniske skoler og oplevet, hvordan lærerne var betænkelige før starten men efter nogle dage fortalte, at de gerne ville have flere elever af samme slags, som satte sig ned og lavede deres ting.

Jeg hørte fra lærere, at der på animationsuddannelser, grafiske uddannelser og elektronikuddannelser gik en hel del med autistiske træk. Det betyder at lærerne er vant til de problemer der kan opstå, og at en ung med autisme ligefrem kan have en fordel, når han eller hun er diagnosticeret og ved mere om sine egne muligheder og begrænsninger.

Problemet for unge med autisme som søger en erhvervsuddannelse, er at de mere end almindelige unge har svært ved at skaffe sig en praktikplads. Ellers er det ofte det sociale, mere end det faglige, som volder problemer. Det kan til gengæld være demotiverende og ødelæggende hvis en ung med autisme føler, at han eller hun bliver udelukket fra de grupper der er i klassen eller på holdet.

Det gælder både på erhvervsuddannelser og i gymnasiet. Det er mit indtryk at problemerne mere afhænger af hvordan der er på det enkelte hold, end hvilken uddannelse det er.

Jeg har oplevet, at det går bedst når den unge selv er åben og direkte og fortæller andre elever om sine konkrete behov. Ligesom når forældre fortæller, skal det helst være kort, og kun de mest nødvendige krav, og det der skaber færrest problemer for andre.

Der er adgang til SPS – SpecialPædagogisk Støtte – på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Det er en mulighed for at unge kan få hjælp når de har en funktionsnedsættelse. Der er en artikel om SPS et andet sted i samlingen. Jeg vil bare nævne to praktiske problemer. Det er nødvendigt at søge i god tid før starten på en uddannelse, da det er i den første periode der er størst brug for hjælp. Hvis der ikke er søgt i god tid, vil vejledningen først være på plads, når det allerede er for sent.

En del vejledere under SPS har kun begrænset kendskab til autisme og den hjælp en ung med autisme faktisk har brug for. I værste fald har de svært ved overhovedet at opfatte – faktisk ligesom vejlederen selv har en middelsvær autisme – når en ung med autisme fortæller om de konkrete problemer han eller hun skal have løst. Det er gennemgående hårdere for en ung med autisme at gå på en uddannelse, end for andre unge. Derfor er han eller hun nødt til at tænke på sit energiregnskab, og bruge kræfterne, hvor de gør mest gavn.

Jeg talte med en ung mand som i stedet for at gå i fredagsbaren, gik hjem og hvilede sig, og så mødte op ved ni-tiden om aftenen. Så var han udhvilet når festen var på sit højeste og kunne holde ud lige så længe som de andre. Det var også mindre påfaldende at komme sent til en fest end at gå tidligt.

Endelig kan autistiske unge på en inkluderet uddannelse trøste sig med, at det generelt bliver lettere, jo længere de når op. Et gymnasium er lettere end folkeskolen. Universitetet passer bedre til autister end gymnasiet, og hvis han eller hun når til en Ph.d., er der nogle områder, hvor det nærmest er normalt at have i hvert fald nogle autistiske træk.

Inklusion er både og

Der er ikke noget klart svar på om inklusion er godt eller skidt. Det afhænger af det enkelte barn eller unge menneskes evner og muligheder, og af de rammer der er for en inklusion. Børn og unge med autisme kan have lettere ved at få venner og opleve et bedre sammenhold i en gruppe med andre som har autisme. På den anden side, kan inklusionen give et barn eller en ung bedre muligheder for at lære at fungere sammen med andre i det almindelige samfund og større mulighed for at gennemføre en almindelig uddannelse og klare sig selv.

Endelig er det min erfaring, at unge med autisme udvikler sig og er så forskellige, at det er umuligt at vide på forhånd, hvad der er bedst. Derfor er det nødvendigt at prøve forskellige muligheder, da det kan være svært at vide om noget er det rigtige, før det er prøvet.