Jeg vil accepteres, elskes og fejres fordi jeg er mig!
Vi lever i et samfund, hvor debatten om at være anderledes er koblet sammen med det at være et dårligere menneske. At være doven, at være mindre værd og at have færre rettigheder. Om det er fordi man er asylansøger, handicappet eller kontanthjælpsmodtager er uden betydning.
Af Felix Munch, autismekonsulent.
Mange autistiske voksne har en historie, hvor vi har stået uden for fællesskaber og skabt små og få sammenhænge at være deltagende i. Forståelsen af os selv skabes i samværet og spejlingen i andre.
Når vi vokser op uden disse fællesskaber og uden en omverden der forstår os, mangler vi også mennesker omkring os, der kan forstå os, som de autistiske mennesker vi er. Nogle der kan hjælpe os med at forstå os selv, nogle der kan forklare os, hvilke behov vi har, hvilke forskelligheder vi har, hvordan vi med fordel kan gøre ting på særlige måder, frem for at forsøge at spejle neurotypisk adfærd forgæves.
Jeg brugte mange år på desperat at skjule, hvem jeg virkelig var. Fuld af frygt for afvisning, afklædning og fremmedgørelse som handicappet, psykisk syg eller mærkelig. Der var kun en model for det succesfulde menneske. Der var kun en model for acceptabel adfærd, både fra samfundets, familiens og mit eget perspektiv. Jeg var nød, til at fremstå normal, troede jeg, for at blive mødt som et rigtigt menneske.
Først igennem andre menneskers italesættelse af min autistiske tænkning, sansning og forståelse som nyttig og spændende kunne jeg acceptere disse som værdifulde. Først da kunne jeg se mit virkelige jeg som ressourcefyldt. Det tog 25år.
Vi har behov for hinanden og for fagpersoner, der kan hjælpe os til udviklingen af et sprog om os selv. Vi har behov for en positiv selvopfattelse, så vi ved, hvad det betyder at være autist - og turde sige det stolt.
Når den jeg er accepteres, elskes og fejres – som ethvert andet menneske, så trives jeg. Det er reel livskvalitet. Det er også en ultrakort beskrivelse af fænomenet neurodiversitet, en ideologi og forklaringsmodel, der modsat den medicinske autismemodels deficitfokus, tager udgangspunkt i, at alle mennesker er forskellige, ser forskellige ud, tænker forskelligt, har forskellige behov, sanser, baggrund osv.
- Og at alle mennesker er værdifulde og dejlige som dem, de er.
Neurodiversitet:
• Autistiske (/alle) mennesker er værdifulde, som vi er
• Forskelligheder skal elskes og fejres
• Ingen har ret til at ændre autistiske mennesker eller vores adfærd
• Autistiske mennesker definerer, hvad vi ønsker hjælp til
Enhver indsats i vores liv og ethvert ønske om at hjælpe os skal bunde i vores ønske om at blive hjulpet, for ingen andre kan bestemme over os end os selv. Enhver indsats i vores liv, skal have til formål at bidrage til vores livskvalitet, vores tryghed og være et bidrag til netop så meget selvstændighed, vi SELV ønsker.
Vi er f.eks. stadig selvstændige, når vi booker en pædagog til at køre os til supermarkedet og følge os rundt. Ligesom den blinde er selvstændig, rejsende med en førerhund, eller finansmanden er et selvstændigt menneske, selvom han har privatchauffør.
Amanda Baggs formulerede det så fint, da hun sagde:
”De siger jeg er lavt fungerende, men de kan ikke engang ordne deres egen computer!”.
Netop fordi der er en rangorden af færdigheders værdi i det almindelige samfund. En rangorden af tankers og tænkningers værdi og dermed en rangorden af menneskers værdi, kan vi omtale mennesker som handicappede. Tænker vi neurodiversitet, er dette ikke muligt, for evnerne til at lede en stor koncern og evnerne til at huske hvert ord af Ronja Røverdatter er færdigheder, der er lige værdifulde og lige gode menneskelige kvaliteter. I et sådant utopia kan alle være stolte over, hvem de er, alle kan blive behandlet med kærlighed og respekt og vi tør alle lære selv og tale åbent og nysgerrigt om forskelle.
• Min livskvalitet kommer igennem at være ærlig overfor mig selv om, hvem jeg er.
• Min livskvalitet kommer igennem at have lært, hvem jeg er.
• Min livskvalitet kommer igennem at sikre, at jeg altid kan være mig selv.
• Min livskvalitet lever, fordi jeg ikke går på kompromis med den.
• Min livskvalitet blomstrer, fordi jeg bliver elsket for den, jeg virkelig er.
Lad os formode, at alle mennesker er kompetente, at alle færdigheder er værdifulde og at alle mennesker skal mødes som mennesker, som netop dét menneske, de er.