Leg og børn med autisme

Manglende eller anderledes leg har måske været et af de tegn, der har ført til den udredning, der er endt med en diagnose indenfor autismespektret. Han leger ikke som de andre eller med de andre har pædagogerne i vuggestue eller børnehave måske sagt. Men hvad er leg?

Af: Lisbeth Kristensen, uddannet socialpædagog, har arbejdet mange år (og arbejder) i Specialbørnehaven Skovbrynet, Aarhus Kommune, med børn med diagnoser indenfor autismespektret, har afholdt kurser og workshops i emnet ”autisme og leg”, har desuden en psykoterapeutisk uddannelse, pædagogisk diplomuddannelse og er undervejs i kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi.

Hvad er leg?

Og videre, hvorfor bliver det særlig interessant i forhold til børn med autisme? Og kan og skal vi hjælpe disse børn til at lege? Slår man op i pædagogisk-psykologisk ordbog står der om leg: ”Aktivitet der er tilfredsstillende i sig selv, dvs. aktivitet for aktivitetens skyld”. Denne første indledning kunne de fleste børn med autisme måske nok leve op til; de beskæftiger sig netop ofte med aktiviteter for aktiviteten skyld, de stiller biler på række, de snurrer med dukketallerknerne, de gynger i timevis, de iagttager igen og igen sandet der løber ned mellem fingrene og ser ud til netop at nyde aktiviteten for det den er – en sansemæssig rar eller psykologisk tryg oplevelse. Samtidig er det disse aktiviteter, de fleste finder anderledes og udenfor den normale udvikling.

Vi mener nemlig også at leg skal være udviklende, hvilket fremgår, når man læser videre i ordbogen om leg: ”Har talrige funktioner i barnets udvikling: udvikler fantasi og færdigheder, fremmer socialiseringsprocessen bl.a. via efterligninger (identifikation) og gennem indsigt i handlingsforløb, understøtter dannelse af læringsmotivation”.

Så når pædagogerne i landets daginstitutioner skal drage omsorg for hvert enkelt barns udvikling og socialisering, så ser de legen ikke kun som barnets aktivitet, men også som en aktivitet, der skal føre barnet et sted hen. Og den gentagne beskæftigelse jeg beskriver ovenstående fører ikke til udvikling, socialisering og læringsmotivation.

”Og så sagde vi at du var mor'en”. Denne sætning kan vi nok alle genkende fra legens univers. Det er kun her man i nuet kan tale om fremtiden i datid. Noget børn almindeligvis mestrer uden at skulle lære det eller vide at det er det de gør. Leg sker almindeligvis af sig selv, barnet bringer sig selv ind i det udviklende univers, der beskrives i ordbogens termer ovenstående. Man kan i forhold til børn alment, diskutere om, hvordan og hvor meget de voksne omkring børnene skal blande sig børns leg. Men i forhold til børn med autisme er man nødt til at blande sig, den udvikling legen almindeligvis er katalysator for sker ikke af sig selv. Spørgsmålet er så hvordan man bedst blander sig? Og om leg, der ikke sker af sig selv, virker?

Virker leg for børn med autisme?

I bogen ”Play and Drama” siger de om leg og børn med autisme: Legende aktiviteter skaber følelsesmæssig respons. Dermed påvirker de en del af hjernen, som ikke er aktiv hos børn med autismespektrumforstyrrelser. Den emotionelle oplevelse i gentagne legeoplevelser påvirker neurotransmittere i hjernen. Leg er dermed med til at understøtte en udvikling mod kreativ og fleksibel tankegang – også de legeoplevelser, der er struktureret af den voksne. Men det er en forudsætning at de giver barnet en væsentlig emotionel oplevelse.

Så leg giver rigtig god mening i arbejdet med børn med autisme. Men for denne gruppe handler det ikke kun om at leg er læring, de skal også lære at lege og til det har de brug for støtte fra de voksne omkring sig. En støtte der, på basis af generel viden både om denne gruppe af særlige børn og leg, må tage udgangspunkt i det konkrete barn og det konkrete miljø omkring barnet. Hvilke legeaktiviteter søger barnet selv, hvad er dets motivation og personlighed, hvilke muligheder giver miljøet for at tilrettelægge gode legeoplevelser – alene, med en voksen, med andre børn.

Legeniveauer

Udover ovenstående definition af leg kan man også tale om forskellige niveauer i børns leg. Den etårige leger på en måde, den seksårige på en anden måde. En generel oversigt over denne udvikling er opstillet i bogen ”Autisme og leg”.

• Sansemotorisk leg: simpel undersøgende leg med en enkelt genstand
• Ordnende leg: ordner og sorterer uafhængigt af funktion
• Funktionel leg: legegenstande benyttes relevant ud fra deres funktion
• Forestillingsleg: genstande tillægges forestillede egenskaber
• Rollelege: legegenstande og de legende tillægges roller og personlighed

Imitation placerer sig i feltet for ordnende leg, men bliver interessant i sammenhæng med autisme, idet det afspejler en social rettethed, som er et af kriterierne for diagnosen.

Det samme med skelnen mellem funktionel og forestillingsleg. Funktionel leg kan være ret avanceret i sine brug af materialerne og ligne forestillingsleg. Men egentlig forestillingsleg kræver at barnet er i stand til at danne sig en indre forestilling om sig og virkeligheden som ”en anden”, altså at barnet så at sige ved at det leger. Det kræver en social forestillingsevne, som igen er et af kriterierne for diagnosen.

Leg, en samling af scripts

Barnet i 18 måneders alderen har en række små erfaringsoplevelser med handlingsforløb fra hverdagen, som det kan genkalde sig også i andre situationer. Og sammensætte på nye måder eller manipulere med i fantasien. Som vi for eksempel gør det, når vi tænker på, hvordan en ny sofa vil se ud i vores stue. 

Det er disse scripts, der er grundlaget for de første små legesekvenser, barnet udfører først funktionelt – koppen bliver brugt som kop og senere i lade som om – koppen er et toilet for dukken, og den skal helt vildt meget tisse.

Barnet med autisme danner også scripts, men de forbliver mere ufleksible og uforbundne. Barnet har en script for duploleg – de tre klodser i den størrelse og den farve ovenpå hinanden og øverst møllen. Barnet bliver ikke henrykt, når vi bringer en ny ide ind i dets leg og på egen hånd har det en tendens til ensidig og gentagen leg.  Men med respekt for barnets tænkemåde kan vi hjælpe det til at danne nye script, mere fleksible scripts – vi kan give barnet ideer til at sætte scripts sammen til historier.

Barnet med autisme er ikke på samme måde, som andre børn optaget af den sociale verden, de beskæftiger sig i højere grad med årsag-virkning og den tingslige verden. De undersøger legetøjet på deres måde, som kan denne bil også køre oppe på væggen. Hellere end at skele til hvad andre børn eller den voksne gør. Imitation, første trin i leg med andre, skal arrangeres af de voksne. Fælles opmærksomhed, hvor barnet deler sin leg med os, viser os ”se nu er bilen væltet”, skal understøttes eller måske introduceres af den voksne.

Forudsætningen er at vi tager udgangspunkt i der hvor barnet er og at vi kommunikerer til barnet hvad vi er ude på.  Og husk – at det er svært betyder ikke, at barnet ikke gerne vil have det sjovt sammen med os eller at barnet ikke vil lege; kun at det er svært.

Nogen vil måske indvende, ud fra en opfattelse af leg som spontan og på eget initiativ, at når vi begynder at strukturere legen og ville lære barnet at lege, så er det ikke længere leg. Netop derfor er det vigtigt at holde fast i, at det vi arrangerer for barnet skal skabe emotionelle oplevelser, som har betydning for barnet; dermed får den arrangererede leg de kvaliteter, der fører barnet videre til spontan leg.

Inspireret af en opstilling i bogen ”play and drama” kan pædagogens (eller forældrenes) rolle som igangsætter af barnets leg være at lægge muligheder tilrette, der styrker først nysgerrighed og undersøgelse, derefter forankring (at lege kan gentages og udvikles). Og videre, med dette afsæt, at kan barnet støttes til og i den frie leg.

Også i bogen ”autisme og leg” er et skema, der kan inspirere til hvordan man helt konkret kommer i gang på basis af observationer af barnets nuværende leg. Hvad kan barnet i legens univers, hvad motiverer barnet, hvilket legetøj skal jeg vælge?

Oplevelsen er målet og midlet

Leg handler om kontakt og nærvær – også fra den voksnes side. I legen må vi aflægge at ville lære barnet noget i betydningen at undervise barnet. Det vi skal lære barnet er at lege, at undersøge, at samle erfaringer. Det er oplevelsen i sig selv der er målet – og midlet.

Imitation er et vigtigt område, det er her barnet bliver rettet mod det sociale felt. – og et stort felt, hvor jeg selv hele tiden lærer nyt. I flere år har jeg troet at imitation gik ud på at jeg gjorde noget og barnet gjorde det efter. At barnet skulle imitere og dermed blive dygtigere.

Børnene har undervejs lært mig noget andet. Imitation virker først når den er gensidig, når jeg overgiver mig til legen fra barnets perspektiv. Et barn som kan lide at ordne og stable synes måske ikke at pizzaen skal lægges på tallerkner og derefter spises; men foretrækker at undersøge om pizzaen kan balance på koppen. En lige så sjov leg og endnu sjovere hvis pædagogen er med på undersøgelsen. Bagefter kan det måske også være interessant at gøre som pædagogen – at lade som man spiser den.

Hver leg sin regel

Da vi selv har været børn en gang har vi en umiddelbar tilgang til leg og legetøj og tænker ofte ikke over hvor kompliceret selv helt enkle situationer kan være, hvis man ikke har adgang til denne umiddelbare forståelse.

Her er fotograferet helt enkelt legetøj med sigte på to børns fælles leg, der forudsætter 4 forskellige sociale kompetencer og hvis barnet skal indgå i legen videre en forståelse af denne forskellighed. Børn, der måske leger varieret og fantasifuldt alene skal måske have hjælp til at forstå de forskellige ”regler” for de forskellige situationer for at kunne lege med et andet barn.

Social leg har sine egne regler

Ser vi som voksne et barn der er udenfor påvirker det os ofte meget. Vi vil gerne gøre vores for at barnet kommer med; men hvordan gør vi det bedst?

Borgunn Ytterhus har undersøgt samvær mellem børn i norske børnehaver og skriver blandt andet om forskellige strategier til at komme med i en leg. At spørge direkte enten selv eller gennem en voksen, beskriver hun som den absolut dårligste strategi. Det standser selve den leg barnet gerne vil være med i og lægger endvidere op til at svaret er ”nej”.

Virksomme strategier er at iagttage legen fra sidelinjen finde en rolle, der kan bruges og tilbyde den på det rigtige tidspunkt. Eller at deltage perifert, for eksempel som ”hund” i far, mor, børn leg med chance for senere at få en større rolle.

Samtidig påviser hun at børn med synlige handicap har nemmere ved at blive accepteret med de anderledes bidrag i børnegruppen end børn med usynlige handicap. Hun skriver:

”I børnenes sociale praksis tyder meget på at berettigelse til venskab og samhandling reguleres af synlig anderledeshed kombineret med aktivt udvist vilje til at opretholde interaktionens flow, opretholdelse af sociale samhandlingsregler og evne til at opretholde passende udslag på legens amplitude” (s. 237)

Børn med autisme har ikke et synligt handicap, de er sjældent gode til at indgå i interaktion, forstår ikke de sociale regler og har svært ved at indgå i leg. De har set i lyset af ovenstående citat, som er baseret på hvordan livet rent faktisk udfolder sig mellem børnehavebørn, en vanskelig udgangsposition i børnegruppen.

Skal børn med autisme derfor være med i social leg kræver det at der også arbejdes med gruppens solidaritet mere grundlæggende. Måske specifikt i forhold til det enkelte barn. Gruppen skal måske have forklaret barnets ”handicap”, en indirekte synliggørelse. Samtidig som den voksne skal være til stede lige der hvor barnet har chancen for at være med i social leg og være formidler af legens sociale regler til barnet med autisme, men også formidler af de brud på det forventelige som barnet med autisme måske tilfører legen.

En helt praktisk inklusionsproces rettet mod det enkelte barn. Men også et mere generelt arbejde, med gruppens sociale ansvarsfølelse overfor hvert enkelt af de andre børn i gruppen. Og videre med børns opfattelse af anderledeshed, idet det er denne opfattelse, der ligger til grund for om et barn er med i legen eller udenfor. Leg er på denne måde også central i de inklusions- og eksklusionsmekanismer vi nødvendigvis må have fokus på, hvis børn med autisme skal kunne trives i de almene daginstitutioner.

Pædagogisk arbejde med ”autisme og leg” handler derfor både om at bringe det enkelte barn ind i leg, som udviklende aktivitet og om at arbejde med børnegruppens forståelse og håndtering af anderledeshed.

Litteratur

Beyer, Jannick; Gammeltoft, Lone (2000): Autisme og leg. Videnscenter for Autisme
Ytterhus, Borgunn (2003): Socialt samvær mellem børn, inklusion og eksklusion i børnehaven. Socialpædagogisk bibliotek
Sherrath, Dave (2002): Developing play and drama in children with autistic spectrum disorders. David Fulton.
Se desuden min hjemmeside for artikler og opgaver: www.kristensenlisbeth.dk