Når tankerne får spillerum: forskellen på angst og frygt

…Og hvad det har at gøre med Covid-19/corona-virus

Skrevet af: Psykolog Kirsten Callesen, Psykologisk Ressource Center og Søstjerneskolen

En stor del af det at have autisme eller Aspergers syndrom handler om hele tiden at prøve at blive forberedt på det uforberedte. At bevare roen gennem kontrollen så man ved, hvad der skal ske, hvornår det skal ske og hvorfor det sker. For de fleste personer med autisme giver denne forudsigelighed lindring og styrke i forhold til de mange ting livet byder på, hvor man også skal kunne klare at være fleksibel i sin hverdag. For det sker jo alt for tit, at planerne ikke holder 100 % og man skal helst kunne klare de små og store forandringer, som hele tiden dukker op.  Men hvis man har autisme, gælder det særligt, at jo mere man kan stole på de mennesker man er sammen med og på, at de planer, der bliver lagt i ens hverdag, holder, des mere overskud har man til at mestre de situationer, der pludseligt kan opstå.

De fleste med autisme kender til at have rigtig mange tanker, som kan fylde og drille og belaste ens sind. Det hænger for det meste sammen med, at man prøver at være forberedt og analyserende i forhold til alle de ting, man skal tage stilling til og magte at være i. Mange personer med autisme bruger meget tid efter en situation, eller når dagen er omme og man skal prøve at falde i søvn, på at analysere, hvad der skete. Hvem gjorde hvad, og hvorfor, og fik man sagt eller gjort det rigtige og ageret på den rigtige måde i forhold til andre eller sig selv?

Når man har tanker, der bliver ved med at fylde og som man ikke bare lige kan stoppe selv eller afledes fra, så begynder det at være problematisk. Dette tankepres kan skabe stort ubehag i ens krop og sind og minde om angst og overreaktioner af forvrængede tanker.

Det er meget udbredt at tale om, at mange mennesker med autisme og Aspergers syndrom har forskellige former for angst. Og der bliver tilbudt en lang række behandlingsformer, som kognitive terapier, herunder cool kids for børn og metakognitiv terapi eller eksponering, hvoraf flere behandlinger bliver forsøgt gjort til autismespecifikke terapiformer. En lindring af angstsymptomer er dog ikke det eneste vigtige fokus for mig. I mit arbejde med mennesker med autisme fokuserer jeg først og fremmest på at forstå, hvilke grundlæggende problemer der kan forårsage angsttankerne og de deraf følgende angstreaktioner. Ofte skyldes det belastning af et overloadet sansesystem eller manglende forståelse for at en person med autisme kan have følelsesmæssig, kommunikativ eller socialt mindsket kapacitet og færre strategier til at kunne overskue sit liv. Vi skal blive bedre til at skelne og støtte op omkring de problemer, der rent faktisk er angst, men i lige så høj grad også være opmærksomme på de grundlæggende autismeudfordringer, der giver et angstfyldt udtryk.

Én af mine store aha-oplevelser, da jeg for flere år siden begyndte at arbejde med angst hos mennesker med autisme, var at forstå forskellen mellem angst og frygt. Der er flere forklaringer på dette, men her kommer den, som jeg har taget til mig og bruger i mit kliniske arbejde.

Både angst og frygt er følelser, som er aktiveret af amygdala, den del af hjernen som blandt andet registrerer og bearbejder farer. Når et menneske bliver grebet af angst eller frygt, så kommer der altid en fysiologisk reaktion, hvor stresshormoner som adrenalin eller kortisol bliver frigjort i blodet. Man gør sig instinktivt klar til at kæmpe eller flygte eller man får ondt i maven eller kroppen eller bliver fyldt med stærkt ubehag. Disse kemiske reaktioner skærper ens opmærksomhed på dét, som sker, og gør én bevidst om, at der er noget galt og ofte kommer der en automatisk stress- eller følelsesreaktion hos den enkelte person.

Det nye for mig var at lære at skelne mellem hvad der giver angst og hvad der kan forårsage frygt. Angst lærte jeg, var, når man havde irrationelle tanker om noget, som man opfattede der var farligt, men uden det egentlig var farligt. Hvorimod frygt opstod, når der var en situation, der var farlig rationelt set, og hvor de tanker man gjorde sig om en situation var reelle og ikke irrationelle. Det interessante for mig var at forstå, at det føltes ens for den person, som enten oplevede angsten eller frygten. Éns puls steg, man begyndte at svede, man fik det meget ubehageligt, man blev ansporet til enten at flygte eller fighte (adrenalin drevet reaktion), eller man fik ondt i maven, ondt i hovedet, blev fyldt med frygtelige tanker, der kunne overtage ens fornuft (kortisol drevet reaktion) og mange gange det hele på en gang.

Tilgangen og behandlingen i forhold til angst og frygt er meget forskellig. Hvis man har angst, er det primære fokus, at den enkelte person som lider af angst skal lære at opfatte sin virkelighed anderledes. Personen skal lære at udholde følelserne af angst og samtidig arbejde på at ændre sine tanker og fysiologiske reaktion i forhold til det, han oplever. Det kan ske f.eks. ved at trække vejret på en selv-regulerende måde eller at ”se igennem” sine tanker og fokusere på noget andet, mens angst-tankerne afledes og man igen kan være i situationen. Frygt derimod opfattes som en udefrakommende trussel, hvor man skal have hjælp til at komme ud af den belastende situation. Hvis man bare ”ser igennem” eller lærer at aflede sig selv, så kan man risikere at blive direkte skadet både fysisk og mentalt. Frygtens følelsesmæssige reaktion er at anspore til handling, at komme væk fra det truende og få hjælp af andre.

Et eksempel på forskellen mellem angst og frygt blev tydelig hos Mikkel, som gik i 9.klasse på en almindelig folkeskole. Lærerne oplevede, at Mikkel tit trak sig fra de andre og at han virkede angstfyldt, så de ville gerne have nogle ideer til, hvordan de kunne støtte ham, så han blev mindre angst i klassen.

Mikkels klasse havde fået besked på, at de skulle være åbne og prøve at inkludere ham i frikvartererne, så når de så ham, skulle de invitere ham med i boldspillet eller i det øvrige samvær. Det var en god klasse med mange ansvarlige klassekammerater. Mikkel, som normalt bedst kunne lide at bevæge sig i udkanten af skolegården, indvilligede i at gå hen til sin klasse og være med i de sociale aktiviteter i frikvartererne, for han ville selv gerne være en del af fællesskabet. Da Mikkel nærmede sig, råbte Kasper, som stod med klassens bold, ”Hej Mikkel, - grib” og kastede bolden hen til Mikkel, som en inviterende gestus. Mikkel var uforberedt på så hurtigt at komme med i legen, så da han hørte sit navn, vendte han sig mod Kasper, men nåede ikke at ”læse” situationen, og blev derfor ramt i hovedet af bolden i stedet for at gribe den.

I det øjeblik oplevede Mikkel frygten over ikke at kunne slå til og passe på sig selv. Mikkels følelsesmæssige reaktion var frygt og han løb væk fra skolegården og op i klassen og klagede til sin lærer over, at de andre i klassen havde mobbet ham og at de slet ikke tog hensyn til ham. Hans reaktion i situationen var vældig reel, når man tager udgangspunkt i hans autisme og de udfordringer med social processering, som han gennem hele sit liv har stået med. Mikkels tanker var ikke irrationelle i situationen, for autismen hindrede jo netop den hurtige intuitive sociale og kropslige reaktion, som havde været lettere for en person uden autisme at udvise.

Læreren prøvede at opklare situationen med de andre i klassen, og Mikkel fandt ud af, at Kasper ikke havde mobbet eller drillet ham med vilje, men at det havde været et forsøg på at få Mikkel med i legen. Læreren overvejede om Mikkel havde social angst eller angst for åbne pladser eller anden form for angst, som han kunne få behandling imod. Men min overbevisning var, at Mikkel havde brug for hjælp i miljøet, så han kunne udvikle tillid og mod til at være sammen med de andre i takt med, at han fik trænet sine sociale strategier, øvet at gribe en bold samtidig med at han drejede sig, fik lavet aftaler med de andre om, at når de kaldte hans navn, så skulle de vente på at han svarede ”klar”, så kunne man kaste til ham. Fokus i forhold til Mikkel var ikke, at han skulle ændre sine ”irrationelle” tanker om, at de andre mobbede ham. Men derimod at han skulle lære at klare sig i et miljø, som hans sanser og erfaringer tidligere havde oplevet som en krigszone, og få udviklet strategier til at kunne håndtere de sociale situationer i skolen på en konkret måde. Her var metoden, at Mikkel og hans klassekammerater fik hjælp til at udvikle sociale strategier i fællesskab, som Mikkel kunne lære at bruge i det tempo hans autisme kunne mestre. Mikkel oplevede sig respekteret og i klassen kunne man tale om, hvad autisme kunne medføre i forhold til ens sociale strategier og hvordan Mikkel kunne få støtte af de andre til at blive en del af fællesskabet.

Det, som begyndte at undre mig var, at så mange mennesker med autisme blev opfattet som havende angst, når de problemer, som de rent faktisk stod med, var reelle og uoverkommelige for dem set fra et autismeperspektiv. Situationerne i hverdagslivet er talrige, hvis man har autisme og ofte bliver presset ud over sin kapacitet og komfortzone. Hvis man f.eks. er sammen med mennesker, som misforstår eller mistolker dét, man siger, så skaber det et indre pres og ubehag, fordi man netop ikke kan forklare sig. Hvis detaljerne bliver overset, skaber det forvirring og utryghed, fordi man ikke tør stole på, at der er styr på resten af tingene, hvis de små detaljer bliver overset. Hvis man skal svare på andres venlige spørgsmål, uden man kan regne ud, hvad de forventer eller man bliver presset til at svare, uden man har mulighed for at tænke tingene igennem, skaber det et stort pres. Hvis man skal tage bussen og der er mange mennesker, lugte, lyde eller berøringer, som skaber stort ubehag. Hvis mennesker med autismes reaktioner og forbehold bliver misforstået, som værende angstreaktioner, som de skal lære at håndtere, så lægger man endnu en belastning oveni deres i forvejen pressede nerve- og følelsessystem. Man kan opleve, at man bliver sygeliggjort stedet for, at der er forståelse for, at man faktisk bliver regulært belastet, da autismen kan medføre en mindsket kapacitet for at bearbejde ens følelser, sanser og tanker. Man kan ikke bare lære at ignorere ubehaget indtil det går væk, for autismen går ingen vegne!

Dette ledte til en anden af mine aha-oplevelser i forhold til angst og autisme. Nemlig at en stor del af ubehaget, som kan opleves af mennesker med autisme og som kan ligne angst, kan komme fra et sanseoverloadet nervesystem.

Måden hjernen bearbejder sanser og følelser på er gennem en filtrering af disse i det limbiske system i hjernen. Særlig talamus organet filtrerer vores sanser og sender signalerne videre ud til resten af hjernen. Sansesignalerne bliver også sendt videre til amygdala, som er hjernens sanse- og følelsescentral, og som blandt andet registrerer, om der er fare på færde. Amygdala er i tæt samspil med tænkedelen af hjernen, kortex, og via det neurale netværk er man i stand til at processere tanker og følelser samtidigt. Der bliver sendt signaler fra hjerneceller i amygdala og det limbiske system (sanser og følelser) til hjerneceller i kortex (tanker) og retur, og dette er en del af selv-reguleringsprocessen.

Man kan lære at tale sig selv til ro, selv når der er stærke følelser i spil, med mindre amygdalas signaler er så stærke, så tankesignalerne fra kortex ikke kan nå igennem til amygdala, som derimod får aktiveret stress-signalerne adrenalin eller kortisol. Så sker der en form for følelses- eller sansemæssigt kup, som sætter gang i flygt eller kæmp adfærden, eller som aktiverer alle de negative automatiske tanker, som forstærker ens ubehag eller afmagtsfølelser og som nedsætter den rationelle del af hjernen momentant.

De nye og vigtige informationer for mig blev at lære, hvordan mennesker med autismes hjerner fungerer anderledes end mennesker med neurotypisk udviklede hjerner. Særlig to områder fungerer anderledes. Det ene område er talamus (sanseportalen), som hos mennesker med autisme har sværere ved at filtrere almindelige sanseindtryk. Så lyde, lugte, smagsindtryk, berøring og visuelle input kan virke voldsomme og disse indtryk sendes videre til amygdala, som kan blive aktiveret og stresset over de stærke sanseindtryk. Derfor er der nogle mennesker med autisme, som kan opleve sig særlig sensitive. Det andet område som er anderledes hos mennesker med autisme, er samarbejdet mellem kortex (tænkedelen) og det limbiske system (sanse- og føledelen). Det er nemlig konstateret, at samarbejdet mellem disse områder er anderledes og mindsket, så man har sværere ved at få sine tanker og følelser til at spille sammen. Enten er man i sine tanker og er meget rationel uden rigtig at kunne mærke sig selv eller man er i sine følelser og er meget sensitiv uden rigtig at kunne berolige sig selv. 

Min overbevisning er, at det almindelige liv, som mange mennesker med autisme lever og oplever, skaber så store sanse- og følelsesmæssige påvirkninger i hverdagen, at amygdalas aktivitet øges og derfor øges stress-signalerne i hjernen og kroppen. En almindelig hverdag opleves som belastende for mange mennesker med autismes nervesystem og det kan øge oplevelsen af ikke at kunne tåle eller klare almindelige hverdagsaktiviteter, som for andre virker lige til og petitesseagtige. De sansemæssige påvirkninger kan være svære at bearbejde også selvom dagen er fyldt med struktur og forudsigelighed, som normalt er det, der skaber tryghed og ro.

Og så er vi ved sagens kerne i forhold til, hvad der sker i denne tid. Hele verden bliver påvirket af en helt reel trussel, hvor man kan tale om et kollektivt chok eller traume.

Vi bliver alle bedt om at vise samfundssind og rette os efter de sundhedsmæssige regler om håndvask og afspritning af hænder og social distance. Men for mennesker med autisme er der meget mere på spil. Hele den verden som de kender og lever i, er ændret akut. Der er påbud og forbud og regler og retningslinjer, som har sendt deres liv i så voldsom ubalance, at vi må antage, at der vil komme en udfordrende mental sundhedsbølge af pandemiske dimensioner, som verden over kræver lige så stor behandling og forståelse i løbet ad de kommende uger, som den medicinske situation kræver.

For mennesker med autisme skal leve både med den helt regulære frygt det indebærer, at corona-virussen kan medføre sygdom med svære komplikationer til følge for dem selv eller mennesker de kender. Og udover denne regulære frygt har corona-virussen ændret hele verdens virkelighed og hverdag for dem selv, deres familier, skoler, arbejdspladser og institutioner. Lige nu kæmper de fleste mennesker med autisme ikke med en irrationel angst, som de må arbejde med at komme sig over. Nej, de kæmper med så meget belastning af deres indre systemer, sanseoverload, forandringer, tab af livskvalitet og potentielle traumetilstande, som medfører en reel frygt for overhovedet at kunne klare at integrere disse nye ændringer så hurtigt, som det er nødvendigt, for at kunne klare deres nye livsbetingelser.

Mennesker med autisme bliver i disse uger ramt langt hårdere og mere gennemgribende end neurotypiske borgere. Vi oplever alle en massiv og invaderende ændring i det liv, vi kender og har levet indtil nu. Men mennesker med autisme oplever, at alle de ting, som de i forvejen kæmper med at få til at fungere, bliver udfordret i en grad, som hverken de selv, eller de mennesker de plejer at læne sig op ad, har kapacitet til at håndtere eller få på plads igen. Der er allerede nu fortællinger om borgere, hvis rettigheder bliver overskredet på grund af corona-virus tiltag, ligesom skoledagene for elever med autisme er så forandrede og alle rutiner er brudt samtidig med, at de oplever øget social isolation. Derfor bliver de næste uger og måneder en øvelse i, hvordan vi i fællesskab kan skabe en ny verdensorden, så alle der har autisme tæt inde på livet, hurtigst muligt kan finde nye rutiner og retninger, så det kan blive muligt at retablere en form for balance i hverdagslivet, på trods af næsten umulige præmisser.