Hildurs dagbog: Og det blev atypisk! (Del 7)
En autist betragter verden i en virusbestemt tid.
Hildur Grauslund Nielsen: leder, forfatter og foredragsholder.
Læs første del af dagbogen her.
Læs anden del her.
Læs tredje del af Hildur's dagbog her.
Læs fjerde del af dagbogen her.
Læs femte del af Hildur's dagbog her.
Læs sjette del af her.
Torsdag den 02. april 2020.
Da min bog ”Jeg er autist – en kat i en verden af hunde” udkom sidste år på den internationale autismedag, havde jeg i tankerne, at jeg sandsynligvis ville holde en tale et eller andet sted præcis året efter.
Min internationale autismedag blev dog uden taler, da ingen havde inviteret mig. Når jeg har luret på de forskellige arrangementer, som var annonceret før corona-krisen (men som siden er blevet aflyst af gode grunde), så synes jeg, arrangementerne har været præget af gengangere, hvilket jeg har det ambivalent med, fordi jeg på den ene side forstår ønsket om genkendelighed, men på den anden side er bekymret for ensidigheden.
Da jeg skrev min bog, var jeg ikke medlem af Landsforeningen, og heller ikke af udvalgte grupper på Facebook. Det var jeg ikke af idealistiske grunde, fordi jeg i valget (hvis jeg absolut skulle vælge) mellem arten (altså andre autister) eller klassen (altså alle mulige typer med samme interesser som mig selv) foretrak det sidste, da ønsket om alsidighed er stærk hos mig. Det kan skyldes, at jeg som leder har lært, at det ikke dur, hvis medarbejderne kommer fra den samme enklave, akkurat som jeg chef valgte at ansætte mindst en medarbejder, hvis arbejdsprofil provokerede mig. Alsidighed holder en leder skarp og sikrer, at flest mulig opgaver bliver løst på et acceptabelt niveau.
I det forgangne år er jeg blevet vidende om, hvilket vigtigt arbejde Landsforeningen Autisme gør, og derfor er jeg i dag medlem for at støtte dette arbejde, men når det er sagt, så må jeg samtidig tilføje, at der er mange negative opslag på Landsforeningens gruppe på Facebook. Jeg kunne ikke drømme om at søge trøst og lindring hos negative mennesker. Der er simpelthen for få morsomme indslag, og det undrer mig. Autister har da humor, så kom i gang!
Et menneske kan blive et offer for noget, men det betyder ikke nødvendigvis, at det skal tænke som et offer. Jeg har brug for meget alenetid til at bearbejde alle de indtryk, jeg får i løbet af en arbejdsdag, men jeg betragter det ikke som et åg, at min hjerne er som at sammenligne med en seismograf. For mange år siden fandt jeg en vis trøst i eksistentialismen (menneskets ensomhed er ubodelig), som mange mennesker i disse tider prøver gevaldige kræfter med, fordi de på ingen måde kan defineres som ENSOMHEDSPARATE. Eftersom jeg endnu ikke har løst venskabets gådefulde bånd, er ensomhed et grundvilkår for mig. Jeg har stor træning i at være ensomhedsparat, så for mig er det interessant at følge med i, hvordan andre klarer corona-situationen.
Jeg synes, det er nemt at holde selskabslivet inaktivt, men da jeg jo i forvejen har en ret svag hjertelyd på det punkt, skal jeg gerne indrømme, at jeg er et rigtig dårligt forbillede på det område. Jeg har opfordret andre til at tage det som en øvelse i at være sammen med sig selv, og kun sig selv. Jeg er blevet mødt af hovedrysten 😉
Jeg savner at tage ud i naturen, når jeg er i dårligt humør, men tanken om, at jeg ikke kan få den fred og lindring, jeg søger, fordi naturen pt bliver overrendt af folk, som ikke er vant til at komme der, og derfor laver et frygteligt postyr af lutter desperativ kedsomhed (fordi børnene burde være i skole og de selv på arbejde), er nok til, at jeg hellere bliver hjemme. Jeg har dog planlagt en fugletur på mandag, men jeg siger ikke hvortil …
Fredag den 03. april 2020.
Det er faktisk flere dage siden, så det er underligt, at jeg har glemt at nævne det, men i søndags skiftede vi til sommertid. Jeg møder tidligt på arbejdet, så det er en særlig oplevelse, når morgenerne begynder at blive lyse igen, da det er en meget trist tid i den periode, hvor jeg tager på arbejde i mørke og tager hjem i mørke. De lysere tider forfrisker livsmodet betragteligt.
Det er heldigvis ikke sådan for mig, at jeg bliver martret af timeforskydningen, men jeg er opmærksom på, at jeg har en tilvænningsperiode på cirka 14 dage. Timeforskydningen kalkulerer min indre døgnrytme ikke med i første omgang, så jeg vågner en time før vækkeuret og bliver træt en time før normalt om aftenen, og om morgenen bliver jeg irriteret over, at jeg igen skal have lys på cyklen, fordi den lyse morgen var så fortryllende efter en lang og grå vinter. Her er det rimeligt at sige: det går snart over.
I dag henvendte en ældre mand sig til mig, fordi hans snørebånd var gået op. Han var for stivbenet til selv at bøje sig ned og fikse problemet, så derfor henvedte han sig til mig. Det blev først lidt akavet og ambivalent for mig, fordi jeg på den ene side gerne ville holde afstand, men på den anden side gerne ville hjælpe manden. Eftter 30 sekunders tøven valgte jeg dog at bøje mig ned og fikse snørebåndet. Jeg befinder mig dagligt i et højrisikoområde, hvad smittesandsynlighed angår, men selv om jeg har tilegnet mig en OCD-agtig adfærd, hvad håndkontakt og hyppig håndvask/spritning angår, så kunne jeg aldrig drømme om at opgive min medmenneskelighed.
Og yderligere bliver min tålmodighed sat mindre på prøve, fordi de fleste kunder nu hakker på hinanden i stedet for på personalet.
Lørdag den 04. april 2020.
Bliv hjemme. Nyd en is på altanen. Det gjorde jeg så, og det var fredfyldt. Efter min morgentræning, morgenmad og løsning af et krydsord tog jeg mig en lille lur. Så læste jeg videre i en af mine bøger, indtil jeg havde brug for en indtrykspause. I pausen gik jeg på gaden for at købe flere is. Om lidt er der aftensmad. Tarteletter med høns og asparges 😊
Nogle gange er enkelthed faktisk den bedste medicin mod den martrende kompleksitet; kaos eller rutinesammenbrud gså kaldet.