Det gode liv som autist, foredrag med Pernille Hebsgaard.

Event dato:
5. okt. 2023 - 5. okt. 2023

Torsdag d. 5. oktober kl. 19-21 inviterer Autismeforeningen Kreds Vestegnen til foredrag med Pernille fra "Pernille Hebsgaards autistiske verden". Vi glæder os til at se dig, til arrangementet der bliver afholdt i Kulturhuset Kilden, Nygårds Plads 31, 2605 Brøndby.

Dette oplæg henvender sig til dig der for nyligt har fået en autismediagnose eller opdaget du er autist. Hvad kan du forvente af livet med autisme? Hvad vil det egentlig sige at være autist? Hvordan kan du lettest opnå selvaccept? Og hvordan kan du navigere i hverdagen med de udfordringer og styrker der kan følge med dét at være født ind i en verden, der til tider kan have svært ved at forstå og rumme dig?
Måske har du levet i mange år og følt dig forkert, sart og utilstrækkelig? Måske har du udviklet kompenserende strategier og følt du skulle kæmpe mere for alting? Måske er du udmattet, forvirret og føler dig alene? Og måske du alt for ofte har bekymret dig om andre og hvad de mon tænkte om dig?
Men hvad nu hvis jeg fortalte dig, der aldrig har været noget galt med dig og at du er langt fra alene? Hvad nu hvis jeg fortalte dig, det var muligt at få mere overskud i hverdagen - og livskvalitet i det hele taget? 
Kom med til en hyggelig aften hvor det for en gangs skyld skal handle om DIG og den DU er - og ikke hvad eller hvem andre mener du BØR være. Lad mig fortælle dig, hvordan du får det bedste ud af livet som autist.
Med alt fra nemme hverdagstips til hensigtsmæssige livsstrategier og tilgange vil du kærligt blive guidet hen imod større selvforståelse og -accept, men især livskvalitet - af én der har været der selv og som ved hvad du gennemgår. Velkommen til det gode liv med autisme.
Arrangementet er gratis for medlemmer af Autismeforeningen, mens det koster 200 kr. for ikke-medlemmer. 
Til arrangementet kan der købes mad og drikke i Kulturhusets cafe.