Webinar: Mindfulness

Event dato:
25. nov. 2020 - 25. nov. 2020

Lone Ross Nylandsted

Trænger du til mere ro og nærvær i dit liv? Kom til webinar og hør om stress-reducerende mindfulnesstræning til dig som er forælder til et eller flere børn med ASF.

Kreds Vestegnen har arrangeret webinar onsdag d. 25/11 kl. 18:30-20:00 med Læge PhD Lone Ross Nylandsted. 

Lone Ross Nylandsted

Lone er uddannet i mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR), som er det forskningsbaserede mindfulness-program, der blandt andet benyttes i sundhedsvæsenet, og som også programmer til skolebørn er baseret på. Desuden er Lone uddannet instruktør i mindfulnessbaseret kognitiv terapi tilpasset børn og unge med ADHD eller en autismespektrumforstyrrelse og deres forældre (UvA Minds, Amsterdam Universitet). Lone har erfaring med at undervise grupper af unge med autisme i et forløb på 10 gange 1,5 time som en del af et forskningsprojekt under Syddansk Universitet, og har også erfaring med autisme i sin egen familie.

Webinar

Webinaret er et oplæg (ikke et kursus) omkring metoden, fordelene og mulighederne ved at benytte mindfulness til at skabe nye strategier i hverdagen omkring samværet med barnet, og har et ønske om skabe øget trivsel og udvikling i familien.

Der er mulighed for at stille spørgsmål vha. chat/Q&A-funktion. Oplægsholderen og moderatoren afgør om nogle kan tages løbende eller om de tages efter oplægget.

Mindfulness

Mindfulness for forældre, går ud på at træne forældre til at have fuld opmærksomhed. Træningen af opmærksomheden hjælper til at kunne klare det stress, der kan være hverdagen. Det kan have en stor positiv indflydelse på, hvordan man er som forælder og kontakten til sine børn. At træne mindfulness kan også hjælpe til at blive opmærksom på egne automatiske negative reaktioner. Når man er opmærksom på baggrunden for sine reaktioner, bliver man mindre tilbøjelig til at reagere på den automatiske måde i forhold til sine børn, partner, søskende og familie i det hele taget.

At være forældre til et barn med autisme, kan være en kontinuerlig stressmæssig belastning. Forskning viser, at forældre til børn med autisme scorer signifikant højere i spørgeskemaer og ratingscales, der måler stress, end forældre til børn med andre diagnoser (Sharpley et al., 1997; Dabrowsa, 2010).

Din evne til at tackle de udfordringer, som følger med autismen, hænger blandt andet sammen med din evne til at kunne mentalisere dit barn korrekt, dvs. at kunne forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, behov, mål og grunde. Vi mentaliserer alle, når vi interagerer med hinanden, men vi er sjældent opmærksomme på, at vi gør det. Evnen til at mentalisere nedsættes i de situationer, hvor du bliver stresset eller føler fx angst, vrede, sorg, irritation, frustration og afmagt.

Mindfulness kan hjælpe til at blive styrket i at møde sig selv på en mere åben og kærlig måde fremfor selvkritisk og dømmende, samt reducere stress.

Se evt. mere på Lones hjemmeside: www.loneross.dk 



Velkommen og vel mødt 
Bestyrelsen i Kreds Vestegnen


PS. Webinaret foregår online via Teams. Link udsendes samme dag som foredraget.

PPS. Dette er et online-event og det vil ikke være muligt efterfølgende at se on-demand.