Vedtægter for Landsforeningen Autisme - Kreds Storkøbenhavn Nord

§ 1 Navn

Landsforeningen Autisme, Kreds Storkøbenhavn Nord.
Tidligere Kreds Storkøbenhavn, Lokalforeningen Storkøbenhavn samt del af Lokalforeningen Frederiksborg Amt.


§ 2 Formål

Kredsforeningens formål er i samarbejde med Landsforeningen Autisme, og i overensstemmelse med Landsforeningens formål, at skabe de bedst mulige vilkår for mennesker med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF).


§ 3

Formålet søges opfyldt ved:
• at udbrede kendskab til og forståelse for de vanskeligheder ASF medfører,
• at repræsentere mennesker med ASF, børn, unge og voksnes interesser overfor samfundet,
• at støtte og vejlede forældre og søskende til mennesker med ASF,
• at virke for oprettelsen af og støtte til de nødvendige tilbud, for mennesker med ASF; herunder børnehave- og skoletilbud, opholdssteder, bofællesskaber, beskæftigelsestilbud og andre aktiviteter som idræt og kulturelle tilbud,
• at sikre at tilbud til mennesker med ASF har den fornødne kvalitet og tager udgangspunkt i den enkeltes individuelle behov,
• at fremme nødvendig forskning samt formidling heraf,
• at sørge for i videst muligt omfang at få politisk opmærksomhed og indflydelse til gavn for medlemmerne

§ 4 Geografisk afgrænsning

Kredsforeningen dækker følgende kommuner: Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Egedal, Ballerup.


§ 5 Medlemmer og medlemskab

Som medlem kan optages alle, som ønsker at støtte foreningens formål. Kredsforeningens medlemmer er samtidig medlemmer af Landsforeningen Autisme.
Medlemskontingentet fastsættes af Landsforeningen Autismes repræsentantskab og opkræves af Landsforeningen Autisme.
Indmeldelse og udmeldelse sker til Landsforeningen Autisme. Udmeldelse skal ske skriftligt.

§ 6 Generalforsamling

Kredsforeningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Der afholdes ordinær generalforsamling én gang om året inden d. 15. marts.
Der indkaldes via kredsforeningens hjemmeside og nyhedsbrev udsendt til alle medlemmer med mindst fire ugers varsel og med mindst følgende dagsorden:
• Valg af dirigent
• Valg a referent
• Valg af stemmetællere
• Formandens beretning
• Kassererens aflægger beretning om det reviderede regnskab samt fremlæggelse af regnskab til godkendelse
• Behandling af evt. forslag fra bestyrelsen
• Behandling af evt. indkomne forslag
• Valg af bestyrelsesmedlemmer.
• Valg af tre medlemmer til repræsentantskabet + 1 suppleant.
• Valg af intern revisor
• Eventuelt
Forslag fra medlemmerne skal være kredsforeningens bestyrelse i hænde senest 14 dage inden den ordinære generalforsamlings afholdelse, via kredsens e-mail, hvorefter de senest 7 dage før Generalforsamlingens afholdelse, offentliggøres på kredsforeningens hjemmeside.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes hvis et flertal af bestyrelsen ønsker dette, eller efter skriftligt motiveret ønske fra mindst 1/3 af medlemmerne.
Ønske om ekstraordinær generalforsamling stilles skriftligt til kredsformanden, som sørger for at den ekstraordinære generalforsamling indkaldes med 3 ugers varsel, senest 2 uger efter ønsket er stillet.
Dagsordenen på ekstraordinær generalforsamling vil være følgende:
• Valg af dirigent
• Valg af referent
• Forslaget til den ekstraordinære generalforsamling
Alle beslutninger på generalforsamlinger træffes ved simpelt flertal. For vedtægtsændringer og opløsning af kredsforeningen, gælder særlige afstemningsregler, som er beskrevet i § 11.
Stemmeberettigede på generalforsamlinger er medlemmer, hvis kontingent er betalt senest i forbindelse med generalforsamlingens afholdelse.
Afstemninger foregår ved håndsoprækning. Der skal foretages skriftlig afstemning, hvis mindst ét af de fremmødte medlemmer ønsker det.
Der føres referat over de på generalforsamlingen trufne beslutninger. Referatet underskrives af dirigenten, referent og kredsbestyrelse og indsendes til Landsforeningen Autisme efter førstkommende kredsbestyrelsesmøde. Referatet offentliggøres ligeledes på kredsforeningens hjemmeside.


§ 7 Bestyrelsen

Kredsforeningens bestyrelse skal bestå af mindst 3 medlemmer samt indtil 2 suppleanter.
Valg til kredsbestyrelsen gælder for 2 år, og genvalg kan finde sted. Halvdelen af kredsbestyrelsen er på valg hvert år.
Suppleanter er på valg hvert år
Det skal tilstræbes, at kredsbestyrelsen repræsenterer alle mennesker der er i berøring med autisme - både pårørende og mennesker med en diagnose.
Umiddelbart i forlængelse af generalforsamlingen indkaldes til kredsbestyrelsesmøde hvor kredsbestyrelsen konstituerer sig.
Der skrives beslutningsreferat af kredsbestyrelsesmøderne. Kredsbestyrelsen er beføjet til at nedsætte udvalg til varetagelse af særlige anliggender.


§ 8 Væsentlige beslutninger

Kredsforeningen kan ikke uden Landsforeningen Autismes hovedbestyrelses samtykke erhverve, sælge eller pantsætte fast ejendom eller optage lån på kredsforeningens vegne.

§ 9 Tegningsret, hæftelse og gaver

Kredsforeningen tegnes af kredsbestyrelsens formand og et medlem af kredsbestyrelsen.
Kredsbestyrelsen kan delegere sin tegningsret vedrørende konkrete dispositioner til kassereren. En sådan beslutning tages til referat.
Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt optagelse af lån, tegnes kredsforeningen af samtlige kredsbestyrelsesmedlemmer og skal indhente Landsforeningen Autismes forudgående godkendelse af dispositionen.
For kredsforeningen hæfter alene kredsforeningens egen formue. Klausuler på gaver skal respekteres.


§ 10 Regnskab

Kredsforeningens regnskab er kalenderåret. Kredsforeningens godkendte regnskab og regnskab for eventuelle offentligt finansierede projekter indsendes til Landsforeningen Autismes sekretariat inden den 1. april.


§ 11 Vedtægtsændring og opløsning

Ændringer i denne vedtægt kan kun indstilles til en ordinær generalforsamling, efter
godkendelse i Landsforeningen Autisme.
Ændringer i denne vedtægt kan herefter vedtages på en ordinær generalforsamling med mindst 2/3 flertal blandt de stemmeberettigede deltagende.
Hvis et mindretal på mindst 1/3 af de i afstemningen deltagende ønsker det, skal beslutninger vedrørende ændringer i vedtægterne, afprøves på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, der afholdes tidligst én måned og senest to måneder efter den ordinære generalforsamling.
Afholdes anden generalforsamling, kan forslaget vedtages med almindeligt flertal blandt de i afstemningen deltagende medlemmer.
Beslutning om opløsning af kredsforeningen kan kun vedtages efter kredsbestyrelsens indstilling, og efter vedtagelse med 3/4 flertal blandt de stemmeberettigede deltagende, på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der er indkaldt med dagsordenspunkt om kredsforeningens opløsning. Der skal være mindst 14 dage, og ikke mere end 2 måneder, mellem de to generalforsamlinger.


§ 12 Ikrafttræden

Disse vedtægter træder i kraft straks efter Generalforsamlingens godkendelse.
Vedtaget senest på generalforsamlingen 4. marts 2020.