Indlæser

Landsforeningen Autisme får bevilget 2.4 millioner fra ULHAN-puljen

6. jul. 2021

Socialstyrelsen åbnede i sidste måned op for en genansøgning til ULHAN-puljen. Efter en ny ansøgning får Landsforeningen Autisme nu de 2.4 millioner, man håbede på.

 

Fejl i ansøgningsprocessen fra Landsforeningen Autismes side, til Socialstyrelsens ULHAN-pulje til driftsmidler for handicaporganisationer betød tidligere på året, at Landsforeningen Autisme fik afslag på de 2.4 millioner kroner, man havde regnet med.

Efterfølgende blev puljen genåbnet for alle ansøgere, og Landsforeningen Autisme fik derfor lov til at søge om pengene igen.
Socialstyrelsen var blevet opmærksom på, at § 12 om indgivelse af ansøgning i bekendtgørelse nr. 201 af 10. februar 2021 om ansøgningspuljen til handicaporganisationer og -foreninger på det sociale område var upræcis og kunne give anledning til misforståelse.

På den baggrund blev det besluttet at genudmelde puljen.

Landsforeningen Autisme sendte derefter ansøgning og alle bilag ind, og nu får foreningen bevilget de 2.4 millioner kroner, som man regnede med tidligere på året.

Landsforeningen Autismes formand Kathe Johansen glæder sig over, at det lykkedes at få en ny chance for at sende ansøgningen.

”Det var en rigtig god besked at få! Det er midler, der falder på et tørt sted, og med dem ser det lidt bedre ud for vores økonomi,” siger Kathe Johansen.

Pengene fra ULHAN-puljen betyder dog ikke, at foreningens økonomiske situation er løst. Der mangler stadig likvide midler i 2021, og der vil fortsat blive lavet de spare-tiltag, der er planlagt for at rette op.